Prøv avisen

Svend Lings hjalp Lises mor med selvmord: ”På grund af loven døde min mor alene”

I august i år begik Lise Pedersens mor selvmord efter at have søgt råd hos den tidligere læge Svend Lings. Nu er hun blevet en del af retssagen mod ham. Det er hendes datter ked af, for hun tvivler ikke på, at moderen ønskede at dø og havde brug for hjælp og støtte til det. – Foto: Iben Gad

Den tidligere læge Svend Lings er tiltalt for at have rådgivet Lise Pedersens mor forud for hendes selvmord. Men datteren er taknemmelig for hans hjælp

Lise Pedersen fandt sin mor død med en plastikpose over hovedet den 10. august i år. Moderen lå på ryggen på sin seng, med anklerne over kors og armene ned langs siden. Bortset fra posen så hun ud, som om hun bare havde lagt sig til at hvile. Lise Pedersen ringede 112, men både i telefonen og da redderne kom, havde hun én bøn:

”I må ikke forsøge at genoplive,” bad hun.

I moderens skraldespand lå 10 tomme blisterpakker fra medicin, hun havde slugt, inden hun trak posen over hovedet. På skrivebordet lå den vejledning i at begå selvmord, som den tidligere overlæge Svend Lings har sammensat og offentliggjort på internettet, og moderen havde også korresponderet med ham på e-mail gennem flere uger.

Det var på mail, at hun blev bekræftet i sit valg af medicin og fik rådet om at supplere med en pose, for så ”vil du være 100% sikker”, som Lings skrev.

Sådan blev Lise Pedersens 85-årige mor en del af den retssag, der fortsætter i morgen i Retten i Svendborg, hvor Svend Lings er tiltalt for medvirken til selvmord i to tilfælde og for medvirken til forsøg på selvmord i ét tilfælde. Det er Lise Pedersen ked af. For hun er ikke ét sekund i tvivl om, at moderens død var ”rigtig”.

Sagen er særlig som led i debatten om dødshjælp, for Lise Pedersens mor var ikke livstruende syg. Hun var svækket af mange aldersbetingede skavanker og unddrager sig altså gruppen af terminalt syge patienter, der oftest peges ud som den primære målgruppe, hvis dødshjælp skal legaliseres.

Rent juridisk skal retssagen mod Svend Lings blandt andet afklare, om hans mails til Lise Pedersens mor i strafferetlig forstand var ”medvirken til selvmord”, eller om der skal mere til i form af råd, dåd og tilskyndelse.

For Lise Pedersen, 58 år, er sagen principiel: Moderens historie handler om, hvorfor dødshjælp bør legaliseres i Danmark, og hvem der skal have adgang. Kristeligt Dagblad møder hende på hendes arbejde, en stor it-virksomhed i udkanten af København. Hun er slank, har mørkt hår i en kort frisure, er iført cowboybukser, skjorte og øreringe i stilrent, trekantsformet design. Hendes historie er lige så velordnet som hendes udseende.

”Min mor var meget kontant. Hun var handlekraftig. Hun var tidligere meget struktureret, men det var noget af det, der eroderede for hende til sidst. Hun var et stort behov for kontrol og havde brug for at kunne styre alt. For hende var det nok værre at miste kontrol, end det ville være for så mange andre.”

Hun underbygger karakteristikken med et vue over moderens liv:

Lise Pedersens mor voksede op på en gård på Midtsjælland. Hun var ikke troende, og opgøret med religion var blandt de første markører af hendes principfaste sind. Allerede som ung pige satte hun sig ind i kristendommen, før hun valgte den fra, og nok blev hun viet med Lise Pedersens far i kirken, men af en biskop, som respekterede, at hun ikke var troende.

Hun var uddannet folkeskolelærer, og i Lise Pedersens barndomshjem talte man sammen. Da hun blev ældre også om døden. Lise Pedersen var cirka 30 år, da hendes far købte bogen ”Final Exit” om assisteret selvmord.

Datteren var fra begyndelsen en del af forældrenes samtale om, hvordan de ønskede, at deres liv skulle slutte. En ”lidt teoretisk” samtale, da forældrene kun var i 60’erne, men senere blev den aktuel. Lise Pedersens farmor døde langsomt, svækket og lidelsesfuldt. For fire år siden endte hendes far, hvor han ellers havde planlagt, at han aldrig skulle ende: Med Alzheimers og en alvorlig infektion på et plejehjem, hvor han også døde.

En dag forlod Lise Pedersen og hendes mor plejehjemmet og så nogle flag over døren: ”104 år – tillykke!”, stod der.

”Hold da op. Det vil jeg ikke,” sagde moderen.

Hun fik flere gode år efter sin mands død. Men hans livsafslutning gjorde hende endnu mere desperat opmærksom på, at enden skulle indfinde sig, inden hun blev for svag til at udløse den selv.

I sommeren 2018 havde skavankerne hobet sig op: Hun led blandt andet af senfølger efter en blodprop, svimmelhed, astma, kløende udslæt, en gammel rygskade, smerter i et ben, hun manglede overskud, og hun var hundeangst for at falde – og ende på et plejehjem.

”Det er klart, at det var grænseoverskridende, da hun sagde det første gang: At nu skulle vi tale om selvmord, for nu ville hun i gang,” siger Lise Pedersen.

Hun holdt tit bridgeaftener i moderens hjem, de talte sammen hver dag, og både Lise Pedersen og børnebørnene spurgte flere gange, om de kunne gøre mere, ”for vi ville gerne have beholdt hende lidt længere.”

Men datteren gik også ind i både samtalen og forberedelserne, da hendes mor insisterede på døden. Sammen læste de avisartikler om dødshjælp og Svend Lings selvmordsvejledning, som de printede ud. Lise Pedersen vidste, at moderen skrev med Lings på mail i løbet af sommeren, og hvad han svarede.

Hun anede nok, hvad hun ville finde, da hun kørte hjem til moderen den 10. august i år, fordi hun ikke havde kunnet komme i kontakt med hende på telefonen. Natten forinden var moderen faldet ud af sengen. Det var intet slemt fald, men det var altså dråben, der afgjorde timingen for hendes selvmord, vurderer Lise Pedersen i dag.

”Hvordan kan jeg være så sikker på, at det var rigtigt, at hun tog sit liv? Det er jeg jo, fordi hun var så sikker,” funderer datteren nu.

Der er ting, hun er ked af. Mest af alt, at moderen døde alene. Hun var nervøs for det forestående selvmord og havde ønsket at have nogen ved sin side, men Lise Pedersen sagde nej, fordi hun ikke kunne risikere at ende, hvor Svend Lings sidder nu: I retten.

Dét er sagens principelle indhold, mener hun:

”Jeg synes, det er så vanvittigt urimeligt, at hun skulle være alene i den her proces. Jeg fulgte hende så langt, jeg kunne, uden at ende i en retssag for medvirken til selvmord. Og det var både grænseoverskridende og fantastisk. Jeg har ingen spørgsmål i dag, jeg ved, hvad min mor tænkte og følte, og hvor stålsat hun var. Hvis jeg ikke var gået ind i dialogen med min mor, havde der været et felt, der var mørklagt for mig i dag.”

Helst var hun gået endnu videre:

”Jeg ville gerne have siddet der med hende. Jeg kan blive enormt vred, ked af det og frustreret over, at vi har en lovgivning, som gjorde, at jeg ikke kunne det. På grund af loven døde min mor alene.”

Men hvilken læge er i stand til at vurdere et menneskes anmodning om selvmord, uden nogensinde at have mødt den pågældende person, indvender Kristeligt Dagblad? Er hendes mors sag ikke netop et eksempel på, at selv faste rammer er porøse i spørgsmål om dødshjælp – at visitation til denne ’ydelse’ kan blive lemfældig, og at grænserne skrider hurtigt: Lise Pedersens mor var ikke i den målgruppe af personer med ”svær, kronisk sygdom”, som Svend Lings selv har udpeget for dødshjælp i et borgerforslag om legalisering.

Tværtimod, mener Lise Pedersen:

”Jeg håber, at min mors død er en åbning for, at vi også kan diskutere andre former for dødshjælp end kun hjælp til de uhelbredeligt syge. For mig beviser det jo bare, at behovet er større, end vi tror. For mig er det rigtige kriterium for dødshjælp, hvad folk selv vurderer.”

Din familie talte om beslutningen i årevis. Men med en legalisering kan andre jo dø, som ikke har samme evne eller mulighed for at tale om det, der er svært?

”Ja. Men enhver lovgivning har konsekvenser for nogle grupper eller enkeltpersoner, også den vi har i dag. Det er ikke fordi, jeg mener, det er i orden, at nogle dødsfald måske vil være mindre velovervejede eller berettigede, hvis vi fik en legalisering. Det er et etisk dilemma af dimensioner. Men vi er nødt til at tage en kvalificeret dialog om, hvor balancen skal være.”