Der lander tit en hademail i indbakken hos sundhedsøkonom Jakob Kjellberg.
”Jeg ønsker dig en hård og snarlig død af corona,” står der for eksempel.
Så kalder professoren på sine børn og viser dem mailen. Han fortæller, hvad det er, han arbejder med, og prøver at forklare, at der altid vil være masser af mennesker, som er uenige i, hvad man har at sige, men at man skal sige det alligevel, hvis man har noget at bygge sin mening på.
Han sagde sin mening, da han her i avisen i coronaepidemiens begyndelse udtalte, at ”det her ser dyrt ud” om de politiske tiltag for at afbøde epidemien – og satte ild i debatten om den økonomiske smertegrænse for at redde et liv fra corona.
Han har også gjort det, når han for eksempel har udtalt sig om, at ikke alle børn med livstruende muskelsvind efter hans overbevisning burde få adgang til en ny og exceptionelt dyr medicin.
”Dit store fascistsvin,” skrev folk så i deres mails.
Men det synes han ikke selv, han er:
”Jeg synes jo, at når man bruger rigtig mange penge på noget, hvor resultatet er marginalt eller tvivlsomt, så skulle man hellere bruge dem på noget andet. Og hvis folk ikke ser det ’andet’, de går glip af, så fremstår man jo som kold, ond og kynisk. Men jeg har et blødende hjerte for alle dem, der ikke har den store stemme i offentligheden,” siger han.
Sundhedsøkonomi er læren om, hvordan penge bruges bedst muligt inden for budgetrammen. For penge kan kun bruges én gang, og Jakob Kjellbergs opgave er at give sine bud på, hvor de gør mest gavn. Men i et offentligt sundhedsvæsen er der flere værdier på spil end dem i kroner og øre. Systemet skal ikke kun levere behandlinger og undersøgelser, der kan betale sig, men også for eksempel tryghed og lighed, selvom det er svært at gøre op præcis, hvordan det betaler sig.
Hvordan regner man med bløde værdier? Kristeligt Dagblad har sat Danmarks måske mest profilerede sundhedsøkonom stævne for bedre at forstå, hvilke holdninger og idéer, han har med i bagagen, når han taler i medierne om, hvilke liv det kan betale sig at bruge penge på.
Jakob Kjellberg er professor ved VIVE (Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd) og som så mange andre offentligt ansatte sendt på hjemmearbejde på grund af corona.
Han bor på den yderste vej ned til stranden i Hvidovre syd for København i en hvid, firkantet villa ”af beton og isolering”, præsenterer han den selv.
Men også sådan en villa, der nærmest ikke kan brænde, er brandforsikret, fortsætter han. Det er en analogi. For når det gælder corona, er Jakob Kjellberg kommet frem til, at tiltagene indtil videre har stået mål med prisen.
”Når man ikke ved, hvor galt det kan gå, er man villig til at betale for at undgå rædselsscenariet. Det var fair, hvad angår corona, at betale for at undgå katastrofen, men den betalingsvillighed daler, efterhånden som vi får mere viden om farligheden,” siger han.
Og dog har han allerede fået ret i, at prioriteringen af corona går ud over titusindvis af andre patienter, sådan som han tidligt advarede om: Blandt andet er henvisninger til kræftpakkeforløb halveret og henvisninger til psykiatrisk behandling faldet med 60 procent.
”En sundhedsøkonom er ikke trænet til at være empatiker,” sagde han i marts til Kristeligt Dagblad, da han skulle begrunde, hvordan han kunne sætte spørgsmålstegn ved indsatsen for at redde coronaliv.
Men passer det?
Sundhedsøkonomerne er økonomifagets ”tynde øl”. Jakob Kjellberg smiler halvt og ironisk, men pointen optræder i flere forklædninger under interviewet.
En ”rigtig” økonom ser på kroner og øre, siger han. For eksempel ville en ”rigtig” økonom tage en persons produktionsværdi med i regnestykket, hvis han skulle se på, om det kunne betale sig at bruge penge på en given behandling.
Sådan gør sundhedsøkonomen ikke. Han er ” soft ”. Han forvalter penge, ja, men også samfundets idémæssige værdier, og de handler ikke om, at de mest produktive skal have den bedste behandling.
Jakob Kjellberg fik en vigtig skoling i sundhedsøkonomiske afvejninger på York-universitet i England midt i 1990’erne. Ligesom Danmark har England et offentligt finansieret sundhedsvæsen.
Herhjemme var sundhedsøkonomien kun i sin vorden, mens York var førende på feltet.
Der lærte han blandt andet teorien om såkaldt extra welfarism. Det er tanken om, at befolkningens samlede sundhedstilstand er det vigtige fokuspunkt i sundhedsøkonomien. Det står i modsætning til welfarism, hvor fokus er på at optimere det enkelte individs nytte, for eksempel dem, der her og nu har betalingsvilje for en given behandling – det kunne være at rydde sundhedsvæsenet for at skabe plads til coronapatienter.
”I en virkelighed, hvor der er en fast budgetbegrænsning, så vil én gruppe blive nedprioriteret, når en anden bliver opprioriteret. Og det er ofte den gruppe med den svagere stemme, der bliver nedprioriteret. Derfor er det særligt vigtigt at have fokus på de grupper,” siger Jakob Kjellberg.
Man kan også spørge: Hvad er i bund og grund hensigten med et offentligt sundhedsvæsen? En vigtig hensigt er at skabe lige adgang til sundhed for alle. Hvad er da sundhedsøkonomens opgave? Det er at holde øje med, om pengene faktisk bruges, så det giver mening i forhold til de værdier, samfundet ønsker, at sundhedsvæsenet drives efter.
”På den måde har vi hele tiden opmærksomheden på, at de synlige patienter let kommer til at fylde for meget. Vi prøver at være advokaten for den svage stemme – den, der ikke kom igennem,” siger han.
Det er især børn, Jakob Kjellberg tænker på, når han lægger en værdi om ”lighed” ind i sine vurderinger.
”Alle skal have en fair inning. Det er jo et begreb fra cricket, og en inning er den periode, hvor du får chancen for at slå til bolden. Vi skylder at gøre meget for børnene og give dem en platform for et fuldt og helt liv, og det skal der være en ekstraordinær høj betalingsvillighed for,” siger han.
Dog nåede han sin grænse i sagen om lægemidlet Spinraza, der blev tilgængeligt i 2017. Dilemmaet var storslået som i en film fra Hollywood: Spinraza var den første medicin nogensinde, der viste en effekt i behandlingen af børn med en bestemt form for meget alvorlig muskelsvind. Men prisen var ekstrem, og effekten dårligt dokumenteret for nogle grupper af patienter.
”Når vi rammer en pris, der er tre-fire gange mere, end hvad vi betaler i andre sammenhænge, så synes jeg, det er urimeligt at tage så meget fra andre,” siger han om sit standpunkt, der ikke fik ham til at vinde nogen ”popularitetskonkurrence” som debattør.
Værre var dog sagen om bloddonorerne. Jakob Kjellberg tager sig først til hovedet og rækker så armene mod loftet som for at appellere til en højere magt om hjælp.
I 1980’erne fandt blødersagen sted, hvor personer blev smittet med hiv gennem donorblod. Screeningsmetoder blev indført, så risici for smitte midt i 1990’erne var bragt ned til, at to personer over en 10-årig periode statistisk set ville smittes. I 2000’erne kom så et nyt screeningsredskab, der kunne halvere risikoen, så kun én person over en 10-årig periode statistisk set ville blive smittet. Prisen var 40 millioner kroner om året eller 400 millioner kroner over 10 år. For at undgå én smittet person.
”Det var tæt på verdens dårligste idé. Men politisk stod man et andet sted, hvor man sagde, at det ville man. Det har jeg sim-pelt-hen svært ved at acceptere,” siger han med tryk på hver stavelse.
Nok er Jakob Kjellberg light-versionen af økonom. Men han har dog sine tal og data at gemme sig bag.
”Jeg er privilegeret på den måde, at jeg ikke svælger i casen,” afværger han, når journalisten spørger, hvornår beslutningerne er rigtig svære.
Med andre ord ser Jakob Kjellberg hverken det dødssyge barn eller personen, der fik hiv af donorblod, når han lægger sit snit. Dét er, hvad han mener, når han siger, at han ikke er skolet i empati:
”Jeg tror, nogen har evnen til at være i nuet og sætte sig foran den enkelte person og vægter det højere, end den præference for at bruge ressourcerne over tid, som jeg har. De er mere empatiske i øjeblikket.”
Er det en kvalitet – at vægte den enkeltes behov over flertallets?
”Altså. Hvis jeg afleverer mit grædende barn i vuggestuen, så vil jeg gerne have, at nogen griber det med det samme i stedet for, at pædagogen sidder i et hjørne og reflekterer over, at hun ikke har tid til tre andre børn, hvis hun tager mit nu. Det synes jeg da er den rigtige tilgang. Men jeg sidder ikke som pædagogen. Jeg sidder som økonomen, der prøver at huske folk på de andre ting, der skaber den rette balance.”