Svend Brinkmann: Et år med pandemien har gjort os udmattede

Vi er trætte, men hænger forbløffende godt sammen. En sociolog, to psykologer og en samfundsprofessor peger på, hvad et år med coronarestriktioner har gjort ved danskerne

Når Svend Brinkmann skal forklare, hvad der er sket, tyr han til et billede: Det er, som om vi alle er blevet ramt af den samme storm. Nogle klarer sig igennem uvejret på en stor yacht, mens andre padler rundt i små gummibåde
Når Svend Brinkmann skal forklare, hvad der er sket, tyr han til et billede: Det er, som om vi alle er blevet ramt af den samme storm. Nogle klarer sig igennem uvejret på en stor yacht, mens andre padler rundt i små gummibåde Foto: Leif Tuxen

Ser Danmark sig selv i spejlet efter et år med coronarestriktioner, er det ikke helt det samme ansigt, vi møder, som da statsminister Mette Frederiksen (S) for et år siden, den 11. marts 2020, lukkede landet ned første gang. Visse træk står tydeligere frem. Og så er der kommet rande under øjnene.

”Pandemien har gjort os udmattede,” konstaterer Svend Brinkmann, der er forfatter og professor i psykologi ved Aalborg Universitet. Ved pandemiens begyndelse rummede det ukendte og farlige noget dragende og vakte nysgerrighed, mener han. Klimaaktivister talte om alt det, der kunne lade sig gøre, når vi stod sammen, liberalister frydede sig over markedskræfternes vaccinesamarbejder, folk lagde deres liv om. I dag har en anden form for alvor sat ind.

”For de fleste har pandemien bragt en bevidsthed om, at vi er mere sårbare, end vi måske troede,” siger Annette Due Madsen, psykolog og stifter af Center for Familieudvikling.

”Den ydmyghed over for livet smager man ikke på samme måde, når tingene drøner af sted. Og så har vi opdaget i endnu højere grad, at vi er skabt relationelt og er mere afhængige af hinanden, end vi troede.”

Afhængigheden handler både om, at danskerne kollektivt har forsøgt at bekæmpe pandemien ved at følge myndighedernes anbefalinger, og om, at vi har fået øjnene op for alt det, vi let tager for givet, forklarer Morten Frederiksen. Sociologen fra Aalborg Universitet er ansvarlig for Den Danske Værdiundersøgelse, der med jævne mellemrum undersøger danskernes værdier.

”Vi har forstået betydningen af at kunne gå i skole, være sammen og dyrke fritidsaktiviteter, fordi det er blevet taget fra os. Og så har pandemien slået igennem med oplevelsen af et usynligt, men stærkt og vigtigt fællesskab, som vi tager ansvar for. Vi er blevet positivt provokeret til at forholde os til, at vores handlinger har konsekvenser for andre, og at der er noget, vi skal udholde for andres skyld.”

Netop oplevelsen af ansvar for fællesskabet er iøjnefaldende, mener professor i statskundskab Michael Bang Petersen fra Aarhus Universitet. Som leder af projekt Hope har han nøje fulgt danskernes gøren og laden gennem det seneste år. Han kalder de restriktioner, der blev iværksat over det meste af verden for et års tid siden, for ”verdenshistoriens største synkrone adfærdsændring” og peger på, at danskerne har reageret på dem som et stærkt kollektiv.

”Pandemien har været en hård stresstest af det grundlæggende samfunds-dna, men vi har fået bekræftet, at vi lever i et robust samfund, hvor vi har stor tillid til både myndighederne og hinanden og faktisk formår at håndtere en voldsom krise. Meget af det, vi gerne roser os af, har i den grad vist sig at holde.”

I danskernes spejlbillede står den høje tillid til myndighederne for Michael Bang Petersen som det tydeligste træk.

”Den vigtigste lære er ikke én, som borgerne, men myndighederne kan drage: Ikke blot stoler befolkningen på myndighederne. Myndighederne kan også stole på befolkningen.”

Alligevel er der sprækker i sammenholdet. Tiden tærer, det samme gør det forhold, at befolkningen er blevet ramt forskelligt.

”For dem, der har været bange for at blive syge og dø, eller som har været ramt af arbejdsløshed eller bekymringer for deres nærmeste, vil det sætte sig som et varigt minde om en svær og angstfyldt tid,” siger Annette Due Madsen.

”Andre vil lettere gå videre. Men jeg håber, erfaringen bliver hos os alle som en efterklang, for vel synes jeg, at pandemien har været frygtelig, men jeg synes ikke, den ydmyghed og refleksion, den har affødt, er frygtelig.”

Når Svend Brinkmann skal forklare, hvad der er sket, tyr han til et billede: Det er, som om vi alle er blevet ramt af den samme storm. Nogle klarer sig igennem uvejret på en stor yacht, mens andre padler rundt i små gummibåde. Og mens de allerfleste danskere for et år siden beredvilligt kastede sig i fartøjerne uden at skele til forskellene, er uenighederne taget til siden efteråret. Og det er godt.

”Det er helt naturligt, at den første, meget markante enighed er under opløsning. Det kan blive et problem i forhold til smitteregnskabet, men i det demokratiske regnskab er det godt med en pluralitet af holdninger. De holdninger brydes nu på en måde, vi slet ikke så for et år siden, og det er et demokratisk sundhedstegn.”

Når Morten Frederiksen ser på udviklingen af de danske værdier, spejler de danskernes sjæl. Den rummer et miks af loyalitet og anarkisme, og dobbeltheden viser sig tydeligt efter et år med coronarestriktioner.

”Der er en karakteristisk dobbelthed hos danskerne – vi er ret gode til at gøre, som der bliver sagt, men når en krise trækker ud, er det også et nationalt kendetegn, at vi siger fra. I det lys overrasker det mig faktisk, at danskerne bliver ved med at være så loyale over for den politiske indsats. Jeg havde troet, at vi ville se mere til oprørskheden, men det kollektive gen har stået stærkest. Pandemien har slået igennem med en oplevelse af et usynligt, men vigtigt fællesskab, som vi sammen tager ansvar for.”

Det træk genkender Michael Bang Petersen.

”Selvom vi mærker corona-trætheden, er vi til stadighed villige til at ændre adfærd. Selvom det gør ondt, evner vi igen og igen at hanke op i os selv. Det vidner om, at vi mennesker har den egenskab, at vi kan udholde utrolig megen lidelse, hvis det opleves meningsfuldt.”