Prøv avisen

Sushi udkonkurrerer hot dog

Sushi er den foretrukne fastfood for 25 procent af københavnerne. -- Foto: Heidi Maxmiling.

Rå fisk er ernæringrigtig kost, og blandt andet derfor er det mere populært at spise sushi end pølser, siger livsstilsekspert

Sushi har overhalet pølsevognen indenom. Det viser en undersøgelse af danskernes madvaner foretaget af madfirmaet Just-Eat. På landsplan foretrækker 16 procent sushi, mens 14 procent hellere snupper en pølse. Der er dog visse regionale udsving. Eksempelvis er sushi den foretrukne fastfood for hele 25 procent af københavnerne. Over både sushi, pølse og andet godt skinner pizzaen, der indtager førstepladsen som danskernes foretrukne fastfood.

"Der er flere og flere, der vil spise sushi, fordi det er noget af det mest ernæringsrigtige fastfood, vi kan købe. Vi vil spise noget, der er sundt for os, og vi er godt klar over, at rå fisk og ris ikke er så dumt," siger Christine Feldthaus, livsstilsekspert og foredragsholder, til metroXpress.

Hvis alle spiser sushi, hvad spiser de trendy typer så?

"De spiser da også sushi, men kan også skeje ud med rawfood. Det skal være så råt som muligt og så lidt forarbejdede fødevarer som muligt. Princippet er, at det skal så hurtigt fra jord til bord som overhovedet muligt. Gennemskuelige økologiske fødevarer er også hot – ikke i Jylland, men i storbyerne," siger Christine Feldhaus.

Hvor skal man kigge hen, hvis man vil spotte frontløberne inden for fastfood?

"Man skal i hvert fald kigge i de store byer, for det er det eneste sted, hvor der er økonomisk dækning for at lave de her ting. De spændende tiltag kommer inde omkring København og bevæger sig ufatteligt langsomt ud i provinsen. Pøj, pøj med at finde en sushi-bar i Midtjylland i bæltet fra Vejle op mod Viborg," siger Christine Feldhaus.

/ritzau/