Sundhedsstyrelsen: Kønsneutrale cpr-numre vil skade sundhedsvæsenet

Både Sundhedsstyrelsen og Sundhedsdatastyrelsen advarer mod at kønsneutralisere det danske cpr-register som foreslået af flere partier. Det vil skade både forskning og behandling, lyder det

Magnus Heunicke har i sit svar til Sundheds- og Ældreudvalget indhentet udtalelser fra både Sundhedsstyrelsen og Sundhedsdatastyrelsen. Begge myndigheder konkluderer, at det vil have store omkostninger for blandt andet forskningen og patienternes sikkerhed, hvis det biologiske køn ikke kan udledes af en borgers cpr-nummer. Faktisk vurderer Sundhedsstyrelsen, at der ”umiddelbart ingen direkte sundhedsfaglige fordele ved kønsneutrale personnumre” er. Tværtimod.
Magnus Heunicke har i sit svar til Sundheds- og Ældreudvalget indhentet udtalelser fra både Sundhedsstyrelsen og Sundhedsdatastyrelsen. Begge myndigheder konkluderer, at det vil have store omkostninger for blandt andet forskningen og patienternes sikkerhed, hvis det biologiske køn ikke kan udledes af en borgers cpr-nummer. Faktisk vurderer Sundhedsstyrelsen, at der ”umiddelbart ingen direkte sundhedsfaglige fordele ved kønsneutrale personnumre” er. Tværtimod. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix.

Det vil have store negative konsekvenser for det danske sundhedssystem, hvis alle borgeres cpr-numre bliver gjort kønsneutrale.

Sådan lyder det i et svar fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S) til Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg, der efter ønske fra Liselott Blixt (DF) havde bedt sundhedsministeren vurdere fordele og ulemper ved en kønsneutralisering af cpr-registret.

”Fordi det bliver diskuteret, om børn skal have mulighed for at skifte juridisk køn, ønskede vi at få afklaret, hvilke muligheder der ellers er på området. Men for mig at se lukkes diskussionen om kønsneutrale cpr-numre med sundhedsministerens svar,” siger Liselott Blixt, der er Dansk Folkepartis sundhedsordfører.

Flere partier, herunder Enhedslisten, SF og De Radikale, har ellers tidligere udtrykt ønske om eller erklæret sig åbne over for, at cpr-numre gøres kønsneutrale. Det har de gjort for at imødekomme personer, der hverken føler sig som mand eller kvinde eller ikke identificerer sig med det køn, de er født som.

Magnus Heunicke har i sit svar til Sundheds- og Ældreudvalget indhentet udtalelser fra både Sundhedsstyrelsen og Sundhedsdatastyrelsen. Begge myndigheder konkluderer, at det vil have store omkostninger for blandt andet forskningen og patienternes sikkerhed, hvis det biologiske køn ikke kan udledes af en borgers cpr-nummer. Faktisk vurderer Sundhedsstyrelsen, at der ”umiddelbart ingen direkte sundhedsfaglige fordele ved kønsneutrale personnumre” er. Tværtimod.

”Indførelse af kønsneutrale personnumre vil have store konsekvenser for sundhedsområdet, hvad angår den konkrete patientbehandling, screeningsprogrammer for visse sygdomme, fortolkning af laboratoriesvar, sundhedsfagligt kvalitetsarbejde samt forskning,” lyder det fra Sundhedsstyrelsen i svaret.

Også Sundhedsdatastyrelsen vurderer, at der er en række ulemper forbundet med en ændring. Blandt andet at indkaldelser til screeninger for brystkræft og livmoderhalskræft kun sendes til borgere, der biologisk set er kvinder, og at mange forskningsspørgsmål er kønsspecifikke.

Ifølge Lars Pedersen, professor i klinisk epidemiologi ved Aarhus Universitet, er det vigtigt, at forskere i deres arbejde kan identificere personers køn, eksempelvis fordi mange behandlingsformer er kønsafhængige. Han forklarer, at det med en omlægning ville skabe store problemer med de mange forskningsdatabaser, som alle danskere anonymt er registreret i.

”Det ville blive et kæmpemæssigt arbejde, for så skulle man også tilbage i de databaser og lave nye krypteringer af cpr-numrene, så databaserne kunne fungere med det nye system. Det må man simpelthen ikke gøre,” siger han.

Mads Hvid, der er strategi- og politikrådgiver i LGBT+ Danmark, anerkender, at der er en række praktiske og økonomiske udfordringer ved at kønsneutralisere alle cpr-numre. Alligevel er LGBT+ Danmark stadigvæk for en ændring og mener, at når det kan lade sig gøre at have kønsneutrale personnumre i andre lande, må det også kunne lade sig gøre i Danmark.

”Det er selvfølgelig relevant, at en læge har adgang til at se en patients biologiske karakteristika. Men vi synes ikke, det giver mening at kønnet registreres, når man skal på biblioteket, bestille et nyt kørekort eller til møde i jobcenteret, hvor man også skal bruge sit cpr-nummer. Vi taler selvfølgelig særligt for transpersoners rettigheder, men generelt ville det klæde hele samfundet, at man sætter mennesker mindre i bås på baggrund af et tal, før man har mødt dem og set dem i øjnene,” siger Mads Hvid.

SF er et af de partier, som tidligere har advokeret for et kønsneutralt cpr-register. Men Astrid Carøe, som er partiets ligestillingsordfører, slår fast, at et sådant selvfølgelig ikke må gå ud over hverken patienternes sikkerhed eller sundhedssystemet i mere bred forstand.

”Vi har fået at vide, at det vil blive meget dyrt, og derfor har vi også sparket forslaget lidt til hjørne. Men når vi på et tidspunkt alligevel skal have et nyt, bør det være kønsneutralt, men samtidig kunne håndtere, at folk for eksempel bliver indkaldt til de rigtige screeninger. Det bør kunne klares med en ekstra underliggende kode, der angiver, hvilket biologisk køn, man er født med,” siger Astrid Carøe.