Dyr sygehusmedicin. Hospitaler, som er presset i bund af sparekrav. En demografisk udvikling med flere ældre, og flere, som overlever sygdom, og derfor flere som har brug for hjælp i sundhedssystemet. Lægemangel.
Den 21. november stemmer danskerne om, hvilke politikere der skal træffe beslutningerne de næste fire år i landets kommuner og regioner.
Når det gælder regionerne, er sundheden den altafgørende dagsorden, for det er regionerne, der har ansvar for det behandlende sundhedsvæsen i Danmark – og der er udfordringer nok at tage fat på.
Men hvad er egentlig den mest presserende dagsorden, som de nyvalgte politikere i landets fem regionsråd bør tackle de næste fire år?
Kristeligt Dagblad har spurgt fire store aktører på sundhedsområdet, og de er enige om svaret:
Behandlingen af de mest syge danskere skal hænge bedre sammen. Når det gælder kroniske og multisyge patienter, skal planen være klar for alle, der er involveret i behandlingen – fra egen læge til hospitalets specialister og kommunens hjemmesygeplejersker.
Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen
”Sundhedsvæsenets største udfordring er at få skabt sammenhæng i behandling, pleje og rehabilitering af de patienter, som fejler flere kroniske sygdomme, og som har behov for behandling både i den specialiserede sygehussektor, hos egen læge og i kommunen. Et typisk eksempel er en ældre medborger, som har diabetes, lungesygdommen kol og måske en hjertekarsygdom oven i. Sådan en patient ser specialister i ambulatoriet på et sygehus, hun ser sin praktiserende læge og en sygeplejerske dér samt kommunens kol-sygeplejerske, og hun er i et rehabiliteringsforløb med hjemmesygeplejersken. Hun oplever, at mange mennesker er involveret i hendes forløb. Hun oplever desværre også tit, at de forskellige parter ikke altid ved, hvad de andre gør eller kender den plan, der styrer hendes behandling.”
”Det betyder, at kvalitet og patientsikkerhed kan være i fare. Det betyder også, at hun selv er nødt til at være den, som holder styr på det hele og binder det sammen. Det går måske nogenlunde for en ressourcestærk patient, men selv for dem er det en meget vanskelig opgave. Er man i en periode sårbar, er det en helt umulig opgave.”
”I Lægeforeningen har vi peget på, at region og kommune skal rykke langt tættere sammen og særligt omkring de patienter, der har stort behov i begge sektorer. Regioner og kommuner skal have mere fælles ledelse, mere samarbejde, mere fælles finansiering, flere fælles ansatte og fælles behandlingssteder.”
”Politikerne i regionsrådene skal som noget af det første lave en ny sundhedsaftale. De skal hurtigt efter valget forholde sig til samarbejdet med kommunerne i deres region. Jeg vil opfordre til, at de går langt for at skaffe løsninger, der er optimeret omkring patientens behov. Det kræver, at man har mod til at sætte noget af sit eget i spil: Penge, mandskab og institutioner, og vi ved af erfaring, at det kan være svært. Men der er behov for at tænke anderledes. Man skal tænke: ’Hvad kan vi gøre sammen?’ i stedet for at tænke: ’Hvad kan kommunen gøre selv?’.”
”Når det gælder den største værdimæssige udfordring i sundhedssystemet, mener jeg, at det er ulighed i sundhed. Der er ufattelig stor forskel på, hvordan sygdomsbyrden er fordelt i Danmark, på adgangen til sundhedsvæsenet og desværre også på, hvilket udbytte man har i kontakten med sundhedsvæsenet. Men løsningen er lidt den samme: Man skal i langt højere grad orientere sig mod det enkelte menneskes behov. Sammenhæng, gode patientoplevelser og kvalitet.”
Camilla Hersom, formand for paraplyorganisationen Danske Patienter
”Den største udfordring i sundhedsvæsenet er mangel på sammenhæng. Der er patienter, som oplever, at den ene instans ikke ved, hvad den anden gør, og at man derfor falder ned mellem de berømte stole. Rigtig mange patienter lider af kroniske sygdomme, de er multisyge og ofte i kontakt med både sygehuse og egen læge. Men der er ikke sammenhæng mellem disse instanser, og derfor er der heller ikke den kvalitet, der burde være. Det er et problem, det haster at få løst.”
”Hos Danske Patienter mener vi, at man bør tænke i fælles finansiering og ledelse. I dag arbejder forskellige personaler i forskellige behandlingstilbud ofte ud fra en kassetænkning. De koncentrerer sig om opgaven, det sted de selv sidder. Et eksempel er, når en patient er opereret, men udskrives for tidligt. For nok er operationen færdig, men hvis der ikke er tilbud til at hjælpe ham hjemme, starter en mølle, hvor han indlægges igen og igen. Det kunne være undgået, hvis der var det fornødne kommunale tilbud.”
”Vi har store problemer med, at sundhedsvæsenet er for opdelt i dag. Systemerne er ikke tænkt sammen, og man har ikke fælles ansvar for, hvad der foregår. I stedet fokusere man på sit eget ansvar, for eksempel en vel overstået operation. Men det betyder ikke, at patienten er rask. Der skal mere til.”
”Vi taler om de store, tunge grupper, som er i hyppig kontakt med sundhedssystem og tegner sig for stor del af det, der foregår i det danske sundhedsvæsen. Det er for eksempel ældre medicinske patienter, psykiatrien og patienter med kroniske sygdomme. Det er områder, hvor man kan begynde med at tænke i fælles finansiering og fælles ledelse.”
”Det afgørende er, at der skabes sammenhæng i den behandling, patienten møder. Så alle ved, hvad patienten har været igennem, og man er klar med et tilbud, der matcher behovet. Om det så er genoptræning, tilrettelæggelse af kronikerforløb eller pleje. Der er i vores optik et behov for, at man i regioner og kommuner får lov til at lave de her fællesskaber.”
Ulla Astman, regionsrådsformand i Region Nordjylland og formand for sundhedsudvalget i Danske Regioner (S)
”For mig at se er sundhedsvæsenets største udfordring at sikre lægedækningen. I den forbindelse er der behov for at tænke sundhed på nye måder. Man skal have nye tilbud, der giver mening for den ny slags læger, og det handler om bedre muligheder for at tænke i helheder og sammenhæng. Man skal tage udgangspunkt i patientforløb, hvor man sammentænker en lang række af de tilbud, patienten har brug for. Jeg tror, det kan give bedre lægedækning, for vi kan se, at de nye læger efterspørger helhed, sammenhæng og bedre samarbejder om patienterne.”
”Region Nordjylland mangler især alment praktiserende læger, og dernæst er der et stort problem på nogle af de mindre hospitalsenheder. Men lægemanglen gælder områder i hele Danmark. Vi kan ikke løse det alene med penge. Vi skal også tænke sundhedstilbud på nye måder.”
”I Region Nordjylland har vi lige haft otte ydernumre i udbud (nummer der dækker over et antal patienter betjent at en praktiserende læge, red.). Der blev budt på ét. Derfor driver regionen selv et antal klinikker inden for almen praksis, og der vil jeg gerne have, at man tænker almen praksis på nye måder – i tæt samarbejde med sygehuse og kommune. En læge, sygeplejerske eller bioanalytiker skal kunne arbejde begge steder, for eksempel to dage om ugen i almen praksis og resten af tiden på sygehus. På den måde kommer deres faglighed i spil begge steder, og man tænker automatisk mere i sammenhæng og patientforløb.”
”Nogle sygeplejersker her i regionen har foreslået en figur, som de kalder familiesygeplejersken. Det er én, som tager hånd om patientforløbet, koordinerer og giver hjælp til at løse for eksempel de sociale problemer, der også kan være i en familie, og som kan have stor indflydelse på både sygdom og behandling. Vi har en tendens til at tænke sygehusene som omdrejningspunkt. Men vi skal se på, hvad der er familiens behov og problemer, og den samlede pulje, der skal til, for at løse dem.”
”Vi skal have knap så meget fokus på, hvilken kasse der skal betale, og mere på den rigtige hjælp.”
”For mig hænger det her sammen med, at vi skal sikre lægedækningen. For alt det her kan vi ikke gøre, uden at lægerne er på banen.”
Ellen Trane Nørby, sundhedsminister (V)
”Sundhedsvæsenet er stærkere end nogensinde før, men det skal blive endnu bedre. Det kræver prioriteringer, for kvaliteten for såvel patienter som medarbejdere skal løftes. Siden sommeren 2015 har regeringen løftet sundhedsområdet med 3,8 milliarder kroner. Siden 2007 er antallet af læger steget med 20 procent – og antallet af sygeplejersker med 13 procent.”
”Vi skal sikre højt kvalificeret behandling og opfølgning i takt med, at vi danskere bliver ældre. Der vil være markant flere, der lever med kroniske sygdomme som diabetes, og vi skal samtidig sikre stadig mere avancerede behandlingsformer på en række sygdomme. Det stiller både krav til vores højt specialiserede supersygehuse – og det stiller krav til sygdomsforebyggelse og -behandling tæt på borgerne.”
”At sikre en helt ny fordeling af opgaver og indretning af sundhedsvæsenet og understøtte kvaliteten med stadigt mere avancerede behandlingsformer og velfærdsteknologiske løsninger bliver den store opgave for alle i sundhedsvæsenet i de kommende år.”