Blandt læger og andet sundhedspersonale er der en udbredt usikkerhed om, hvornår en underretning er berettiget, og tvivlen holder mange fra at underrette, selvom de jævnligt får mistanke om overgreb i deres arbejde. Det viser en undersøgelse blandt 125 læger i almen praksis, der blev publiceret i Månedsskrift for Almen Praksis i august.
Tre ud af fire læger svarede, at de havde været i kontakt med et barn eller en ung, hvor de havde mistanke om overgreb, men mere end hver femte læge havde også undladt at underrette på trods af en konkret mistanke.
”Jeg har masser af eksempler på sager, hvor man tænker, at det er meget ærgerligt, at der ikke blev skrevet en underretning tre måneder tidligere, for de her tegn burde der være underrettet på. Men vores undersøgelse viser, at mange er bange for, om deres vurdering er rigtig. De vejer frygten for ikke at gøre noget op mod frygten for, at de anklager nogen uretmæssigt,” siger børnelæge Hanne Nødgaard Christensen, tidligere leder af Center for Børn udsat for Overgreb på Aarhus Universitetshospital og medforfatter på artiklen i månedsskriftet.
Ifølge loven burde lægerne ellers handle modsat: Underretningspligten i serviceloven blev skærpet i 2013 efter de store misbrugssager fra blandt andet Tønder og Brønderslev, og der er pligt til at underrette, når bare der er grund til at antage, at et barn kan have behov for støtte fra de sociale myndigheder.
Overlæge Inge Olga Ibsen er faglig leder af Familieambulatoriet, som står for svangreomsorgen for sårbare gravide og opfølgningen af særligt sårbare småbørn i Region Syddanmark. Hun oplever, at noget ”lunkent” hviler over opgaven med at skrive en underretning.
Ifølge hende er en vigtig årsag, at sundhedspersonalet frygter straf, både hvis de underretter, og hvis de lader være, fordi regler og instrukser er uklare.
På den ene side står den skærpede pligt til at underrette, det vil sige servicelovens paragraf 153. På den anden side risikerer autoriserede sundhedspersoner straf for at bryde autorisationsloven og deres tavshedspligt som den er beskrevet i sundhedsloven. Pligten til at underrette står over tavshedspligten.
Men Inge Olga Ibsen har flere gange erfaret, at jurister i det sundhedsfaglige system vejleder læger, jordemødre og andre ud fra en vejledning til loven fra 2006, der ikke er opdateret i takt med stramningerne i underretningspligten, hvor de sidste kom i 2013.
Den type rådgivning har blandt andet holdt skadestuelæger på hendes hospital fra at underrette, når de ellers burde, siger hun.
”Jeg involveres dagligt i dilemmaer, hvor ingen aner, hvad der kan udløse straf, og hvad der fagligt er korrekt at gøre. Medarbejderne søger råd og vejledning hos mig om, hvad de skal gøre i konkrete situationer, og jeg kan også være i tvivl. Det er nemlig blevet tydeligt for mig, at man som autoriseret sundhedsfaglig person risikerer straf, både hvis man underretter, og hvis man ikke gør,” siger Inge Olga Ibsen.
Mette Hartlev er professor og ekspert i sundhedsret ved Københavns Universitet og siger:
”Det er bekymrende, at sundhedspersoner tilsyneladende ikke kan få et korrekt svar på deres spørgsmål i systemet. Hvis man gerne vil have, at offentligt ansatte opfylder deres underretningspligt, så er det klart, at det ikke virker fremmende, at de kan straffes for at overskride en grænse, der virker uklar.”
Idamarie Leth Svendsen er lektor ved Københavns Professionshøjskole og ekspert i socialret. Det bekymrer hende, at regelroderi kan holde sundhedspersoner fra at underrette.
”Det bekymrer mig både i forhold til de børn, der ikke bliver skrevet en underretning om. Og det bekymrer mig i forhold til frontpersonalet. Det er lægen, jordemoderen og de andre, som står ude i den rå virkelighed, og som skal være der for de børn. Derfor skal systemet bakke dem op i at gøre deres arbejde og ikke pakke dem ind i angst for at begå en fejl.”