De fleste mennesker siger Ural-bjergene, Bosporus-strædet, Middelhavet og Gibraltar, når de bliver spurgt om, hvor grænserne for Europa går.
Men tanken om, at Ural-bjergene markerer den østlige grænse for det europæiske kontinent, opstod først i Rusland i 1700-tallet som en følge af Peter den Stores forskydning af Rusland mod vest med flytningen af hovedstaden fra Moskva til St. Petersborg i det tidligere svenske område ved Neva-flodens udløb i Østersøen efter 1703.
Ural som grænse blev populariseret af den russiske historiker Vasilij Tatisjtjev, der levede fra 1686 til 1750. Men han var ikke den første, som fik den idé. Den ære tilfalder en svensk officer.
Som led i sit forsøg på at europæisere Rusland ved at orientere det mod vest bestilte Peter den Store den svenske officer Philip Johan von Strahlenberg til at nytegne kortet over de russiske besiddelser i Asien.
Strahlenberg, der stammede fra svensk Pommern, levede fra 1676 til 1747. Han blev taget til fange af russerne ved det store svenske nederlag ved Poltava i Ukraine i 1709 og tilbragte det meste af sit fangenskab til 1721 i Tobolsk i Sibirien, hvor han arbejdede som kartograf og etnograf.
Efter sin tilbagekomst til Sverige udsendte han to værker, hvoraf især det ene blev en inspirationskilde for mange senere geografer. Alligevel er det underligt, at lige netop denne grænsedragning er blevet bestemmende for opfattelsen af Europas politiske geografi hos almindelige europæere. Indtil udgivelsen af Strahlenbergs værk havde man trukket grænsen længere mod vest, enten ved floderne Don eller Dnepr eller sågar mellem Polen og Ukraine.
Men efter Strahlenbergs indsats blev det almindeligt at trække grænsen ved de i sig selv ret beskedne Uralbjerge. Det var som led i denne nytegning af Europakortet, at en lokalitet i Litauen blev udnævnt til at være Europas geografiske centrum, efter at Litauen og det østlige Polen var blevet erobret af Rusland.
Det markeres i dag med et monument nær Molètai, godt 100 kilometer nord for hovedstaden Vilnius. Samtidig begyndte Polen-Litauen og andre lande i Centraleuropa at blive kaldt for ”Østeuropa”, en betegnelse der efterhånden også kom til at omfatte Rusland som ellers tidligere var blevet regnet til ”Nordeuropa” sammen med Skandinavien og Polen.
Men reelt ligger Rusland både i Asien og Europa og har gjort det, lige siden Moskva-fyrstendømmet i 1552 erobrede det tatariske Kazan ved Volga og ekspanderede ind i Sibirien. Hele det vidtstrakte område langs den transsibiriske jernbane er i dag lige så russisk som de ”europæiske” dele af Rusland - eller lige så lidt ”europæiske”, om man vil. Grænsen ved Ural er vilkårligt valgt til et politisk formål på et bestemt tidspunkt i historien. Men er siden blevet ophøjet til at være en kultur- og civilisationsgrænse. Det er dog kun på kortet, at bjergene ligner en grænse. Rejser man med den transsibiriske jernbane, kommer man let til at overse bjergene i de uendelige skovstrækninger.
Forestillingen om Ural-bjergene som Europas grænse blev taget op af den franske præsident de Gaulle omkring 1960. Hans formål var ikke en lektion i geografi, men at undergrave det multinationale Sovjet-unionen.
Det gjorde han ved at påpege, at denne statsdannelse, ud over at være kommunistisk og fjendtligt sindet mod Europa, også var ”unaturlig” ved at omfatte såvel ”europæiske” som ”asiatiske” befolkninger. Inklusionen af den ”europæiske” del af Rusland i Europa ville samtidig modvirke forsøget på at skabe et overnationalt europæisk samarbejde.
Derved minder de Gaulles indsats om briternes støtte til tyrkisk medlemskab af EU i dag. Det vil Tyrkiet ikke blive, men briternes ønske er motiveret af samme ønske som de Gaulles, nemlig at forhindre en tæt integration i Europa. Den vil Tyrkiet nemlig også modarbejde af historiske grunde.
Ikke fordi de er muslimer, men fordi de ser sig selv som arvtager til Det Osmanniske Rige. Præsident Erdogans neo-osmanniske politik i Mellemøsten er mislykkedes, men den nationale stolthed lever stadig. Sådan har alle moderne europæere historien med sig - og mod sig.