Prøv avisen

Sundhedspersonales tro påvirker pårørendes støtte til organdonation

Undersøgelsen påviser, at tro hos sundhedspersonale hovedsageligt er fremmende for de pårørendes accept af organdonation, eftersom mange troende i dag betragter organdonation som en næstekærlig, etisk fordring. Modelfoto. Foto: Nima Stock

Læger og sygeplejerskers tro kan have betydning for, om pårørende giver samtykke til, at deres afdøde familiemedlem må bruges som organdonor, viser en ny undersøgelse. Den peger på vigtigheden af, at sundhedsprofessionelle tager stilling til egne værdier og lærer at tale om eksistens

Det er en vanskelig samtale, der venter sundhedspersonalet, når det skal bede pårørende beslutte, om deres hjernedøde familiemedlems organer skal doneres. Men hvis lægen eller sygeplejersken er troende, kan det lette processen.

Det viser et studie, som Niels Christian Hvidt, lektor ved Institut for Sundhedstjenesteforskning ved SDU, har foretaget ved et professorat ved universitetshospitalet i München.

Ifølge undersøgelsen kan de sundhedsprofessionelles tro og værdier være både fremskyndende og hindrende for organdonation.

”Der er et ønske i nogle religioner om, at kroppen skal forblive hel. Især blandt muslimer og jøder. Og det kan være en barriere i forhold til organdonation,” siger Niels Christian Hvidt.

Men ikke desto mindre påviser undersøgelsen, at tro hos sundhedspersonale hovedsageligt er fremmende for de pårørendes accept af organdonation, eftersom mange troende i dag betragter organdonation som en næstekærlig, etisk fordring.

Undersøgelsen er lavet blandt tysk sundhedspersonale, men ifølge Niels Christian Hvidt kan hovedresultaterne overføres til Danmark, hvor problemstillinger og lovgivning minder om hinanden.

Trods undersøgelsens resultat understreger Mogens Hørder, professor ved Institut for Sundhedstjenesteforskning ved Syddansk Universitet, dog, at alt sundhedspersonale bliver trænet i at være objektive.

”Der er regler for organdonation. Personalet skal informere om det, men det er helt op til de pårørende at tage stilling,” siger Mogens Hørder.

Det kan dog være svært for sundhedsprofessionelle, der er usikre på egne værdier, viser undersøgelsen.

”Det vigtigste er ikke, om lægerne er troende eller ej. Men at man som læge gør sig bevidst om, hvad man har med sig af værdier. Vores forskning tyder på, at den største hindring for frugtbar interaktion med patienter i det hele taget er, hvis man ikke ved, hvem man er inderst inde. Så kan man ikke gå ind i en samtale med patienter. Derfor er troende læger ofte mere tilbøjelige til at tale om tro med patienter, og troen hjælper dem med at forholde sig til etiske spørgsmål,” siger Niels Christian Hvidt.

I Region Hovedstaden er man begyndt at klæde personalet på til at tage stilling til egne værdier og eksistens.

På Bispebjerg Hospital står hospitalspræst Maria Baas-trup Jørgensen nemlig i spidsen for et ”eksistenslaboratorium”, som er et projekt, hvor sundhedspersonale bliver undervist i eksistentiel kommunikation.

På projektet oplever Maria Baastrup Jørgensen, at sundhedspersonalet i mange tilfælde tror, at man skal fjerne sig fra egne værdier, hvorimod hun mener, at man har sine værdier med sig uanset hvad, og derfor skal forholde sig til dem.

”Det er bedre at se nærmere på og ikke bort fra egne værdier. På den måde kan man skelne mellem, hvad der er ens egne, og hvad der er patienternes værdier. Og sådan undgår man, at egne værdier ligger skjult og uformuleret under samtalen,” fortæller Mara Baastrup Jørgensen.

Deltagerne bliver ved kurserne øvede i at tale om eksistens, så de ikke kun taler med patienter ud fra et sundhedsperspektiv.

”Nogle deltagere siger, at når man kender sit eget ståsted, så slapper man af og finder ro, selvom de, du møder, har en anden religion,” siger Maria Baastrup Jørgensen.

Eksistenslaboratoriet kørte i 2016 som et udviklingsprojekt på Rigshospitalet og Bispebjerg. Projektet havde stor succes og bliver nu båret ud i hele regionen i et samarbejde med Region Hovedstadens uddannelsesenhed.