Sundhedsvæsenet frygtes at kollapse. Hvad nu? Fem centrale aktører giver deres bud

Mangel på sygeplejesker. Pressede jordemødre. Og et voksende antal coronasmittede. Landets hospitaler kæmper på flere fronter, men hvad kan man gøre?

Øverst til venstre: Jes Søgaard, professor i sundhedsøkonomi. Nederst til venstre: Torben Mogensen, formand for Lungeforeningen, tidligere vicedirektør Amager og Hvidovre Hospitaler. I midten: Lillian Bondo, jordemoder i Region Hovedstaden og tidligere formand for Jordemoderforeningen. Øverst til højre: Anders Kühnau (S), formand for regionsrådet i Region Midtjylland. Nederst til højre: Helga Schultz, formand for Yngre Læger.
Øverst til venstre: Jes Søgaard, professor i sundhedsøkonomi. Nederst til venstre: Torben Mogensen, formand for Lungeforeningen, tidligere vicedirektør Amager og Hvidovre Hospitaler. I midten: Lillian Bondo, jordemoder i Region Hovedstaden og tidligere formand for Jordemoderforeningen. Øverst til højre: Anders Kühnau (S), formand for regionsrådet i Region Midtjylland. Nederst til højre: Helga Schultz, formand for Yngre Læger. Foto: Leif Tuxen, Philip Davali/Ritzau Scanpix, Arthur J. Cammelbeeck/Ritzau Scanpix, Brian Rasmussen/fotografhuset og Tomas Bertelsen. Grafisk bearbejdning: Michael Særkjær.

Jes Søgaard, professor i sundhedsøkonomi på Syddansk Universitet

Vi skal næppe forestille os en situation, hvor akutte patienter ikke kan komme på sygehuset. Men det kan blive nødvendigt at lukke ned for mange af de ikke-akutte aktiviteter.

Det skyldes især tre ting. Siden 2010 har sygehusvæsenet været lidt af en trykkoger. Efterspørgslen på ydelser er steget, fordi antallet af ældre, patientrettigheder og dokumentationsbyrden er steget. Men man har fra politisk side holdt på bevillingerne.

Desuden har vi en sygeplejerskekrise, hvor sygeplejerskerne oplever meget utilfredsstillende arbejds- og lønforhold.

Og så er der hele luftvejssygdomsproblematikken, hvor smitten med covid-19 er stigende, og vi risikerer en influenzaepidemi.

Jeg kan ikke se andre udveje end at indlede løndrøftelser med sygeplejerskerne og så betale, hvad det koster. For de siver lige så stille fra faget.

Der er over en årrække ikke investeret tilstrækkeligt i sundhedsvæsenet. Vil politikerne ikke betale, må de sørge for at reducere efterspørgslen. Ikke ved, at der bliver færre syge, men ved at differentiere patientrettighederne og lette dokumentationsbyrden.

Lillian Bondo, tidl. formand for Jordemoderforeningen

Her og nu bliver man simpelthen nødt til at finde ekstra penge til jordemødre, sygeplejersker og andre kvindefag. Når vi mister fastansatte, koster det dyrt i vikarer, og det er en dårlig måde at bruge pengene på. Bedre grundløn eller markante rekrutteringstillæg, inden en mere langsigtet politisk løsning på sundhedsvæsenets problemer er på plads, kan løse nogle af udfordringerne. 

En del jordemødre forlader fødeafdelinger, fordi de ikke føler, de leverer tilstrækkelig kvalitet. Den oplever de, at de kan yde i egen praksis eller som personale i lægepraksis. Mange ville vende tilbage, hvis løn, arbejdsforhold og dermed kvalitet var bedre. Mindre teams og fødeklinikker er en del af løsningen.

Hvis man øst for Storebælt afskaffede Sundhedsplatformen og erstattede med et enklere system fra regionerne vest for Storebælt, kunne der frigøres arbejdskraft alene ved den manøvre. Og man kan med fordel ansætte sekretærer til hele døgnet, så eksempelvis jordemødre ikke er bundet til pc’en, og flere sosu'er, der kan udføre opgaver i de akutte teams.

Anders Kühnau (S), formand for regionsrådet i Region Midtjylland

Jeg frygter ikke et kollaps, men jeg er bekymret for, at vi får en tid, hvor personalet bliver endnu mere pressede, end de er i forvejen, fordi vi nu igen oplever en øget sygelighed.

Vi har et sundhedsvæsen, der fungerer rigtig godt, og under corona så vi, at vi kan håndtere et øget pres, og at vi er omstillingsparate. Så det, vi kan gøre nu, er at gøre arbejdsforholdene bedre. Det arbejder vi benhårdt på, og det handler om at lempe presset på hospitalerne, så vi kan få vagtbelastningen ned. Det handler om styrke samarbejdet med kommunerne og den praktiserende læge.

Men det, der gør det svært er, at vi har noget personale, der har knoklet igennem rigtig lang tid. Så der er en metaltræthed rigtig mange steder. Man kan man godt skyde skylden på ledelsen og politikerne, men der er ikke nogens skyld, at der er flere syge. Vi er enige i, at sygeplejerskerne skulle have haft noget mere i løn, men overenskomstforhandlingerne er afsluttet nu.

Helga Schultz, formand for Yngre Læger

Jeg frygter for sundhedsvæsenet denne vinter, for der er for mange opgaver og for få til at løse dem. Det er ikke nyt, men nu er corona kommet oven i, og desuden efterdønningerne af sygeplejerskestrejken. Det betyder, at en del af deres opgaver glider over til lægerne. Nu er det os, der tager blodprøver, måler puls, blodtryk og udfører sekretærfunktioner, som der før var andre til.

Vi arbejder i et politisk system, og nu må politikerne sige, hvilke opgaver der skal tages væk. Det er en løsning på den store skala.

Af mere lavthængende frugter skal man tage den opgaveglidning alvorligt, der sker nu, hvor læger laver andre faggruppers opgaver: Er der virkelig ikke andre, der kan gøre disse ting? Der er brug for, at læger laver lægearbejde. Helt lokalt må man se på, om man kan hyre for eksempel medicinstuderende, sosu-assistenter og bioanalytikere ind til at varetage nogle af de sygeplejefaglige opgaver.

Torben Mogensen, formand for Lungeforeningen, tidligere vicedirektør Amager og Hvidovre Hospitaler

Det er virkelig et svært spørgsmål. Det handler om, om man kan få sygeplejerskerne til at lade være med at konflikte, uden at de får mere i løn. For intet tyder på, at regeringen vil give dem mere i løn.

Der er ikke nogen nemme løsninger, men hvis man får mere normale forhold, bør man analysere virkelig grundigt på afdelingerne, hvordan man kan klare opgaverne anderledes i fremtiden. Hvor kan vi inddrage andre personalegrupper end sygeplejerskerne? Det kan være social- og sundhedsassistenter, farmakologer og alle mulige andre, for der hænger jo ikke en million sygeplejersker på træerne.

Man kan også prøve at lokke flere sygeplejersker på fuld tid, men man skal ikke tvinge dem til det, for så går det helt galt. Så skal de have flere vagter, så bliver det værre for dem, og så holder de i hvert fald op.

Men jeg er glad for, at jeg ikke er sygehusdirektør i dag.