Hun var ikke mere end 20 år, da hun blev lagt i graven med hovedet på sit skjold og sværdet mod sin kind. Sammen med sin ridehest og dens udstyr blev en vikingekvinde begravet i Solør i Norge. Med i graven blev også lagt fem pile, et spyd og en økse. Graven blev fundet i år 1900, og allerede året efter stod det klart, at skelettet var af en kvinde.
Kvinden fra Solør var dermed et af de sjældne fund af en kvinde, begravet med en masse våben i, hvad der ligner en krigergrav. For to år siden beviste dna-analyser tilsvarende, at en krigergrav i Birka i Sverige tilhørte en kvindelig viking. Siden da har diskussionen i arkæologiske kredse gået på, hvorvidt man dermed kan konkludere, at vikingekvinderne også var krigere, eller om de havde fået våben med i graven af andre årsager.
Arkæolog og adjunkt ved Aarhus Universitet Sarah Croix har i Kristeligt Dagblad tidligere udtalt, at hun ikke vil afvise kvindelige krigere fra vikingetiden, men at man stadig manglede et afgørende bevis.
”Før jeg finder det sandsynliggjort, at vikingetidens kvinder også var krigere, skal arkæologer gerne identificere et skelet af kvindeligt køn med tydelige våbenskader på knoglerne, der kan kobles til et våben. Det ville styrke argumentet,” sagde hun i august.
Nu er netop det bevis bragt på banen. Den britiske avis The Guardian publicerede i sidste uge et billede af kvinden fra Solørs genskabte ansigt med et stort sår i panden. Billedet er blevet skabt i forbindelse med en dokumentar om vikingetidens kvindelige krigere på National Geographic på baggrund af en CT-scanning af kraniet. I artiklen udtaler arkæolog og vært på tv-programmet, Ella Al-Shamahi, at dette formentlig er det første bevis på en kampskade på en kvinde fra vikingetiden.
I Danmark har arkæologerne også læst den opsigtsvækkende artikel.
”Det her ligner den rygende pistol, vi har manglet,” siger arkæolog og museumsinspektør ved Vejlemuseerne, Charlotta Lindblom, der beskæftiger sig med kvinder i vikingetiden.
”Det er en typisk kampskade, for det er ikke en henrettelse eller et mordforsøg, da man ikke dræber nogen ved at hugge dem i panden.”
Arkæolog og vikingetidsekspert fra Nationalmuseet Jeanette Varberg fra Nationalmuseet er ikke overrasket over fundet.
”Graven var klokkeklar, før man fandt slagmærker i panden. Kritikerne har ofte afvist idéen om den kvindelige kriger med argumentet om, at hun ikke har fysisk styrke til at kæmpe i en skjoldmur. Men lige netop ved dette fund har man tidligere valgt at se bort fra det åbenlyse, at hun blev begravet sammen med sin veludstyrede hest. Fra hesteryg kan en kvinde med bue og pil godt matche en mandlig kriger. Desuden viser hendes rytterstatus, at hun har været højt placeret i det militære hierarki.”
Selvom Jeanette Varberg ikke selv var i tvivl, er hun glad for fundet af slagskaden, da det forhåbentlig kan overbevise skeptikerne.
”Der har været en teoretisk diskussion om vikingekvinden som kriger, hvor nogen næsten ser bort fra gravfund og henholder sig til, at man ikke kan konkludere noget. Det er rart, at man nu kan se på knoglerne, at hun har været i kamp. Så burde der ikke være meget tvivl tilbage.”
Ingen af de to arkæologer tror dog, at de kvindelige vikinger har været et udbredt fænomen i vikingetiden.
”Det har ikke været almindeligt, men jeg tror heller ikke, at det har været ukendt. Jeg kan ikke se, hvorfor det skulle have været et ukendt fænomen. Hvis du ser på Israel i dag, så er det jo ikke svært at motivere kvinder til at være soldater. Slet ikke, hvis det gælder om at forsvare sit eget land,” siger Charlotta Lindblom og forklarer, at der i den tidlige vikingetids nye bysamfund som Hedeby, Ribe og Birka er opstået rum til, at nogle kvinder kunne beskæftige sig med andet end traditionelle kvindeopgaver.
Jeanette Varberg påpeger, at det kvindelige krigerliv formentlig har været forbeholdt vikingesamfundets mest velhavende. I hvert fald er de våbentunge kvindegrave fra nogle af samfundets velhavende familier.
”Det har ikke været ukendt eller uhørt, at kvinder gik i krig eller plyndrede, men det har heller ikke været almindeligt,” siger Jeanette Varberg.
Vikingetidens mænd dominerer både i arkæologiske fund og i kilderne i forhold til våben og krig. Men kvindelige krigere er også nævnt i kilderne, fortæller Jeanette Varberg:
”Saxo skriver rask væk om krigerkvinder, men det blev siden kategoriseret på linje med troldværk og drager. I den irske ’The Annals of Ulster’ står, at ’Den Røde Jomfru’ kom og plyndrede og ødelagde mere end alle andre. Og så hører man ikke mere om hende igen. Der er beretninger fra Sortehavet, hvor en vikingehær kæmper sammen med en bulgarsk konge. I den sammenhæng bemærker en byzantinsk skribent, at der er flere kvinder blandt de slagne krigere.”
Fundet, som The Guardian henviser til, er endnu ikke udgivet i et videnskabeligt tidsskrift, så arkæolog Sarah Croix fra Aarhus Universitet skriver, at hun har svært ved at vurdere, hvad beviserne er og dermed kommentere fundet. Jeanette Varberg og Charlotta Lindblom har samme forbehold, men udtaler sig på baggrund af, hvad der står i The Guardian.
Fra Oslo Kulturhistoriske Museum, hvor kvinden fra Solør er udstillet, forklarer samlingsforvalter for den arkæologiske afdeling Hanne Lovise Aannestad, at resultatet i The Guardian er udarbejdet af en retsmediciner i forbindelse med dokumentaren for National Geographic.
”Slaget i hendes pande har været kendt siden år 1900. Men vi har ikke før undersøgt det nærmere. Vi synes, at dokumentarens resultater er enormt interessante, og vi vil nu iværksætte vores egen osteologiske (videnskaben om knogler, red.) undersøgelse af kraniet.”