Sværmeri for asatroen trækker bånd fra Grundtvig til kirkeministeren

Salmedigteren fortrød, at han i sin ungdom satte nordiske guder på højde med Kristus

Selv da Grundtvig ikke længere ”drak Asernes Skaal”, bevarede han livet ud en stærk interesse for den nordiske mytologi.
Selv da Grundtvig ikke længere ”drak Asernes Skaal”, bevarede han livet ud en stærk interesse for den nordiske mytologi. Foto: Nils Lund Pedersen/Nf-Nf/Ritzau Scanpix.

Den nye kirke- og kulturminister ramte blandt andet forsiden af denne avis kort tid efter sin tiltræden, fordi hun havde ladet sig afbilde af designeren Jim Lyngvild som Vølven, en førkristen, nordisk, mytologisk kvindeskikkelse. Nogle bebrejdede kirkeministeren, at hun klæder sig ud som hedning, mens andre fandt det i modstrid med kulturministerens opgave at samarbejde med Lyngvild. Ministeren har dog heller ikke savnet opbakning til sin happening hverken i kirkelige eller kulturelle kredse.

I den forbindelse er det blevet fremhævet, at N.F.S. Grundtvig var meget optaget af nordisk mytologi. Grundtvigs flirt med asa-læren som religion kulminerede i hans ungdom. I 1808 udgav han en bog med titlen ”Nordens Mytologi eller Udsigt over Edda-Læren”, som i kombination med flere af hans øvrige skrifter godt kunne efterlade det indtryk, at deres forfatter var blevet asatro.

Efter en religiøs krise, som vel nærmest kan karakteriseres som en omvendelse, satte han aldrig siden ”høje Odin” ved siden af eller over ”hvide Krist”.

Jes Fabricius Møller

Grundtvig var i en meget ung alder blevet cand.theol. og forfulgte oprindeligt en karriere som historiker og filolog, mens han ernærede sig som lærer. Det skete i et intellektuelt miljø, der i politisk forstand var temmelig forsagt, men så meget desto mere sprudlende litterært og filosofisk, ja, nærmest fritænkerisk. Elementer af klassisk mytologi var faste rekvisitter i digtning og billedkunst. Til dem føjede sig efterhånden også referencer til den nordiske oldtid, der i begyndelsen af 1800-tallet nød stor interesse.

I 1810-11 indtrådte imidlertid en vending i Grundtvigs liv, som hang sammen med, at han lod sig overtale til at blive kapellan for sin far, der var præst i Udby ved Vordingborg. Efter en religiøs krise, som vel nærmest kan karakteriseres som en omvendelse, satte han aldrig siden ”høje Odin” ved siden af eller over ”hvide Krist”.

Han vedkendte sig – som en slags omvendt synder – også sin vildfarelse. I et meget langt brev til sin norske ven S.J. Stenersen i 1815 undskyldte han sig med, at han var som beruset, da han havde ”sværmet som en halv Hedning”. Denne afstand til ungdommens ”Asarus” vendte Grundtvig flere gange tilbage til i de selvbiografiske elementer af forfatterskabet, meget tydeligt i 2. sang af det fascinerende langdigt ”Nyaarsmorgen” fra 1824.

Til trods for, at Grundtvig ikke længere ”drak Asernes Skaal”, bevarede han livet ud en stærk interesse for den nordiske mytologi, og hans digtning er fuld af de sprogblomster, som han plukkede under sin ungdoms oldnordiske filologisk-historiske studier. Også i salmebogen kan man finde dem. I den seneste udgave er årstidsdigtet ”Skyerne graane” fra 1847 for eksempel optaget som nr. 733. Heri finder man en reference til Balders død.

Når Grundtvig også efter 1811 forblev tæt forbundet med det nordiske sindbilledsprog, hænger det sammen med hans syn på forholdet mellem kirke og kultur – for nu at blive i de termer, som definerer det for dette spørgsmål relevante ministerium. For det første var kristendommen for ham et historisk fænomen.

Frelseshistorien, Guds mening med menneskene, udfoldede sig for ham i hele menneskehedens historie, også den del, der foregik, før evangeliets ord havde mulighed for at blive hørt. Også de førkristne kunne faktisk nå at blive frelst. Dette synspunkt udtrykkes i salmen ”I Kveld blev der banket paa Helvedes Port” fra 1837.

I mange år var Indre Mission imod dens optagelse i Den Danske Salmebog, men i den seneste udgave er den kommet med som nr. 213. Det belyser for det andet den ofte citerede sentens af Grundtvig, ”Menneske først og kristen så”, fra et posthumt udgivet digt, der meget fortjenstfuldt er optaget i den nye højskolesangbog som nr. 80. Det udtrykker ikke en humanistisk, men en skabelsesteologisk pointe hos Grundtvig. Mennesket er i kraft af den ånd, som Vorherre oprindeligt indblæste i Adam, skabt med anlæg for at tage imod det levende ord fra Herrens egen mund. Man kunne også kalde det Grundtvigs adskillelse af teologien og antropologien. Endelig kan man for det tredje pege på, at Grundtvig som en konsekvens heraf talte for en adskillelse af kirke og skole, prædikestol og kateder, religion og kultur.

Dermed ikke sagt, at Grundtvig gik ind for sekularisering i moderne forstand.

For ham skulle alting forstås under evighedens fortegn. Men derfor kunne det stadig ikke afvises, at der også var en form for visdom at hente i Vølvens spådom.

Grundtvigs tekster med kommentarer og forklaringer kan læses på www.grundtvigsværker.dk.