Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Sundhedsprofessionelle undgår at tale om døden

”Det er helt oplagt, at der burde være noget på uddannelserne omkring det her. Som det er i dag, popper det jo op som et stort behov på mange af landets sygehuse, der så selv tager forskellige initiativer til at gøre noget. Men ligesom vi træner læger og sygeplejersker i at håndtere et hjertestop, så burde de også trænes i at tage de eksistentielle samtaler ved livets afslutning", siger overlæge Ole Gaardboe. Foto: NIMA STOCK

Med et ensidigt fokus på sundhed og livsforlængelse forsømmer sygehuspersonalet at skabe rum og plads til døden, mener patientforeninger og forskere

Der er få undtagelser. Hjerteafdelingen på Horsens Sygehus og medicinsk afdeling på Sygehus Lillebælt i Vejle tilbyder kritisk syge patienter en samtale om livet som terminal og tankerne om døden. På Bornholms Hospital er samtalen også på vej, blandt andet med spørgsmålet om, hvordan patienterne gerne vil have det i den sidste tid.

”Alt for ofte er samtalen omkring døden ellers fraværende mellem sygehuspersonale og alvorligt syge patienter. Det er som om, læger og sygeplejersker er bange for at tage snakken om livets afslutning,” siger overlæge Ove Gaardboe, der er ansat i Dansk Selskab for Patientsikkerhed.

Han mener, at sygehuspersonalet på den måde forsømmer en vigtig opgave, fordi patienter med livstruende sygdomme har et behov for større ærlighed og en anden form for omsorg.

”Læger og sygeplejersker er uddannet til at redde menneskeliv, hvad der selvfølgelig også er det vigtigste, men nogle patienter er altså døende, og det ville være en stor hjælp at tale ærligt med dem om. Samtidig burde det også være naturligt at spørge patienten om, hvad vedkommende gerne vil i den sidste tid. På den måde får patienten selv indflydelse på behandlingen, og vi undgår dermed også overbehandling, hvis det for eksempel i højere grad er kærlig pleje end livreddende behandling, den kritisk syge ønsker,” lyder det fra Ove Gaardboe, der opfordrer alle sygehuse til at tage netop denne samtale med de livstruede patienter.

En undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse bekræfter Ove Gaardboes iagttagelser. Her undersøgte man sidste år patientsikkerhed ved åbne indlæggelser af kræftpatienter med palliative behov og nåede blandt andet frem til, at berøringsangst er udbredt hos sygehuspersonalet i forhold til at spørge ind til patientens ønsker for den sidste tid.

Samtale om døden og den sidste tid gør det dog ikke alene, påpeger Vibeke Graven, der er post.doc. ved Rehpa, Videncenter for rehabilitering og palliation. Hun har i sin forskning undersøgt betydningen af eksistentiel og åndelig omsorg for døende og mener også, der er ringe vilkår for netop den tilgang til patienterne på landets sygehuse.

”Behovet er der. Se bare på hvor stor efterspørgslen er på hospitalspræsterne, der netop kan tilbyde det perspektiv. Men det er samtidig vigtigt, at vi ikke kun tror, det handler om at indføre en standard-samtale, hvor personale og patient snakker om døden. Det handler om en helt anden tilgang til mennesker. En tilgang, hvor der er tid og rum til nærvær og refleksion. Eksistentiel og åndelig omsorg for døende er ikke klaret med en samtale på fem minutter,” siger Vibeke Graven.

Hun har i sin forskning været meget optaget af den omsorg, man finder på hospice, hvor hun netop har fundet den tilgang til menneskelig omsorg, som hun mener, sundhedsvæsenet generelt bør være bedre til at give.

”Men for at sikre denne handler det overordnet om at få udviklet nogle medmenneskelige og håbsbærende institutioner. Og overordnet handler det om at udvikle en kultur, hvor vi får et sprog at tale om døden med. Et sprog, vi pt. ikke finder i en institutionaliseret og sekulariseret verden, hvor de fleste dør på hospitalet. Det handler om at få lukket op for også at tale om den alvorligt syges tanker om, hvad der eventuelt sker efter døden, og hvilke forestillinger, håb og drømme man har i livet og for den sidste tid,” siger Vibeke Graven, der udover at være forsker også er næstformand i Foreningen for Palliativ Indsats, der på et tværfagligt grundlag arbejder for at fremme omsorg ved livets afslutning.

Både Vibeke Graven og Ove Gaardboe peger dog på, at omsorgen for kritisk syge patienter kunne styrkes, hvis der på lægers og sygeplejerskers uddannelser var mere fokus på døden som eksistensvilkår.

”Det er helt oplagt, at der burde være noget på uddannelserne omkring det her. Som det er i dag, popper det jo op som et stort behov på mange af landets sygehuse, der så selv tager forskellige initiativer til at gøre noget. Men ligesom vi træner læger og sygeplejersker i at håndtere et hjertestop, så burde de også trænes i at tage de eksistentielle samtaler ved livets afslutning. Og et godt sted at begynde kunne for eksempel være, at man som professionel spørger sig selv: Hvordan vil jeg gerne selv behandles i den sidste del af livet? Det er en øjenåbner for mange,” siger Ove Gaardboe.