Prøv avisen

Svandís’ mand lider af PTSD: Man er ikke uegnet som forælder, alene fordi man er psykisk syg

Piet Funder har posttraumatisk stresssyndrom, og i sommer fik hans kone Svandís Funder konstateret en svær depression efter 10 år som pårørende til en psykisk syg mand. Men kærligheden er intakt. – Foto: Cathrine Ertmann

Svandis Funder kan ikke huske, hvornår hun sidst har haft en hel god dag med sin mand, som har posttraumatisk stress-syndrom. I deres familie med tre børn er kunsten at leve med sygdom som et vilkår

Svandís Funder, 35 år, afbryder stilfærdigt sin mand, Piet. Hun prøver at smile, men det trækker i mundvigene. Hun taler opgivende, og med påfaldende ærlighed. Som om der ikke er noget at miste ved at sige tingene lige ud.

Kristeligt Dagblads journalist har spurgt, hvordan en god dag ser ud i deres liv.

”Jeg tror simpelthen ikke, vi har haft én nogensinde,” siger hun:

”Der kan være gode stunder på en dag. Men Piet har aldrig en hel, god dag.”

Der er koldt i stuen. Svandís Funder tænder stearinlys og lægger brænde i ovnen. Huset er lavt og lysegult og ligger ligesom trykket sammen herude på markerne under en blytung novemberhimmel. Vi er ved Spøttrup vest for Skive, knap en halv kilometer nede ad en lang grusvej. Agerkålen står stadig grøn i vejsiderne, og kun skud fra en fjern jæger kan af og til forstyrre freden.

Parret flyttede hertil med deres tre børn for fem år siden, da Piet Funder, 35 år, ikke længere kunne bo med sin sygdom i Valby i København. Han har posttraumatisk stresssyndrom (PTSD) efter en udsendelse som soldat til Afghanistan i 2008-2009, invalidepension og en lav tærskel for, hvor mange indtryk han kan kapere.

Svandís Funder fik i sommer konstateret en svær depression efter 10 år som pårørende til en psykisk syg mand og et hårdt forår, hvor hun selv gennemgik flere operationer for brok i spiserøret og alvorlige komplikationer.

1145 veteraner i Danmark har en PTSD-diagnose ifølge tal fra Landspatientregistret. Udenlandsk forskning viser, at PTSD hos en veteran kan påvirke veteranens partner psykisk. Hun føler typisk øget stress, der igen kan gå ud over hendes forældreevne. Tidligere i år udgav Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd VIVE samt Forsvarets Veterancenter en rapport med resultater fra omfattende undersøgelser af trivslen blandt børn af veteraner. Den viste blandt andet, at børn af veteranfædre med psykiske vanskeligheder oftere vokser op i brudte familier, og flere af disse børn har lav psykisk trivsel, føler ensomhed og har udadreagerende adfærd end børn med veteran-fædre, som ikke har psykiske vanskeligheder.

Den viden svarer til, hvad man i øvrigt ved om risikofaktorer for familier til personer med andre psykiatriske diagnoser, og sådan spejler historien om Piet og Svandís Funder de historier, man kan finde på tværs af diagnoser om et liv med psykisk sygdom.

Fredag den 2. november fik Piet Funder en psykose i Hotel Bella Sky, mens parret var på weekend i København, og derfor taler de nu. Svandís Funder lavede et opslag på Facebook, som blev delt knap 8000 gange, og som bragte parret i de fleste af landets store medier.

Råt og desperat råbte hun sin afmagt ud på skrift:

”Jeg er konen, som ikke kan mere, men bliver nødt til at blive ved!”, skrev hun blandt andet.

Hun gentager det nu:

”Jeg er så tæt på at give op i øjeblikket.”

De har sovet dårligt i nat. Det gør de tit. Svandís Funder vågner ofte lidt før, hendes mands mareridt starter, fordi hans vejrtrækning ændrer sig. Hun lægger en hånd på hans arm eller nogle gange hele sin krop over hans for at dæmpe hans udbrud. Hun står op klokken halv syv og gør de tre børn på 11, 9 og 4 år klar, laver madpakker og kører den yngste i børnehave. De to store bliver hentet af henholdsvis skolebus og taxa, for den ældste dreng har autisme og går i specialskole. Så kører hun selv mod Viborg, hvor hun er ved at tage en bachelor i administration som supplement til sin kontoruddannelse. Hun henter den lille klokken 15, handler, kommer hjem og tager sig ”af alt det huslige”, siger hun, mens hendes øjne vandrer gennem stuens åbne dør og ud i bryggerset, hvor en bunke vasketøj venter på at blive proppet i maskinen.

På en god dag har hun og Piet Funder sovet lidt bedre end i nat. På en god dag kan han køre den lille i børnehave eller tage med ham og den ældste dreng til svømning, fordi han går på et hold for autister, hvor der er ro, og derfor også er til at være for hans far.

Piet Funder kom i behandling med det samme, han landede i Kastrup efter udsendelsen til Afghanistan. Han har haft mere end 450 psykologtimer. Men han er altså fortsat meget syg. Han tilbringer mindst halvdelen af sin vågne tid i en skurvogn, familien har sat op uden for huset; et afgrænset rum, hvor han kan finde fred. Han kan ikke deltage i indkøb, forældremøder eller en tur i en forlystelsespark, for han kan ikke klare så meget virak. Han kan ikke ordne vasketøj, for han glemmer, at han har sat det over, og det ligger i maskinen og bliver surt. Han kan ikke sætte det lys op i soveværelset, som har manglet siden oktober, for han kan bare ikke få det gjort.

”Det er uoverkommeligt. Det er ikke et stort projekt, han kan bare ikke komme i gang med det,” siger Svandís Funder på vegne af sin mand, som går til og fra interviewet, for han kan heller ikke være for længe i en sådan samtale.

PTSD betyder blandt andet mareridt, hukommelsesbesvær, koncentrationsbesvær, mentalt fravær, opfarende adfærd og irritabilitet. Humøret er næsten værre end alle de pligter, der ligger hos Svandís Funder, fordi hendes mand er for syg til at deltage i dem.

”Man kan sammenligne det lidt med psykisk vold, desværre. Man skal sluge virkelig mange kameler og sige undskyld for ting, du ikke burde sige undskyld for, fordi det ikke er ham, der har ret. Man er altid på vagt. Mange kvinder, som er sammen med veteraner med PTSD, får en sekundær traumatisering (mærkes af partnerens traume og udvikler tilsvarende symptomer, red.). Jeg har ingen diagnose, men jeg er helt sikker på, at det er det, jeg har,” siger hun.

Hun var sygemeldt med stress i 2013 og 2016. I sommer fik hun så konstateret en depression og får nu psykologhjælp gennem Forsvarets Veterancenter, der tilbyder støtte til skadede veteraner og deres pårørende. Hun startede på sit nye studie i august. Uddannelsen er selvfølgelig en opkvalificering.

Men den er også en overlevelsesstrategi:

”Alle de her år med børnene. Jeg har været sygemeldt, på barsel, i skole. Hvordan får man tingene til nemmest at hænge sammen? Det gør man i en skole, hvor man kan tale sig ud af alt for meget fravær,” siger hun.

Piet Funder er kommet tilbage i stuen. Han står bag hende, og hun rækker armene op, så de slynger sig langs hans, og hun stikker hænderne i ærmerne på hans T-shirt. Hun ser op på ham. Og så revner pludselig det udslukte i hendes blik, og der er varme og liv.

For kærlighed er også en del af historien.

”Hvorfor bliver jeg? Hvorfor skal jeg gå? Hvad vil ændre sig? Det vil fjerne ham, og han er en belastning, men jeg vil alligevel stå alene med resten. Så vil jeg hellere stå alene med resten, men være sammen med ham, jeg elsker,” siger hun.

De har lavet en pagt om skilsmisse: Hvis de ser, at børnene lider, så skal hun gå. Indtil videre føler de, at de har skærmet dem. Børnene har aldrig oplevet deres far have en psykose, og de bliver også holdt på afstand af Piet Funders almindelige irritabilitet, fordi han kan søge tilflugt i sit skur.

Piet Funder er troende, og han har et aftenritual med sine børn, der giver dem daglige stunder med nærvær, omend de er begrænsede. De synger salmer, beder fadervor og læser i børnebiblen.

Alt det, der mangler, taler de med børnene om. Især deres datter på ni år har brug for at snakke, og derfor har Svandís Funder arrangeret, at hun skal deltage i en af de samtalegrupper, som drives af Veterancentret for børn, hvis far har en psykisk efterreaktion på krig.

Familien ved om nogen, at det er hårdt at leve med PTSD. Men måske kan det blive lidt lettere, hvis man kan tale om, at sådan er vilkåret, og hvad er godt, og hvad gør ondt.

Det gælder også snakken i samfundet.

Svandís Funder kender godt forskningen om risici for børn, der har en forælder med psykisk sygdom, og hun er ”bekymret”.

”Men betyder det, at børn ikke skal vokse op med psykisk syge mennesker? Jeg tror ikke på, at man er uegnet som forælder alene på grund af det. Vi er i tæt kontakt med børnenes institutioner, vi har altid været meget åbne om, hvordan vi har det herhjemme. Jeg føler ikke, vi skader vores børn, men måske får vi børn, der har meget empati og en større forståelse for, hvordan det er at være menneske,” siger hun.

Piet Funder supplerer:

”Man kan hjælpe os ved ikke at have dømmende øjne. Og det er egentlig det, vi gerne vil sige, når vi stiller op for at fortælle om vores liv. Vi har begge to svært ved at forstå PTSD, vi forventer ikke, at andre kan. Men at få lidt medfølelse. At få andre til at forstå, at nogle mennesker er svært handicappede, selvom sygdommen er usynlig, og man ikke sidder i en kørestol.”