Svagsynede Majbritt vil gerne kunne høre alle lyskryds

Hver dag bevæger danske blinde og svagsynede sig rundt i trafikken. Med sig har mange af dem enten en blindestok, en førerhund eller begge dele. Alligevel oplever blinde det som et stort problem, når kommunerne vælger at slukke for lydsignalerne ved lyskrydsene. En af dem er Majbritt Lindberg

Majbritt Lindberg er vokset op med blandt normaltseende søskende, samtidig med at hun altid har haft normaltseende kærester. “Jeg føler, at jeg kan tale med alle mennesker. Uanset om det er bumsen eller bossen,” siger hun.
Majbritt Lindberg er vokset op med blandt normaltseende søskende, samtidig med at hun altid har haft normaltseende kærester. “Jeg føler, at jeg kan tale med alle mennesker. Uanset om det er bumsen eller bossen,” siger hun. Foto: Sofie Prip.

Stille og roligt rækker 51-årige Majbritt Lindberg ud efter nogle krus, som hun stiller på sit runde køkkenbord. Hendes bevægelser er langsomme og kontrollerede, idet hun varsomt, men sikkert hælder sin chokoladekaffe op.

Køkkenet på 2. sal i Brønshøj ved København ligner ved første øjekast de fleste andre køkkener, men hvis man kigger nærmere efter, er det tydeligt anderledes end køkkenet hos en gennemsnitsdansker.

I hjørnet står en elkedel med en klar afmærkning. Det er sådan, Majbritt kan føle, hvornår der er vand nok i til et bestemt antal kopper. Lampen, som hænger over køkkenbordet, er viklet ind i papir. Det er sådan, lyset ikke bliver for skarpt, forklarer hun.

Selvom hverdagen i hjemmet byder på en lang række huslige og tekniske udfordringer, er det langtfra Majbritts største bekymring.

”Min største udfordring er at komme rundt i København. Der er jo ikke lydsignaler over det hele, så nogle gange er jeg nødt til at gå en stor omvej,” siger hun.

Majbritt forklarer, hvordan hun aldrig går over en fodgængerovergang, hvor lydsignalet ikke virker, hvis hun er alene. Så insisterer hun i stedet på at finde et andet sted at gå over, uanset hvor stor en omvej det kræver.

”Der er mange blinde, som ikke kommer så meget ud, og som ikke har så mange venner. Man kan jo godt blive ensom og føle sig lidt som en outsider,” siger Majbritt og fortsætter:

”Nogle folk tror jo, at man er dum, bare fordi man er blind.”

Ifølge Majbritt bærer fraværet af lydsignaler mange steder en stor del af skylden for, at nogle blinde bliver ensomme og isolerede fra resten af samfundet. Selv har Majbritt flere gange oplevet at være tæt på at blive kørt ned, når hun færdes alene i trafikken.

”Jeg får utrolig meget hjertebanken, når det sker, og når jeg kommer ind på fortovet, så ryster benene helt under mig,” siger hun.

Hun understreger, at det ikke bare er bøvlet og upraktisk for de blinde, at der mangler lyd i en stor del af fodgængerovergangene, men at det også kan være meget farligt.

Majbritt lider af en øjensygdom, som i fagsprog hedder juvenil makuladegeneration. Normalt angriber sygdommen udelukkende det centrale syn, som er det, vi ser med. Men i Majbritts tilfælde er hun også blevet ramt på det perifere syn, som er den del af synet, vi orienterer os med.

”Jeg er den eneste i Danmark, der har det sådan. Så jeg er ret speciel,” siger Majbritt med et fnis.

Siden Majbritt var 11 år, har hun set dårligt. I dag ser Majbritt det, man kalder 1:60, hvilket vil sige, at det, vi andre kan se på 60 meters afstand, ser hun på under en meter. Som 15-årig blev hun medlem af Dansk Blindesamfund, hvor hun i dag fungerer som næstformand i København-kredsen. Det gør, at Majbritt har et stort netværk i foreningen og dermed generelt et godt indblik i, hvordan hverdagen er for en blind eller svagsynet københavner.

”Man er aldrig glad for at være handicappet. Det handler om en frygt for at fremstå anderledes,” siger Majbritt.

Majbritts vindueskarme prydes af en række smukke orkideer. På køkkenbordet ligger Majbritts strikketøj. Hun er netop gået i gang med en grå sok. Det er ligeledes hende, som har klippet alle de figurer, som sidder på vinduesruderne.

”Jeg synes jo ikke, mit nedsatte syn skal begrænse mig. Så grunden til, at jeg alligevel kommer så meget rundt, som jeg gør, er nok, at jeg ikke rigtig vil acceptere, at jeg er svagsynet,” fortæller Majbritt.

Dansk Blindesamfund anslår, at op mod 2400 danskere hvert år mister synet. Det svarer til, at seks danskere dagligt oplever et alvorligt synstab, der placerer dem i kategorien blinde eller stærkt svagsynede.

Majbritt har siden 2002 båret blindestokken, og hun er samtidig berettiget til at få en førerhund. Hun er altså ikke helt blind, men meget svagsynet. Det kan ændre sig en dag, ved hun godt.

“Jeg kan ikke vide, om jeg pludselig vågner op i morgen tidlig og ikke længere kan se noget,” fortæller Majbritt.