Prøv avisen

Svend spildte ikke sit liv

”Han argumenterede ikke med teologi, når han rejste politiske debatter, men der er ingen tvivl om, at kristendommen var en naturlig del af hans værdier og etik,” siger Anne Regitze Wivel, der er aktuel med sin dokumentarfilm om Svend Auken, som hun nåede at være gift med i to år, før han døde i 2009. – Foto: Mogens Flindt.

Man skal ikke ringeagte den rest, man har tilbage at leve i. For det er selve livet, skrev Svend Auken kort før sin død i et brev. Det er denne stærke livsindstilling, Aukens enke, Anne Regitze Wivel, har villet vise i sin dokumentarfilm Svend

Troen var en vigtig del af Svend Aukens liv, der også til det sidste lod sig omgive med nære teologvenner som Mogens Lindhardt og Johannes Møllehave, der også hører til hans enke, Anne Regitze Wivels, nærmeste venner.

De to var en stor støtte for os, da Svend blev indlagt, og jeg ser stadig Johannes ugentligt. Det trøstede også Svend meget, da Mogens Lindhardt kort før Svends død sagde til ham, at han forestillede sig, at mødet med Gud var som at møde og omfavnes af en, der sagde, at han nok skulle passe på ens efterladte, hvorpå man selv blev sendt ind i et stort lys, siger Anne Regitze Wivel, der mener, at Svend Aukens tro også rakte langt ind i hans politiske liv.

Og nu har hun så ved et godt timet tilfælde ført den socialdemokratiske kæmpe ind i hans sidste valgkamp gennem sin kamerakærlighedserklæring Svend, som har premiere i biograferne i morgen.

Hun begyndte optagelserne to og et halvt år før Svend Aukens død i 2009, mens han stadig rask rejste verden rundt for at kæmpe for miljøet, men undervejs fik han prostatakræft. Og på den måde indeholder filmen to spor og to kampe. For mens man følger hans frustration over, at regnskoven forsvinder i takt med indlandsisen omkring Grønland, får Svend Auken selv en stadig stærkere fornemmelse af, at han også selv er truet på livet. Og det er en kernescene, da han udbryder: Jeg er bange, mens han står med et stort isbjerg i baggrunden under et besøg i Grønland.

Men det er ikke tilfældigt, at filmen begynder med, at Svend Auken citerer tidehvervspræsten Olesen Larsen for at sige, at kristendommens egentlige budskab er, at man aldrig skal forsone sig med døden. For den sætning stammer faktisk fra dengang, hvor Anne Regitze Wivel gik til konfirmationsforberedelse hos Olesen Larsen, fortæller hun.

Vi var faktisk kun fire, der gik til konfirmationsforberedelse hjemme hos Olesen Larsen i hans store mørke østerbrolejlighed. Det hele foregik på den måde i en slags tusmørke, og jeg har glemt det meste af det, han sagde. Men jeg har aldrig glemt, at han sagde, at man aldrig skulle forsone sig med døden. For den sætning har siddet i mig siden, og det blev også en sætning, som Svend tænkte meget over, efter jeg fortalte ham den, siger Anne Regitze Wivel.

I filmen siger Svend også, at han tror på sandheden i, at man ikke skal forsone sig med døden, men tilføjer så, men hold op, hvor er det svært. Svend mistede dog aldrig troen, mener Anne Regitze Wivel:

Kristendommen var meget levende i Svends opvækst og i hele hans liv. Han sagde selv, at han havde en enfoldig kristentro. Det var ikke det samme som, at han ikke var et yderst velbegavet menneske, der også kunne gøre sig klog på teologi, men inderst inde var det en barnetro, som bar ham igennem hele livet. Han havde også et naturligt forhold til at gå i kirke. Det var derfor heller ikke tilfældigt, at han et år blev udvalgt til at holde nytårsgudstjenesten på DR, hvor han blandt andet prædikede over lignelsen om den barmhjertige samaritaner. For den lignelse var meget central for ham, ligesom han omsatte den i den mere politiske sætning om, at en fremmed er en ven, man endnu ikke har mødt. Den sætning citerede han også i sin sidste store tale i filmen, hvor han var inviteret til at tale på Rådhuspladsen til støtte for flygtningene i Brorsons kirke.

Tror du også, at Svend Auken fandt en teologisk begrundelse for at gå ind i kampen mod klimaforandringerne?

Ja, jeg tror i hvert fald ikke, at det lå ham fjernt at betragte miljøet som skaberværket, der skulle forvaltes. Han argumenterede ikke med teologi, når han rejste politiske debatter, men der er ingen tvivl om, at kristendommen var en naturlig del af hans værdier og etik.

Deler du selv hans tro?

Jeg er i hvert fald fortrolig med kristendommen. Jeg er ikke vokset op i et hjem, hvor man jævnligt kom i kirke, som Svend gjorde det, og jeg havde helt anderledes religionskritiske voksne omkring mig. Men til gengæld kom der ofte teologer i vores hjem. K.E. Løgstrup var der for eksempel jævnligt, og min far var højskolelærer en periode, så jeg kan hele det samme stof, som Svend kunne, og på mange måder havde vi meget en fælles baggrund, siger hun og fortsætter:

Men da jeg mødte Svend, følte jeg mig som en meget idiosynkratisk og kritisk kirkegænger, og flere af mine nærmeste venner er som sagt teologer. Margrete, Svends lillesøster, er jo også en fin teolog, så jeg har det godt i selskab med folk, der er stærkere i troen end mig selv. Og efterhånden som Svends sygdom blev værre og værre, bøjede jeg mig også og gik i kirke med ham, selvom jeg ikke hver eneste søndag morgen var frisk til at møde op i Vartov klokken 10. Men det havde vi alligevel held med. For det var noget, der stimulerede Svend. Og i den slags situationer er man jo ét som ægtepar. Vi gjorde meget sammen uden forbehold.

Anne Regitze Wivel kigger ned et øjeblik, inden hun tilføjer:

Men personligt har jeg det nok sådan, at det er svært at sidde og tale om min egen tro, som jeg nok føler hører hjemme i mine indre lønkamre, selvom jeg principielt mener, at troen hører naturligt hjemme i det offentlige rum. Men for mig er det bare ikke så ligetil, som det var for Svend. Jeg er klart mere tvivlende , end han var. Men jeg går stadig i kirke af og til med Johannes, og hvis Margrete eller Mogens pludselig prædiker, hvilket de ikke gør så tit, vil jeg også meget gerne høre det. Min gamle ven Mogens er en vidunderlig præst med en meget høj originalitet og poesi i sine prædikener. Han er god til at give teologiske og overrumplende billeddannelser uden at blive anmassende. Han missionerer aldrig, men åbner et rum og lader noget lys trænge ind der. Og hvis der er nogen, der på den måde virkelig har noget at sige, synes jeg, det er værd at høre på. Og jeg lytter grundigt til de bibelske tekster, siger Anne Regitze Wivel.

Der gik et år, før hun kunne begynde at arbejde med filmen efter Svends død. Da hun gik i gang og fik nogle dygtige medarbejdere med på projektet, var det svært, men livsbekræftende, husker hun:

Hans livslyst smittede. Det var jo ikke et hængehoved, vi sad og kiggede på, men en mand fuld af liv. Måske er filmen blevet sørgelig, men det er jo sørgeligt, at vi skal dø. Jeg synes, at den handler om mere end det. Jeg håber, at man som publikum kommer til at tænke over sit eget liv, siger Anne Regitze Wivel og bruger et eksempel fra filmen:

Jeg afslutter den med en meget smuk tale til Svend af en af USAs mest magtfulde politikere, Steny Hoyer, der er Majority Leader i den amerikanske kongres. Han var også Svends ven, og i talen citerer han et af de sidste breve, han fik fra Svend, hvori der står: Man skal ikke ringeagte den rest, man har tilbage at leve i. For det er selve livet. Og man skal ikke spilde sit liv. Til det føjede Steny Hoyer, at Svend ikke spildte sit liv. Og det kan jeg bekræfte. Svend spildte ikke sit liv. Den dag, da han faldt om og blev kørt på sygehuset, en måned før han døde, var en normal arbejdsdag, hvor han stod op klokken seks om morgenen og havde planer til sent på eftermiddagen. Han nåede at give interview til Süddeutsche Zeitung, Se&Hør og Information, inden han faldt om, men ikke til TV 2 om eftermiddagen som planlagt. På den måde blev døden først og fremmest en afbrydelse midt i et ufuldført arbejde.

ohrstrom@k.dk