SV-regeringen kom aldrig over sit dårlige rygte

S og V prøver at danne regering, og det har de gjort en gang før. Dengang i 1978-1979 glippede hovedopgaven, men en række andre resultater blev det til på kun 14 måneder

Statsminister Anker Jørgensen (S) på Folketingets talerstol dagen efter, at den nye SV-regering var blevet præsenteret 30.august 1978.
Statsminister Anker Jørgensen (S) på Folketingets talerstol dagen efter, at den nye SV-regering var blevet præsenteret 30.august 1978. Foto: Mogens Ladegaard/Ritzau Scanpix.

Kongelig undersøger Mette Frederiksen (S) er optimistisk og håbefuld.

Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen er fortrøstningsfuld.

Det er ikke meget, der slipper ud fra forhandlingerne på Marienborg om en ny regering, men forhandlingernes to hovedpersoner har alligevel ladet høre fra sig mandag og tirsdag. Den ene i et kort tv-interview, den anden i et opslag på Facebook.

Set udefra er partierne ellers præcis som de ti små cyklister faldet fra, et for et, enten fordi de er blevet smidt ud af lokalet som Enhedslisten og Alternativet, eller selv har meldt fra som De Konservative, Liberal Alliance, Nye Borgerlige og Danmarksdemokraterne, hvoraf sidstnævnte end ikke var med fra begyndelsen.

Trods det relativt store frafald taler Mette Frederiksen i sit opslag om, at hun fortsat har gode forhandlinger med "alle de partier, der stadig indgår i forhandlingerne." Optalt efter deres egne meldinger er det i så fald Venstre, Dansk Folkeparti, Moderaterne, De Radikale og SF, som stadig sidder ved bordet med Socialdemokratiet.

De fleste politiske analytikere er dog enige om, at alle de partier ikke kommer til at sidde sammen i en regering. Ligesom den nærliggende mulighed er, at det ender med en SV-regering, muligvis med parlamentarisk støtte fra nogle af de øvrige tilbageværende partier.

En SV-regering er kun afprøvet én gang tidligere i parlamentarismens historie, nemlig da de to partier gik sammen i 1978.

Hvordan gik det egentlig dengang? Det har forskellige samtidshistorikere berettet om, blandt andre Thorsten Borring Olesen i 2017 i bogen Anker Jørgensens tid 1972-1982. En anden historiker, Søren Borchsenius, skrev for en snes år siden speciale om SV-regeringen, og han offentliggjorde i 2004 en artikel om den. De kilder danner baggrund for dette tilbageblik på SV-regeringens dannelse, resultater og eftermæle.

Baggrunden

Danmark befandt sig i slutningen af 1970'erne i en dyb politisk og økonomisk krise, der på nogle punkter minder overraskende meget om den aktuelle - og på andre punkter slet ikke. Inflation og store prisstigninger på energi er nogle af de genkendelige træk. Arbejdsløsheden var på vej op efter den første oliekrise i 1973, og den socialdemokratiske statsminister Anker Jørgensen forsøgte med det ene kriseforlig efter det andet, navngivet efter årets måneder, at få bugt med især det stærkt stigende underskud på betalingsbalancen.

Netop det underskud står i skarp kontrast til dagens økonomiske situation, hvor overskuddet slår nye rekorder hver måned. Statsfinanserne var i elendig forfatning i 1970'erne, men også her er situationen helt anderledes robust i dag med solide overskud og faldende gæld.

Politisk var tiden præget af jordskredsvalget i 1973, der bragte mange nye partier i Folketinget, og historikeren Tage Kaarsted så SV-regeringen som et udslag af de "gamle" partiers behov for at finde sammen for at genskabe en politisk orden, fra før verden gik af lave. Måske en parallel til nutiden, hvor en regeringsdannelse også kunne tegne til at blive de gamle partier mod de nye.

Aftalen

Både i 1976 og 1977 blev der sendt flere følere ud om at danne en bred regering over midten. Ved en folketingsdebat den 12. maj 1978 tilbød statsminister Anker Jørgensen pludselig Venstre og De Radikale, at de sammen kunne danne en flertalsregering allerede inden sommerferien. Det blev umiddelbart afvist af Venstres Ivar Hansen, men i løbet af sommeren blev ideen alligevel modnet. Socialdemokratiet så dengang en bred regering som en mulighed for at splitte et spirende firkløversamarbejde mellem de borgerlige partier, Venstre, De Konservative, Centrumsdemokraterne og Kristeligt Folkeparti.

Efter hårde forhandlinger blev SV-regeringen præsenteret for offentligheden den 30. august med 14 socialdemokratiske ministre og syv fra Venstre. Den havde med 86 mandater ikke selv flertal, og det blev problematisk. Det nedskrevne regeringsgrundlag indeholdt 20 punkter, hvoraf mange dog ikke var særlig præcise eller detaljerede. Også en kilde til senere stridigheder, fordi det var de mest kontroversielle spørgsmål, der blev efterladt på uklarhedens perron.

Resultaterne

SV-regeringen holdt i 14 måneder, og den generelle vurdering har været, at den blev en fiasko. Hovedopgaven - at få bremset underskuddet på betalingsbalancen - lykkedes ikke. Det skulle have været nedbragt fra omkring 11 milliarder kroner til 6,5 milliarder kroner men steg i stedet til 16 milliarder kroner på det ene år. Det lykkedes at få arbejdsløsheden lidt ned, men truslen om at blive sat under administration af Den Internationale Valutafond levede videre. Et par år senere formuleret som "afgrundens rand" af finansminister Knud Heinesen (S).

Men nogle resultater fik regeringen trods alt i hus. Efterlønsordningen er formentlig det resultat, der har fået størst betydning for flest mennesker efterfølgende. Ordningen skulle oprindeligt sikre nedslidte arbejdere en tilbagetrækningsmulighed som 60-årig eller endda 55-årig, men den endte som et middel til at trække ældre arbejdskraft ud for at give plads til den yngre, der ellers risikerede arbejdsløshed. Efterlønnens succes blev senere et nyt samfundsøkonomisk problem, da der manglede arbejdskraft.

Momsen blev sat op fra 18 til 20,25 procent for at dæmpe inflationen og skaffe penge til støtte til de mest udsatte. Uddannelsesstøtten blev forbedret. Energipolitikken blev reformeret, og man indførte den naturgas, der i dag giver hovedbrud på grund af Ruslands krig i Ukraine. Systemet med kraftvarmeværker blev desuden udbygget.

En ulykke på et atomkraftværk på Tremileøen i USA fik den betydning, at regeringen tog det første skridt i retning af at skrinlægge atomkraft som energikilde i Danmark.

Landbrugspolitisk udmærkede regeringen sig ved, at den gjorde op med en lov fra 1950, som forbød æglægningsbure. Med andre ord, regeringen tillod burhøns, som året efter blev et hit for den århusianske rockgruppe Gnags.

Eftermælet

SV-regeringens akilleshæl var, at der fra dag et var intern splid i Socialdemokratiet og mellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen om selve ideen. Den daværende hovedorganisation LO's formand Thomas Nielsen var voldsomt imod samarbejdet og modarbejdede det. 1970'ernes store forkromede tanke om Økonomisk Demokrati, ØD, kunne ikke gennemføres med de borgerlige partier og blev senere helt opgivet. Historikerne hæfter sig desuden ved, at der fundamentalt set manglede tillid mellem Venstre og Socialdemokratiet. De havde for eksempel "kontrolministre", der skulle holde øje med hinanden, hvad der i praksis fik meget politisk arbejde til at sande til.

Kuriøst nok gik både Socialdemokratiet og Venstre en smule frem ved det efterfølgende valg i 1979. Det samme gjorde i øvrigt De Konservative, SF og De Radikale, mens de nye partier, undtagen Venstresocialisterne, gik tilbage eller røg helt ud af Folketinget. I den forstand lykkedes operationen, selvom patienten døde. Regeringen kom aldrig over sit dårlige rygte.