Det er langt fra sikkert, at imam Abu Bashar kan dømmes for at have tvunget en kvinde til at underskrive en islamisk skilsmissekontrakt. Det mener juridiske eksperter.
Kontrakten nægter blandt andet kvinden muligheden for at gifte sig igen, flytte længere væk end 130 kilometer eller opføre sig på en måde, der krænker familiens ære. Overholder hun ikke disse påbud, vil hun blive frataget sin forældremyndighed, skriver Berlingske, som har fået adgang til skilsmissekontrakten.
Imamen er anmeldt af Odense Kommune for at udøve psykisk vold mod kvinden. Men før der kan falde dom i en sag om psykisk vold, er en af de vigtigste betingelser, at den tiltalte ”skal tilhøre eller være nært knyttet til den andens husstand eller have haft en sådan tilknytning til husstanden”.
Netop det krav er også grunden til, at der ikke skal rejses en sag om psykisk vold mod Abu Bashar, vurderer Caroline Adolphsen, der er lektor ved Juridisk Institut på Aarhus Universitet.
”Det er fuldstændig rigtigt, at skilsmissekontrakten i sig selv er udtryk for en adfærd, der kan betegnes som psykisk vold, men det kræver, at tiltalte tilhører eller er nært tilknyttet til din husstand. Det vil sige din ægtefælle, din samlever eller måske et andet nært familiemedlem,” siger hun.
Det er generelt vanskeligt at opfylde alle de betingelser, loven om psykisk vold kræver, fortæller Trine Baumbach, professor i strafferet ved Københavns Universitet, som af principielle grunde ikke vil udtale sig om den konkrete sag.
”Det er en utrolig kompliceret bestemmelse, som der heller ikke er mange domfældelser efter, selvom den er over et år gammel,” siger Trine Baumbach.
I perioden september 2019 til juli 2020 har der kørt 12 sager om psykisk vold, hvoraf 7 er endt i frifindelse.
Det kan ifølge Trine Baumbach være særdeles svært at vurdere, hvordan en relation lever op til kravet om ”tilknytning til husstanden”. Dertil kommer, at adfærden skal være grov og egnet til utilbørligt at styre den anden. Herudover skal adfærden være udøvet gentagne gange over en periode.
Spørgsmålet er, om der kan være andre dele af lovgivningen, som kan komme i spil ved sager om negativ social kontrol.
Trine Baumbach peger i den forbindelse på bestemmelsen om ulovlig tvang, som blandt andet rummer tvang ind i et religiøst ægteskab, men her er det en væsentlig betingelse, at tiltalte enten har udøvet vold eller har truet med vold.
”Det er svært at vide, om den negative sociale kontrol blot er helt forfærdelig, eller om den også er strafbar. Det kommer an på de helt konkrete omstændigheder, om den der begår negativ social kontrol overtræder en straffebestemmelse,” siger Trine Baumbach.
Det er et problem, hvis imamer ikke kan dømmes for psykisk vold, mener Rosa Lund, udlændinge- og integrationsordfører for Enhedslisten, der var et af partierne, som arbejdede for at gøre netop tilknytning til husstanden gældende.
”Jeg vil gerne være med til at se på, om det er bredt nok, for hvis imamer ikke er dækket, så er bestemmelsen ikke bred nok. Jeg vil dog tro, at en imam er knyttet til husstanden, fordi der tit vil være en tæt relation mellem imamen og dem, der kommer i moskéen,” siger Rosa Lund.
Også SF og Venstre har reageret på sagen fra Odense og siger til Berlingske, at partierne er klar til at skrive social kontrol ind i straffeloven, mens Dansk Folkeparti har kaldt udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) i samråd.
Vil man den negative sociale kontrol til livs, kan man ikke nøjes med at tilrettelægge landets lovbestemmelser efter mænd som Abu Bashar. Det mener Jesper Petersen, ph.d.-studerende ved Lunds Universitet, der har forsket i etniske minoritetskvinder og muslimske skilsmissepraksisser.
”Man kan bruge mange ressourcer på at bekæmpe islamiske autoriteter, men det løser ikke kvindernes problemer. Selv hvis alle islamiske autoriteter var væk, ville kvinderne have de samme problemer. Det er den tvingende og sociale kontrol, vi skal til livs,” siger Jesper Petersen og tilføjer:
”Hvis kvinderne får den nødvendige hjælp, fjerner vi behovet for skilsmisseråd, hvilket vil medføre at de forsvinder på sigt, når ingen længere henvender sig hos dem. Så det handler om at fjerne behovet for den type parallel retspraksis.”