I august 1978 indgik statsminister Anker Jørgensen (S) i et regeringssamarbejde med Venstre. Som den hidtidige rent socialdemokratiske regering blev SV en mindretalsregering. Regeringen holdt kun 14 måneder. Hvad gik galt?
SV-regeringen blev dannet på grund af store økonomiske og parlamentariske vanskeligheder. I Folketinget var det svært for SV, for der var 11 partier. Især Mogens Glistrups Fremskridtspartiet med 26 mandater var meget uberegneligt.
Anker Jørgensen havde ikke gødet jordbunden i den socialdemokratiske bevægelse for SV-regeringen. Fra LO-formand Thomas Nielsen faldt meget hårde ord om et ”kup”, som kom bag på Anker Jørgensen.
Endnu mere overrasket blev han, da mange i den socialdemokratiske folketingsgruppe protesterede. Gruppeformand Jens Risgaard Knudsen gik af i protest. Risgaard stod LO nær, men selv nogle af de socialdemokrater, som var for SV-samarbejdet, blev skuffede. Især over at Venstre ikke ville være med til at bygge en Storebæltsbro.
Da modstanden gik op for Anker Jørgensen, skrev han i sin dagbog: ”Det må være min indtil dato værste dag i mit liv – kan det blive værre?”. Han, der aldrig havde stået i spidsen for en koalitionsregering, var så rystet, at han fik svært ved at være statsminister for hele regeringen. Ankers førsteprioritet som inkarneret socialdemokrat var at mindske splittelsen i den socialdemokratiske bevægelse.
Under møder sad de to partiers ministre partivist over for hinanden, næsten som var de parter i en forhandling på arbejdsmarkedet. Hver minister blev desuden udstyret med en ”kontaktminister” fra det andet parti. Men i atmosfæren af gensidig mistillid blev de opfattet som ”kontrolministre”. Desuden sandede meget af regeringsarbejdet hurtigt til i 19 ministerudvalg, hvor stort og småt langsommeligt blev forhandlet.
I løbet af 1979 kom voldsomt stigende oliepriser. Økonomien udviklede sig fra dårligt til værre, og det splittede regeringen, der var delt både i de to partier og indbyrdes uenige socialdemokrater. Anker Jørgensen forsøgte at klare situationen med et forslag om ”overskudsdeling”, så lønmodtagerne kunne få andel i virksomhedernes overskud. Det skulle tilfredsstille LO og de mere venstreorienterede i partiet.
Men det var ikke tilstrækkeligt. I september 1979 var regeringen så dybt splittet om den økonomiske politik, at Anker Jørgensen forberedte vælgerne på valg. Så brast regeringen.
Thomas Nielsens grove kritik har af mange fået skylden for SV-regeringens fiasko. Hjælpsom var han ikke. Men Anker Jørgensens identifikation med fagbevægelsen og den øvrige socialdemokratiske bevægelse forhindrede ham i at gøre op med Thomas Nielsen. At stå i spidsen for en koalitionsregering var ikke ham, når han samtidig skulle holde sammen på ”bevægelsen” i en økonomisk svær tid.
Anker Jørgensen havde overfladisk set lignet en, der var samarbejdsvillig, og han havde da også oprindeligt håbet, at det skulle gå godt for SV. Vælgerne belønnede den tilsyneladende gode vilje. Ved folketingsvalget i oktober 1979 fik han det bedste valg nogensinde med 38,3 pct. Mon Anker Jørgensen har inspireret Lars Løkke Rasmussen?8
Tim Knudsen er uafhængig politisk kommentator