Svensk grænselukning skaber julekaos for bornholmere

Med blot seks timers varsel lukkede Sverige grænsen til Danmark og skabte dermed store problemer for dem, som havde planer om at tage til Bornholm og holde jul. Uholdbart, at man skal igennem et fremmed land for at komme mellem Danmarks landsdele, mener udenrigsordfører

Færgerne mellem Ystad og Rønne ligger lige nu stille, efter Sverige natten til i dag lukkede grænsen til Danmark.
Færgerne mellem Ystad og Rønne ligger lige nu stille, efter Sverige natten til i dag lukkede grænsen til Danmark. Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix.

31-årige Johan Kars får umiddelbart svært ved at nå hjem til sin mor på Bornholm og holde juleaften, efter Sverige natten til tirsdag lukkede grænsen til Danmark i en måned.

Han havde billet til færgen fra Ystad til Rønne, men har nu i stedet fået en billet til den seks timer lange sejltur fra Køge. Færgen går dog først 00.30 natten til fredag – altså efter selve juleaften.

”Så det tyder på, at jeg må holde juleaften i København. Her har jeg også noget familie, men der kommer en højgravid og nogle læger, som arbejder i corona-beredskabet, så det er heller ikke sikkert, at det er en specielt god idé, at jeg er med der,” siger Johan Kars, der bor i København og arbejder som speditør.

Det har han på det seneste gjort hjemmefra, så han har været isoleret for med god samvittighed at kunne tage til Bornholm og holde jul. Han er klar til at ændre planer i sidste øjeblik, hvis Sverige og Danmark finder en løsning, så vejen gennem Sverige åbnes for trafik mellem Sjælland og Bornholm.

”Alternativt bliver det bare en lidt kedelig juleaften i år. Det har jo i det hele taget været et anderledes år,” siger Johan Kars.

Ifølge Winni Grosbøll, der er borgmester i Bornholms Kommune, står mange i samme situation. Grænselukningen, som Sverige varslede blot seks timer, før bommen blev smækket i, har skabt kaotiske tilstande for både dem, som har planlagt at tage til Bornholm og holde jul, og for øens indbyggere, fortæller hun.

”Der er mange, som havde taget deres forholdsregler og var gået i isolation, inden de skulle herover og holde jul med familien. De får pludselig at vide mandag aften, at den færge fra Ystad til Rønne, som de skulle have været med dagen efter, ikke går alligevel,” siger hun.

Winni Grosbøll forklarer, at 97 procent af trafikken mellem Bornholm og København går over Sverige. Selvom hun har stor forståelse for, at julen betyder meget for folk, og at det er ærgerligt, hvis man er nødt til at ændre juleplaner, er det langt fra det eneste problem, som grænselukningen medfører.

”Det er hovedfærdselsåren mellem to danske byer, der pludselig er blevet afskåret. Vores sengeliggende sygetransporter går den vej og kan ikke nødvendigvis bare begive sig ud på en seks timers sejltur til Køge. Og vi har pendlere, som bor på Bornholm, men arbejder i København. Vi er meget afhængige af, at den rute er åben,” siger Winni Grosbøll.

Hun fortæller, at både udenrigsministeriet, transportministeriet, sundhedsministeriet og justitsministeriet er i dialog med svenskerne for at finde en løsning inden jul og åbne den transitrute mellem Bornholm og København, der også blev etableret under forårets grænselukning mellem de to lande.”Jeg er født optimist, så jeg satser stærkt på, at de finder en løsning hurtigst muligt,” siger hun.

Danske Folkepartis udenrigsordfører Søren Espersen mener, at grænselukningen er uigennemtænkt fra svenskernes side.

”Jeg forstår ikke, hvorfor svenskerne har gjort det så hurtigt. I foråret havde man en god ordning, hvor man kunne få lov at køre igennem Sverige, hvis man kunne fremvise en færgebillet ved grænsen,” siger han.

Søren Espersen satser også på, at der kommer en løsning inden jul. Han mener dog, at det i det hele taget er uholdbart, at man skal igennem et andet land for at komme til og fra Bornholm.

”Der er der ingen rimelighed i, og det er ikke fair over for bornholmerne. Det må vi se at få løst. Tidligere har man kunnet sejle fra København til Bornholm. Det mener jeg, at vi skal på se, om vi ikke kan få etableret igen,” siger Søren Espersen, der forklarer, at han efter juleferien indleder forhandlinger med nogle af de andre partier for at finde en mere langsigtet løsning på problemet.

Indtil videre har SAS åbnet en flyrute mellem København og Rønne, og hvis der er større efterspørgsel, vil flyselskabet indsætte flere afgange, skriver SAS i en pressemeddelelse.