Kommune måtte ikke efterlade lam mand i sin seng i 10,5 time i døgnet

Da Roy Nüsser – der er lam fra brystet og ned – flyttede fra Odense til Ollerup, besluttede Svendborg Kommune at ændre hans hjælpeordning, så han skulle ligge i sin seng i tienhalv time i døgnet i stedet for otte timer som hidtil. Det havde kommunen ikke ret til, fastslår Ankestyrelsen

Roy Nüsser føler, at sagsbehandlingen på intet tidspunkt har bygget på dialog.
Roy Nüsser føler, at sagsbehandlingen på intet tidspunkt har bygget på dialog. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix.

Det var i strid med serviceloven, da Svendborg Kommune traf en afgørelse om at ændre hjælpen til en borger med handicap, så han skulle ligge 10,5 timer i sin seng frem for de 8 timer, han havde været vant til i 24 år. Det har Ankestyrelsen slået fast efter måneders tovtrækkeri mellem borgeren og kommunens forvaltning.

I november bragte Kristeligt Dagblad historien om 46-årige Roy Nüsser, der efter et trafikuheld i 1991 var blevet lammet fra brystet og ned. Handicappet har siden medført, at Roy Nüsser har modtaget hjælp til flere af hverdagens gøremål såsom bad, madlavning og ikke mindst at komme ud af sengen og over i sin kørestol om morgenen.

Siden uheldet har Roy Nüssers handicap været uændret. Han er dermed hverken blevet mere eller mindre handicappet, og derfor kom det som et chok, at Svendborg Kommune tidligere på året valgte at ændre hans såkaldte BPA-ordning, da han var flyttet fra en lejlighed i Odense til et rækkehus i Ollerup – og dermed flyttede fra Odense Kommune til Svendborg Kommune.

BPA står for ”Borgerstyret Personlig Assistance” og er en hjælpeordning, der tilbydes til borgere med svære handicap, så de kan leve et så ”selvstændigt liv som muligt i egen bolig” frem for at bo på en institution. I Odense havde Roy Nüsser haft den samme BPA-ordning i 24 år. En ordning der indebar, at han har haft en handicaphjælper til at assistere sig alle døgnets 24 timer på nær otte timer om natten, hvor han har sovet.

Af samme grund troede han, at ordningen ville flytte med, da han flyttede til Ollerup for at komme ”tættere på naturen og et rigt foreningsliv”. Svendborg Kommune igangsatte imidlertid et nyt udredningsforløb, og efter et par måneder modtog Roy Nüsser et brev: ”Din ordning ændres”, lød det. Fremover kunne Roy Nüsser se frem til at ligge 10,5 timer i sin seng uden anden hjælp end en nødkaldsknap.

Roy Nüsser klagede over kommunens afgørelse og flere aspekter ved kommunens sagsbehandling – særligt lagde Roy Nüsser vægt på, at hans behov for støtte var uændret. Lige lidt hjalp det. Kommunen fastholdt sin beslutning. Til sidst indgav Roy Nüsser sagen for Ankestyrelsen, og forrige fredag kom svaret:

”Vi ophæver kommunens afgørelse,” lød det.

I sin afgørelse lægger Ankestyrelsen blandt andet vægt på, at Roy Nüssers behov for hjælp er uændret, ligesom de skriver, at kommunen har forsømt at begrunde, hvorfor, de vurderer, at Roy Nüsser i dag kan ”leve et normalt og selvstændigt liv med et reduceret antal timer”, da han har ”behov for støtte ved stort set alle personlige og praktiske hjælpeopgaver” og ”ved forflytninger og ved ledsagelse uden for hjemmet”.

Roy Nüsser kalder afgørelsen for en ”befrielse”:

”Det har været et stressende forløb, hvor jeg har kæmpet med næb og kløer. Og det er næsten det værste. For hvor mange har nødvendigvis overskuet eller evnerne til at tage den kamp. Nogle nøjes sikkert med kommunernes afgørelse.”

Nu glæder Roy Nüsser sig til at lægge sagen bag sig og komme videre med sin nye tilværelse på Sydfyn. Forløbet har dog fået ham til at ændre sit syn på kommunen:

”Jeg har på intet tidspunkt følt, at sagsbehandlingen byggede på dialog. Jeg har kommunikeret med en maskine, der kom med autosvar. Jeg havde ønsket mig, at kommunen havde skelet mere til mennesket i stedet for systemet. Kommunen burde være et sted med en åben dør, hvor de lytter – ikke en borg med en høj mur, man skal kæmpe sig over,” siger han.

I 2018 afgjorde Ankestyrelsen 195 sager om BPA-ordninger. Det er det højeste antal i fire år. Af sagerne blev 125 stadfæstet, mens 53 blev enten ophævet eller hjemvist med henblik på yderligere dokumentation. De resterende blev henlagt på grund af procedurefejl.

I Svendborg Kommune tager man Ankestyrelsens beslutning til efterretning.

” Når Ankestyrelsen når frem til en anden afgørelse end den, vi traf, bestræber vi os på at trække lærings- og udviklingsperspektiver ud af sagen,” lyder det i et skriftligt svar fra kommunens socialchef, Hasse Jacobsen.