Prøv avisen
Politisk set

Analyse: Regeringens store sundhedsplan er faldet til jorden

Hvad der var planlagt som en vindersag af regeringen med Lars Løkke Rasmussen i spidsen, er endt med at blive en tabersag, skriver professor i statskundskab Peter Nedergaard. Foto: Morten Stricker/Midtjyske Medier/Ritzau Scanpix

Regeringen havde med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i spidsen satset på en valgkamp, hvor sundhedspolitik skulle være i fokus. Den strategi er faldet til jorden, skriver professor Peter Nedergaad

Alt tyder på, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og regeringen havde satset på, at sundhedspolitikken skulle være omdrejningspunktet i valgkampen forud for folketingsvalget i 2019. Derfor fremlagde man i god tid en stor plan om emnet, som indebar nye roller for de praktiserende læger, kommunerne og staten på området, og en samtidig nedlæggelse af regionerne, som i dag primært driver sygehusene. Planen udmøntedes i en aftale med Dansk Folkeparti i marts, som fik titlen ”Et stærkere sundhedsvæsen – tættere på dig.”

Der var flere grunde til, at regeringen søgte at skaffe sig en platform på sundhedspolitikkens område forud for valget. For det første var det forventningen, at det ville stille Lars Løkke Rasmussen i en god position over for Mette Frederiksen. Førstnævnte kender området som sin egen bukselomme. Han har været med til at sikre området bedre resultater over årene med diverse kræftpakker og lignende, som har vist resultater i form af bedre overlevelsesmuligheder. Omvendt er Mette Frederiksens kendskab til og erfaring med sundhedspolitikken begrænset.

Samtidig har regionerne været udsat for megen kritik på grund af bureaukratiske IT-systemer, at man skulle rejse langt for små hospitalsundersøgelser, og at visse grupper som for eksempel psykiatriske patienter lades i stikken. Endvidere var formodningen, at regionerne ville være et let offer, fordi få kender politikerne i styret heraf.

Regeringens strategi faldt imidlertid til jorden. Det skete ikke så meget, fordi vælgerne nærer stor kærlighed til regionerne, men fordi de frygtede, at alternativet hertil var endnu mere centralisering end i dag. I den sammenhæng hjalp det ikke, at Lars Løkke Rasmussen tidligere var hovedmanden bag centraliseringen i forbindelse med nedlæggelsen af amterne. Kunne det være sandt, at han pludselig over natten var blevet decentralist, spurgte mange sikkert sig selv? Endnu værre for regeringen var det imidlertid, at kræfter i Venstre gik til hårdt angreb på de nye planer for sundhedspolitikken.

Formanden for Danske Regioner og formand for regionsrådet i Region Syd er Stephanie Lose, som er fra Venstre. Hendes kritik af regeringens planer for ændringer af sundhedspolitikken og nedlæggelsen af regionerne har selvfølgelig reflekteret hendes position. Men den er blevet fremført i et sagligt og klart sprog uden svinkeærinder og har både drejet sig om, at nedlæggelsen af regionerne ikke forbedrer behandlingen af syge danskere, at den uundgåeligt medfører en centralisering, og at det er angribeligt med et sundhedsvæsen uden en demokratisk forankring fra ikke-nationalt hold.

Socialdemokratiet er også imod nedlæggelsen af regionerne, hvor de sidder i formandssædet i dem alle, undtagen netop i Region Syd. Socialdemokraterne har imidlertid ikke behøvet at tage det store skyts frem mod regeringen. Det har Stephanie Lose klaret, og hun er blevet bakket op af de fleste uafhængige eksperter i sundhedsøkonomi og sundhedspolitik samt af partifællen Søren Gade.

Hvad der var planlagt som en vindersag af regeringen med Lars Løkke Rasmussen i spidsen, endte derfor med at blive en tabersag. Gradvis gled den som konsekvens ud af repertoiret af argumenter for at stemme for en fortsættelse af regeringen. Samtidig fik Socialdemokratiet med den løse idé om at ville gøre noget for fysisk nedslidte danskere i slutningen af deres arbejdsmarkedskarriere sat gang i en helt anden dagsorden, som regeringen måtte respondere konkret på.

Summa summarum: Sundhedspolitikken forsvandt som dug for solen under kampagnen frem til folketingsvalget i 2019. ”Et hus, som er splidagtigt med sig selv, kan ikke bestå.”

Peter Nedergaard er professor i statskundskab ved Københavns Universitet.