”Jeps.”
Så klart var svaret fra statsminister Mette Frederiksen (S), da De Konservatives partileder, Søren Pape Poulsen, ved Folketingets åbningsdebat i 2020 spurgte, om man ikke kunne rykke den planlagte sundhedsreform frem til 2021.
”Jeg har forstået, at regeringen eller statsministeren har en eller anden tavle, der siger, at det skal vi først diskutere i 2022 eller 2023. Kunne vi overveje at rykke det lidt frem? For jeg tror altså ikke, at det går at vente så længe,” sagde Søren Pape Poulsen.
”Jeps. Det gør vi. Vi rykker det frem. Lad os lave en bred sundhedsaftale næste år,” svarede statsministeren.
Men sådan gik det som bekendt ikke.
Den sundhedsreform, der skal ruste landets hospitaler og sygehuse til en fremtid, hvor antallet af ældre og kronikere kommer til at skyde i vejret, er fortsat kun at finde på regeringens huskeliste. Og meget tyder på, at den må blive der lidt endnu.
For da selvsamme Mette Frederiksen godt 16 måneder efter løftet i folketingssalen holdt nytårstale fra Marienborg den 1. januar, var det med meldingen om, at det bebudede udspil bliver i skrivebordsskuffen.
”Når vi står midt i en svær pandemi, er tiden ikke til at gennemføre store forandringer i sundhedsvæsenet,” forklarede Mette Frederiksen.
Udspillet kommer ,”så snart det bliver muligt”, lovede statsministeren, der i stedet lagde spor ud til forhandlinger om en nye ældrelov, en CO2-skat og mere udenlandsk arbejdskraft.
Regeringens melding kommer, selvom der blandt samtlige aktører i sundhedssektoren, i kommuner, i regioner og på Christiansborg i en årrække har været udbredt enighed om, at en omfattende reform er dybt nødvendig, helt uomgængelig og ”en bunden opgave”, hvis sundhedsvæsenet skal – som sundhedsøkonom ved Vive, Jakob Kjellberg, formulerer det over for Kristeligt Dagblad – ”undgå at sande til”.
Han er enig med Mette Frederiksen i, at ”der er nok at se til i sundhedsvæsenet lige nu og her”.
”Men når det er sagt, så var vi jo ikke så pressede i sommer, så der kunne man godt have sat nogle skibe i søen. Det er alvorligt, for det er faktisk nødvendigt, at vi kommer i gang,” siger han.
Hans bekymringer bunder i, at der i 2030 vil være 60 procent flere ældre over 80 år. Flere og flere vil have brug for behandling og pleje, mens antallet af danskere med kroniske og psykiske sygdomme vil vokse hurtigt. Det er tendenser, der stiller helt nye krav til sundhedssektoren specifikt og velfærdssamfundet generelt, hvorfor en stor og omfattende strukturreform er dybt nødvendig.
”Hvis vi bare fortsætter med at sende de her mennesker ind på vores sygehuse, så kan vi ikke kan give en ordentlig behandling til de mennesker, der har brug for det,” siger Jakob Kjellberg.
Allerede på bagkant
Det er en hård og præcis advarsel, der vækker genklang hos en række af de organisationer, der repræsenterer sundhedspersonalet og patienterne på landets sygehuse.
”Det er meget bekymrende, at den endnu engang bliver udskudt. Vi er allerede på bagkant, og for hver dag, den bliver udskudt, går det ud over patienter i det danske sundhedsvæsen,” lyder det fra Morten Freil, der er direktør i Danske Patienter.
Han mener ikke, at vi har et sundhedsvæsen, der lever op til det, som det skal.
”I dag oplever alt for mange at blive kastebold mellem kommuner, regioner og almen praksis. Der er hverken ressourcer eller kapacitet eller kompetencer til at tage sig ordentligt af patienterne, der derfor ofte vil blive indlagt igen. Det er hverken godt for patienten for eller sundhedsvæsnet,” siger han.
Grete Christensen, der er formand for Dansk Sygeplejeråd, kan godt forstå, at reformen bliver udskudt på grund af travlhed i ministeriet såvel som på sygehusene.
”Men vi må konstatere, at det er blevet endnu mere tydeligt, at der er brug for en reform. Vi skal kigge på sammenhængen i vores sundhedsvæsen, så vi kan forebygge en lang række af de indlæggelser, vi ser i dag. Det skal mindske belastningen på vores sygehuse,” siger Grete Christensen.
Lægeforeningens formand, Camilla Ratchke, kalder det ”meget beklageligt i betragtning af, hvor meget området fylder for borgerne i Danmark.”
”Men også for alle os i sundhedsvæsenet, der ser behovet for forandringer lysende klart,” siger hun og fortsætter:
”Vi er ikke enig i statsministerens forklaring. Det er ikke fordi, at vi i 2021 udelukkende har beskæftiget os med epidemien. Der ser ud til, at man ikke har prioriteret det fra regeringen i forhold til andre emner,” siger hun.
Bureaukratisk ingenmandsland
Ligesom på Christiansborg og blandt eksperter er der i organisationerne udbredt enighed om, at de seneste årtiers fokus på de store akutsygehuse har været dybt nødvendig og påtrængende. Konsekvensen har dog været, at de mindre, lokale sygehuse er blevet lukket, mens sengepladser er blevet nedlagt. Det betyder, at stadig flere patienter bliver indlagt på de store enheder, der egentlig er sat i verden for at varetage højt specialiserede opgaver.
Samtidig oplever flere med komplicerede sygdomsforløb at falde ned i et slags ingenmandsland mellem regioner, kommuner og den praktiserende læger.
”På mange måder er vi kommet godt i mål med sygehusene. Men det er også dem, der har løftet al aktiviteten og fået mere personale. Det er uholdbart, når vi kigger ind i en fremtid med flere ældre,” siger Jakob Kjellberg.
På den baggrund mener langt de fleste iagttagere, at kommunerne og de praktiserende læger skal overtage nogle af de mere simple opgaver, der i dag varetages på sygehusene. Det drejer sig for eksempel om genoptræning og forebyggelse. Øvelsen, der skal lette trykket på sygehusene, er dog lettere at udforme på skrivebordet end i virkelighedens verden, fastslår Jakob Kjellberg fra Vive.
”Hvis kommunerne skal varetage flere opgaver, så skal de også have flere penge til at løfte det, og så er vi pludselig inde i en diskussion om kommunal udligning, og det er også noget bøvl.”
Den socialdemokratiske drejebog
Regeringens seneste udskydelse er endnu et bump på vejen i fortællingen om det, man med en vis ret kan kalde et politisk smertensbarn.
I den forrige valgperiode og som optakt til folketingsvalget blev regeringen og Dansk Folkeparti enige om en grydeklar model, hvor afskaffelsen af de fem regionsråd stjal det meste af rampelyset. Blandt andet på den baggrund blev aftalen arkiveret lodret, da sundhedsminister Magnus Heunicke (S) satte sig til rette bag minsterskrivebordet i Sundhedsministeriet i juli 2019.
Desuden var der andre og mere presserende mærkesager i den socialdemokratiske drejebog – Arne-pensionen, klimaloven og Blackstone-forliget – der skulle effektueres, inden det politiske spotlys skulle rettes mod problemerne på landets sygehuse og hospitaler.
Men på grund af corona-krisen er reformen blevet udskudt igen og igen.
Men i Venstre er tålmodigheden opbrugt. Derfor har partiets sundhedsordfører, Martin Geertsen, sammen med resten af oppositionen indkaldt statsminister Mette Frederiksen i en hasteforespørgsel i folketingssalen.
”Nu er der gået to og et halvt år, hvor de her forhandlinger ikke er kommet i gang. Det er jeg frustreret over, og derfor er vi nødt til at holde regeringen til ilden, så vi kan få en reform af det danske sundhedsvæsen. Vi har et sygehusvæsen, der bliver mere og mere presset og overbelastet for hver dag, der går,” siger Martin Geertsen.
Har Mette Frederiksen ikke ret i, at det vil være uansvarligt at lave en sundhedsreform, når vi står midt i en corona-pandemi?
”Vi har ventet to og et halvt år, og vi har jo ikke haft høje smittetal gennem hele pandemien. Analysen af problemet er lavet, så det handler sådan set bare om, at vi sætter os til forhandlingsbordet,” siger Martin Geertsen.
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har takket nej til at deltage i denne artikel. Ministeriets presseafdeling henviser i stedet til forespørgselsdebatten, der endnu er ikke blevet sat i kalenderen.