Det kunne ligne en klassisk Christiansborg-intrige. En minister begår en formel fodfejl og ofres, så støttepartier kan demonstrere over for vælgerne, at de trods alt ikke finder sig i hvad som helst.
Af flere grunde er det dog svært at se, at det kommer til at gå sådan i den aktuelle strid om 19 børn af danske IS-krigere i Syrien. De sidder i flygtningelejre i det nordøstlige Syrien, og regeringens støttepartier har længe forgæves forsøgt at få børnene hjem.
I sidste uge fik de uventet hjælp af en artikel i Ekstra Bladet. Avisen kunne fortælle, at Forsvarets Efterretningstjeneste, FE, i et notat til regeringen allerede i september sidste år skrev, at Islamisk Stat pønsede på at smugle 350 udenlandske børn ud af flygtningelejrene al-Hol og al-Roj for at træne dem i at blive terrorister i deres hjemlande. 30 børn skulle allerede være smuglet ud.
I Folketingets spørgetime og i et møde i Udenrigspolitisk Nævn i sidste uge forsøgte politikere fra De Radikale og Enhedslisten at afæske regeringen svar i sagen. Uden held. Politikerne ville blandt andet gerne have bekræftet, at notatet fra FE eksisterer, men det blev de ikke meget klogere på. Nu er udenrigsminister Jeppe Kofod (S) kaldt i endnu et samråd af Enhedslisten.
Den radikale folketingsgruppes næstformand, Martin Lidegaard, ville i et interview i TV 2-programmet ”Lippert” i sidste uge ”ikke udelukke”, at sagen kan ende med, at De Radikale trækker deres støtte til regeringen.
Men som både han selv og andre støttepartier har gjort opmærksom på, kniber det med perspektivet i et mistillidsvotum til regeringen lige nu. Et folketingsvalg vil styrke Socialdemokratiet, men det vil ikke bringe børnene hjem.
Regeringen har fortsat et massivt flertal sammen med de borgerlige partier, dog nu minus Liberal Alliance, for at lade børnene og især deres mødre blive i lejrene.
Som alternativ til at vælte regeringen kunne støttepartierne kaste sig over udenrigsminister Jeppe Kofod (S) for ikke at have orienteret Folketinget om FE’s notat for længe siden. Her er dilemmaet, at det notat ikke kun er Jeppe Kofods hovedpine. Fire centrale ministerier – Statsministeriet, Udenrigsministeriet, Forsvarsministeriet og Justitsministeriet – fik ifølge Ekstra Bladet orienteringen allerede i september.
Så det er mere end svært at se, hvordan regeringens støttepartier skulle kunne ”bytte” den manglende hjemtagning af børnene for lige præcis Jeppe Kofods taburet. I sidste ende er og bliver det statsministerens ansvar.
Børnene har så stor symbolpolitisk betydning i udlændingepolitikken, at regeringen under ingen omstændigheder vil bøje sig for støttepartiernes pres – eller kampagne, som De Konservatives udenrigs- og retsordfører, Naser Khader, kalder det.
For ham handler det ikke kun om den aktuelle strid, men i høj grad også om de signaler, man sender til fremtidens kalifatkrigere. Khader ser en stor risiko for, at det næste kalifat oprettes i et land i Sahel-bæltet syd for Sahara i Afrika.
Enhedslisten er med på, at hvis børnene tages til Danmark, vil deres mødre følge med, men de kan så retsforfølges her, lyder det. Partiet peger desuden på det uholdbare i, at Danmark overlader det til kurderne, som er allierede i kampen mod IS, at drive og bekoste lejrene med danske IS-fanger. Danmark bør tage sig af sine egne statsborgere, som børnene og omkring halvdelen af deres mødre er.
Regeringens støttepartier skimter umiddelbart et nyt håb i vurderingen fra Forsvarets Efterretningstjeneste om, at det vil være risikabelt for den danske sikkerhed at lade børnene blive i lejrene. For regeringen og de borgerlige kan vel ikke være interesserede i, at børn oplæres i terror, som de senere kan komme hjem og praktisere?
Næ, det kan de nok ikke, men i praksis overhører partierne advarslerne. De er nemlig slet ikke nye. Allerede for et år siden skrev Center for Terroranalyse under PET i en officiel rapport, at ”risikoen for indoktrinering og påvirkning som udgangspunkt forøges, jo længere tid børnene opholder sig i et radikaliseret miljø, herunder i lejrene i det nordøstlige Syrien.”
Holdningen er, at det bare er PET’s vurdering, og PET har før taget fejl – for eksempel advarede tjenesten om, at en afskaffelse af blasfemiforbuddet kunne udgøre en terrorrisiko, men det holdt ikke.
Derfor bliver der næppe flertal for at tage børnene og deres forældre hjem. Og det ene lader sig ikke gøre uden det andet. Om det så vil koste en minister jobbet, er en anden sag, men det vil kræve tungere skyts end det, der hidtil er kommet frem.