Svend Lings er dømt for at assistere med selvmord: Nu bliver hans selvmordsmanual til en opera

Komponisten har ingen kvaler ved at basere et operastykke på en selvmordsmanual. Men det er en usædvanligt skærpende omstændighed, at lægen bag forestillingens udgangspunkt er blevet dømt og har fået frataget sin autorisation, mener etiker

Svend Lings blev dømt i Højesteret for medvirken til to selvmord og et selvmordsforsøg i 2019. Nu spiller hans omdiskuterede selvmordsmanual hovedrollen i et ny operastykke
Svend Lings blev dømt i Højesteret for medvirken til to selvmord og et selvmordsforsøg i 2019. Nu spiller hans omdiskuterede selvmordsmanual hovedrollen i et ny operastykke. Foto: Kristoffer Juel Poulsen/Ritzau Scanpix.

Må en opera tage udgangspunkt i en selvmordsmanual og en læge, der fortsat er under efterforskning af politiet?

Det spørgsmål kan besøgende i Den Kongelige Opera i København se frem til at at overveje, når operaen ”Manualen”, der er baseret på den danske læge, Svend Lings, vejledning, der rummer en fortegnelse over 300 anvendelige lægemidler til selvmord, får premiere til maj.

Operaen, der ifølge Det Kongelige Teater henvender sig til ”unge og voksne”, har premiere i Operahuset i København til maj. Men allerede nu skaber forestillingens omstridte udgangspunkt debat.

Det er nemlig etisk problematisk at lade en opera promovere aktiv dødshjælp med udgangspunkt i en selvmordsmanual fra en dømt læge, siger Morten Bangsgaard, der er teologistuderende og medlem af Det Etiske Råd:

”Vi har kunstnerisk frihed i Danmark, og scenekunsten skal også kunne behandle kriminelle gerninger, men det er en usædvanligt skærpende omstændighed, at lægen bag forestillingens udgangspunkt er blevet dømt og har fået frataget sin autorisation. Der er skæbner på spil, når vi taler om aktiv dødshjælp, og det gør opsætningen af forestillingen til en gråzone, som kræver et særligt kritisk blik."

Særligt problematisk, om ikke decideret ulovligt, er det, hvis selvmordsmanualen bliver gengivet ”råt for usødet” i forestillingen, mener Morten Bangsgaard, der hæfter sig ved, at operaen henvender sig til ”unge og voksne”:

”Svend Lings gør sig til dommer over liv og død. Derfor er det også meget problematisk, hvis man vil heltegøre en mand, der har rettens ord for, at han er kriminel. Man vil næppe heltegøre Peter Madsen i en teaterforestilling, uden sammenligning i øvrigt.”

Kristeligt Dagblad forsøgte onsdag forgæves at få en kommentar fra Louise Alenius, men hun har tidligere udtalt til avisen, at hun ikke mener, at det er etisk uforsvarligt at basere en forestilling på en mand, der er dømt, og en kriminel handling:

”Kunsten er et helt særligt sted, og man har altid lavet kunst om idealister, der bryder loven. Så jeg har absolut ingen kvaler ved at tage denne her tematik op og basere stykket på Svend Lings. Jeg kan godt pege på, at der findes et tilbud, der hedder selvmordsmanualen, hvis nogen i mangel på bedre skulle få brug for det. Det kan folk godt blive provokeret af,” fortalte Louise Alenius til Kristeligt Dagblad tidligere i februar.

Den omdiskuterede selvmordsmanual er lovlig, men Svend Lings selv, som i medierne fik tilnavnet ”dødshjælpslægen”, blev dømt i Højesteret for medvirken til to selvmord og et selvmordsforsøg i 2019. Samme år blev han ekskluderet af Lægeforeningen, og han er frataget sin autorisation som læge.

Lægen er ikke bare opera-aktuel, men efterforskes netop nu af Fyns Politi, efter Kristeligt Dagblad i september kunne dokumentere, at Svend Lings fortsatte sin praksis med hjælp til selvmord til trods for dommen i Højesteret.

Svend Lings er, trods fortsatte politiundersøgelser og frataget autorisation, imidlertid ikke bange for den yderligere omtale en opera vil give ham:

”Jeg er bare glad for, at der et begavet menneske, der har fanget min tankegang, og som også er grebet af medfølelse,” siger Svend Lings, og referer til komponisten Louise Alenius, der kontaktede lægen for over tre år siden:

”Hun følte sig inspireret af mit arbejde, og siden har jeg holdt nogle møder med dem. Men jeg har ikke været blandet i selve arbejdet med operaen, og ved ikke hvad den går ud på,” siger Svend Lings, som dog mener at have forstået, at operaens handling er abstrakt.

Operaen har premiere den 15. maj i år, hvortil Svend Lings regner med at blive inviteret:

”Jeg skal i hvert fald med til pressemødet efterfølgende,” siger Svend Lings.