Da tyrkiske og pakistanske arbejdsmigranter kom til Danmark i 1960’erne og 1970’erne, havde man en forventning om, at de ville tage hjem igen.
Det gjorde de ikke, og det har man ikke i tilstrækkelig grad gjort sig klart i sundhedsvæsenet.
Den temmelig kontante besked kommer fra Hanne Winther Frederiksen. Hun er ph.d. med speciale i rehabiliteringen af ældre indvandrere med hjertesygdomme og afdelingssygeplejerske på indvandrermedicinsk klinik på Hvidovre Hospital. Her modtager de nogle af de mest udsatte ældre indvandrere, når de bliver syge. Og det er en patientgruppe, der i særlig grad er en udfordring for sundhedssystemet.
”Det er en enormt kompleks problemstilling, der skyldes blandt andet fattigdom, sprogbarrierer, kulturelle normer og et meget lavt uddannelsesniveau,” siger Hanne Winther Frederiksen.
Hun forklarer, at det er den samlede sum af udfordringer, der er problemet. Men en af årsagerne er kulturelle mønstre, der gør især kvinder udsatte. Kvinderne udgør fire ud af fem af klinikkens patienter.
”Mange af dem er kommet hertil via familiesammenføring, og der har været en forventning om, at de skulle være ’gode’ hustruer, få børn og være familiens arnested. De har ofte haft et ønske om at være en del af arbejdsmarkedet og samfundet med den selvstændighed, det medfører. Men deres livsomstændigheder, modsatrettede forventninger og helbredsproblemer har gjort det svært, og en del har opgivet. Det betyder, at nogle kun har haft sporadisk kontakt med arbejdsmarkedet, ikke lært dansk og ikke optjent pension,” siger Hanne Winther Frederiksen, der påpeger, at fattigdom er en væsentlig faktor:
”Det er svært at passe sin sygdom, hvis man hele tiden har økonomiske problemer. Vi kan også se, at medicin sommetider er en udgiftspost, der bliver valgt fra.”
Ofte lider patienterne på indvandrermedicinsk klinik af diabetes, hjertekarsygdomme eller problemer med bevægeapparatet, for eksempel rygsmerter, fortæller Hanne Winther Frederiksen.
Der er lige nu omkring 26.000 ikke-vestlige indvandrere på 65 år eller derover i landet. Der svarer til 2,3 procent af den samlede befolkning i den aldersgruppe. En befolkningsfremskrivning fra Danmarks Statistik viser, at gruppen vil være vokset til lidt over 102.000 i 2040. De vil til den tid udgøre 6,7 procent af hele befolkningen fra 65 år og op, der også samlet set vil vokse.
”Så jeg mener, det er temmelig presserende, at vi får sat ind. Det er et væsentligt problem,” siger Maria Kristiansen, som er lektor og forskningsgruppeleder ved Center for Sund Aldring på Københavns Universitet. Her forsker hun i patientinddragelse blandt ældre med forskellige etniske og sociale baggrunde.
”Der er begrænset viden om området, også i andre lande, og der er ikke mange steder, hvor man er begyndt at overveje, hvordan man håndterer denne patientgruppe. For eksempel i forhold til hvilke sproglige og kulturelle kompetencer, hospitalspersonale eller sosu’er bør have,” siger Maria Kristiansen.
Hun mener ikke, at hverken sundhedsvæsenet eller ældreplejen er tilstrækkelig gearet til at møde patienter og ældre med en anden sproglig, kulturel og religiøs baggrund:
”Der har vi ikke været så fremadskuende, som vi burde have været. På mange måder er samfundet ikke indrettet til, at denne gruppe ældre vokser. Det er behovet for indvandrermedicinske klinikker jo også et udtryk for.”
Ifølge Maria Kristiansen er der blandt andet brug for en højere grad af patientinddragelse. Der findes nogle samtaleredskaber, sundhedspersonale kan benytte, som skal hjælpe med at afdække behov, livskvalitet og hvilke ressourcer, udsatte patienter har til rådighed. Men de bliver primært brugt på majoritetsbefolkningen, hvor sproget ikke på samme måde udgør en hindring.
”Det ville være gavnligt, hvis de også blev brugt systematisk på indvandrerpatienter. Det kræver dog, at det foregår med tolk og ikke med pårørende som oversættere. Der er fysiske og mentale problemer, man ikke nævner, hvis ens børn sidder ved siden af. Og vi skal vide lige så meget om, hvad Muhammed fejler og har brug for, som vi ved om, hvilke problemer hr. Hansen går med,” siger Maria Kristiansen.
Sundhedsordfører for Enhedslisten Peder Hvelplund kalder udfordringen med ældre ikke-vestlige indvandreres sundhed dybt bekymrende og fastslår, at det er vigtigt, der tages hånd om problemet med det samme. Han skal i midten af august mødes med sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S), hvor han vil bringe sagen op.
”Vi skal hurtigst muligt afskaffe tolkegebyret igen, for det rammer enormt socialt skævt og specifikt denne gruppe borgere. Det, mener jeg, ligger helt lige for at rulle tilbage. Desuden må vi se på både integrationsydelsen og brøkpensionen,” siger Peder Hvelplund med henvisning til, at mange ældre indvandrere ikke har optjent retten til fuld pension.
Tolkegebyret blev indført af VLAK-regeringen for et år siden og betyder, at patienter med tolkebehov, som har boet mere end tre år i Danmark, selv skal betale for en tolk hos lægen eller på hospitalet.
Peder Hvelplund mener også, at det er et problem, at der er ældre indvandrere, som rundt om i kommunerne er visiteret til plejeboliger, men ikke har råd til at betale for at bo der.
”Det nytter ikke, at der er borgere, som på en sundhedsfaglig vurdering er blevet henvist til pleje- eller behandlingstilbud, som de ikke kan tage imod, fordi de ikke har råd. Eller at der er medicin, de fravælger af økonomiske årsager.”
Desuden vil Peder Hvelplund tale med sundheds- og ældreministeren om, hvorvidt der i kommunerne bliver forebygget tilstrækkeligt og gjort nok for at oplyse om tilbud, som skal bekæmpe ensomhed og isolation, blandt andet som følge af sygdom, blandt ældre indvandrere.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S), der er på sommerferie.