Svend Lings kæmper med slinger i valsen for legalisering af dødshjælp

Den tidligere overlæge Svend Lings fremstod ikke tro mod sine egne holdninger, da han var for retten for medvirken til selvmord

Svend Lings erklærer sig ikke-skyldig i medvirken til selvmord i de tre forhold, han er tiltalt for, omend han medgiver, at han har givet råd og vejledning om selvmord – spørgsmålet er ikke mindst, om hans hjælp ligger inden for eller uden for lovens rammer.
Svend Lings erklærer sig ikke-skyldig i medvirken til selvmord i de tre forhold, han er tiltalt for, omend han medgiver, at han har givet råd og vejledning om selvmord – spørgsmålet er ikke mindst, om hans hjælp ligger inden for eller uden for lovens rammer. Foto: Sonny Munk Carlsen/Ritzau Scanpix.

Et massivt pressekorps var til stede, da retssagen mod den tidligere overlæge Svend Lings blev indledt i Retten i Svendborg i mandags. Svend Lings erklærer sig ikke-skyldig i medvirken til selvmord i de tre forhold, han er tiltalt for, omend han medgiver, at han har givet råd og vejledning om selvmord – spørgsmålet er ikke mindst, om hans hjælp ligger inden for eller uden for lovens rammer.

Men under retssagen syntes et andet spørgsmål at melde sig for tilhørerne, der handler om, hvorvidt Svend Lings har fortjent sin position som en fremtrædende stemme i debatten om dødshjælp: Er han troværdig? Eller har de selvsamme medier, som sad bænket i retten i mandags, inklusiv Kristeligt Dagblad, ædt ordene lidt for råt, når Svend Lings i talrige interview har forklaret om sine holdninger og handlinger?

Det var en lidt indsunken Svend Lings, der sad på anklagebænken. Men hans budskab var så klart som nogensinde: Assisteret selvmord er en barmhjertighedsgerning, og Svend Lings bistår, når han føler sig sikker på, at en person har en værdig sag. Det er gentaget ofte i pressen – blandt andet i denne avis med Svend Lings accept – at han ”mindst 10 gange” har udskrevet receptpligtig medicin og instrueret en person i, hvordan den skulle indtages.

Men passer det? Svend Lings’ forsvarer, advokat Hanne Rahbæk, fremlagde i retten dokumentation fra Sundhedsdatastyrelsen, der viste, at Svend Lings i fem år, mellem 2012-2017, kun har ordineret én portion af det sovemiddel, han anbefaler til selvmord. Den portion var til ham selv, hævdede han i retten, og Kristeligt Dagblads journalist har selv set portionen under et interview i hans hjem, inden politiet beslaglagde lægemidlet tidligere i år.

Forsvarerens pointe var, at Svend Lings ikke kan have udleveret medicin til selvmord, som han blandt andet er tiltalt for, og som han også nægtede i mandags. Men dermed opstår der også en uoverensstemmelse mellem det, der er fremført i pressen, og det, der kunne dokumenteres i retten.

Svend Lings er frontfigur i Læger for Aktiv Dødshjælp, et netværk på i alt syv læger. I medierne er gruppen dog ofte blevet kaldt en ”forening”, og den er i det hele taget fremstillet mere potent, end den er. I retten afspillede forsvarer Kirsten Flummer en radioudsendelse fra Radio24Syv, hvor Svend Lings taler om netværkets praksis for assisteret selvmord, og altså ikke kun sin egen, med et generisk ”vi”.

Et medlem af netværket var indkaldt som vidne i retten. Læge Lotta Marie Nielsen skrev en mail til Svend Lings, som hun på det tidspunkt aldrig havde mødt, da hun havde hørt udsendelsen i radioen sidste år.

”Jeg skrev, at det var frusterende, for jeg syntes, det lød som om, at vi i nattens mulm og mørke går ud med [sovemiddel] til patienter. Det gør vi slet ikke. Jeg går ind for aktiv dødshjælp, men jeg vil ikke bryde loven,” sagde hun.

I retten forklarede Svend Lings, at han havde benyttet sig af sin ”kunstneriske frihed” til at skrue lidt op i radioprogrammet, og han afviste i retten at udtale sig om de andre lægers eventuelle praksis omkring assisteret selvmord.

Den tidligere læge hævder, at han går ind for strenge krav, når det gælder screening af personer, som ønsker hjælp til selvmord.

Han er blandt andet pennefører på et borgerforslag, der har til hensigt at ændre straffeloven, så assisteret selvmord bliver legalt i tilfælde, hvor patienten lider af ”svær, kronisk sygdom eller skade af fysisk art”, som der står i forslaget.

Men i retten stod det klart, at Svend Lings tillader sig selv at foretage udsving fra sin erklærede stramme linje. Han er blandt andet tiltalt for at have vejledt en 85-årig kvinde om metoder til selvmord. Han gav kvinden råd pr. e-mail. Hun led ikke af nogen dødelig sygdom, men ifølge hende selv af ”skavanker” – omend mange, hævdede Svend Lings. Han kunne ”sætte sig ind i situationen” og på den baggrund kan han nogle gange ”gøre undtagelser”.

Det er næppe nogen overdrivelse af kalde Svend Lings for tidens mest markante fortaler for en legalisering af dødshjælp herhjemme. Hvorvidt han har brudt loven, er det op til retten at vurdere. Men sagen mod ham synes allerede at kunne medføre, at han fremover måske får mindre vægt som ambassadør for en legalisering af dødshjælp i Danmark.