Sundhedsøkonomer: Dyrt at redde et liv fra corona

Regningen pr. menneskeliv ser ud til at blive meget høj i forhold til, hvem man ellers kunne behandle, siger sundhedsøkonomer om den danske indsats mod coronavirus. Vi er kommet over det stadie, hvor man satte de gamle ud for at dø på isen, lyder det fra læge

”Når man ser et skib brænde, så sender man redningshelikoptere, man sidder ikke og regner på, om det kan betale sig, og det skal der være plads til, for vi er jo mennesker i et humanistisk samfund. Spørgsmålet er, hvor længe vi kan strække den," Jakob Kjellberg, professor ved VIVE. På billedet er det en intensivafdelign i Rom, Italien.
”Når man ser et skib brænde, så sender man redningshelikoptere, man sidder ikke og regner på, om det kan betale sig, og det skal der være plads til, for vi er jo mennesker i et humanistisk samfund. Spørgsmålet er, hvor længe vi kan strække den," Jakob Kjellberg, professor ved VIVE. På billedet er det en intensivafdelign i Rom, Italien. Foto: Guglielmo Mangiapane/Reuters/Ritzau Scanpix.

Hvad er et menneskeliv værd i kroner og øre? Det er et spørgsmål, som i mange år har været politisk tabu, men som altid er vigtigt i et sundhedssystem, hvor grundpræmissen er, at pengene ikke rækker til alt det, man gerne vil. Nu har epidemien med coronavirus sat problemet på spidsen. For står udgiften for den danske indsats, der kan løbe op i ganske mange milliarder, mål med de liv, man forsøger at redde?

Spørgsmålet er vanskeligt at besvare, fordi der er sparsom viden om, hvor mange ofre covid-19 vil kræve, da det blandt andet afhænger af, hvilken strategi et land anlægger, mener to af landets førende sundhedsøkonomer.

Men de hælder til, at indsatsen nok er for dyr:

”En sundhedsøkonom er ikke trænet til at være empatiker, vi er trænet i statistik. Det er ikke for at underkende alvoren for dem, som coronavirus rammer hårdt, men man må konstatere, at det her ser dyrt ud, og det er sundhedsøkonomens måde at udtrykke en bekymring på. Det er ikke pengene i sig selv, det er det, vi tager fra andre,” siger Jakob Kjellberg, professor ved Vive – Det Nationale forsknings- og Analysecenter for Velfærd. Det er for eksempel muligheden for at investere tilstrækkeligt i samfundets sundhedsvæsen.

Den danske indsats står ikke på en sundhedsøkonomisk rationel grund, mener også Kjeld Møller Pedersen, professor og sundhedsøkonom ved Syddansk Universitet:

”Ud fra en kølig kalkulation er det godt nok nogle dyre liv,” siger han.

Et sundhedsbudget er ligesom et husholdningsbudget, siger Jakob Kjellberg. De penge, der bruges på coronakrisen nu, vil gå fra fremtidige investeringer, der kan gælde alt fra bemandingen på en almindelig medicinsk afdeling til ny dyr medicin eller psykiatrisk behandling. I lande som Storbritannien og Norge er der sat en cirkapris på, hvad man i sundhedsvæsenet vil betale for et såkaldt kvalitetsjusteret leveår, det vil sige et leveår med god livskvalitet, og det er omkring 500.000 kroner. Det er i dét perspektiv, at indsatsen for at redde liv fra coronakrisen ifølge sundhedsøkonomerne tegner dyrt.

Den danske strategi, hvor store dele af samfundet er lukket ned, er som bekendt historisk omfattende, og finansminister Nicolai Wammen (S) præsenterede i sidste uge en hjælpepakke på 100 milliarder kroner til erhvervslivet. Ifølge Sundhedsstyrelsens risikovurdering og strategi for en epidemi med covid-19 i Danmark ventes knap 600.000 danskere at blive smittet med coronavirus i løbet af en epidemi på tre måneder, hvoraf 11.200 vil have behov for indlæggelse, og 1680-5600 vil dø. I særlig risiko for at blive kritisk syge er ældre over 80 år og personer med en underliggende sygdom.

Alle kender efterhånden Sundhedsstyrelsens to kurver for et epidemiforløb: Den stejlt stigende, som man frygter vil føre til italienske tilstande på hospitalerne, hvor læger som i krig må vælge, hvem de vil redde, og den flade, hvor blandt andet intensivpladserne kan følge med patientantallet. Formålet med at lukke Danmark ned er at sikre, at sundhedssystemet kan følge med, så alle kan få behandling.

Men det er mange penge at bruge på at sikre kapaciteten for dem, der risikerer et alvorligt forløb, mener Kjeld Møller Pedersen:

”Det er drakonisk. Man må dybest set sige, at der godt nok bliver satset store beløb, og ser vi nøgternt på det, kunne de penge være til gavn andre steder.”

I stedet for at handle strengt rationelt har man i Danmark handlet i forhold til en såkaldt rule of rescue, mener han med et sundhedsøkonomisk begreb.

”Den handler om, at man vil ofre uendeligt meget, når de nødstedte tilhører en tydelig og identificerbar gruppe. I de tilfælde agerer man og kaster den mere nøgterne betragtning over bord.”

For bundlinjen er, at prioriteringen vil have konsekvenser for andre, supplerer Jakob Kjellberg, der også fremhæver rule of rescue som det politiske ledemotiv i den danske covid-19-strategi:

”Det er meget store penge, man bruger med sådan en hjælpepakke, og de skal jo betales senere. Man skubber regningen til børneværelset, som vi siger. Det hårde vilkår er, at man gør det her for at redde de svækkede ældre, men hvor stor en regning kan kollektivet bære?”.

Kjeld Møller Pedersen understreger, at det er svært at afgøre, om andre strategier end den danske ville have kostet mindre, men have lige så god eller bedre effekt.

”Det er jo forunderligt at læse, at specielt den sydkoreanske model med udbredte tests, men ingen radikal nedlukning af samfundet, tilsyneladende har effekt. Men det er jo altid nemt at være bagklog.”

Men debatten skal påbegyndes, inden regningen går amok, siger Jakob Kjellberg:

”Når man ser et skib brænde, så sender man redningshelikoptere. Man sidder ikke og regner på, om det kan betale sig, og det skal der være plads til, for vi er jo mennesker i et humanistisk samfund. Spørgsmålet er, hvor længe vi kan strække den. Et par uger kan vi godt klare, men der er jo også alternative strategier, for eksempel at dem, der er i risikozonen, har udgangsforbud.”

Det nytter ikke at skifte strategi nu, siger Torben Mogensen, speciallæge i anæstesi og intensiv terapi og bestyrelsesformand i Lungeforeningen. Men når epidemien er forbi, skal man som samfund diskutere, om prisen stod mål med indsatsen.

”Man må gøre sig klart, at det her måske vil ende med at have kostet én-to milliarder kroner pr. menneskeliv. Argumentet er, at man vil beskytte de svage og ældre, men det er en balance: Hvor langt vil man gå?”, siger han.

Den grænse er ikke nået endnu, er hans holdning:

”Vi er solidariske med samfundet i den nuværende strategi, for alle kan blive syge. Vi er kommet over det stadie, hvor man satte de gamle ud for at dø på isen, fordi de ikke var produktive mere, og alt andet ville også være utåleligt.”