Svensk skandaledom har ingen fortilfælde i Danmark

Det har vakt opsigt i Sverige, at en mand med irakisk baggrund er blevet frifundet for vold mod sin hustru, fordi to muslimske lægdommere lagde delvist religiøse argumenter til grund. Sagen ville være uhørt i Danmark, mener jurister

Man skal aldrig sige aldrig, men intet tyder på, at der i Danmark ville kunne ske det samme som i Sverige, hvor en mand med irakisk baggrund netop er blevet frifundet for vold mod sin hustru med henvisning til blandt andet religiøse argumenter. Det mener flere danske jurister.

”Jeg har aldrig oplevet en retssag om vold mod indvandrerkvinder, hvor lægdommerne er kommet med religiøse argumenter under voteringen. Tværtimod. De er ofte ganske hårde ved de anklagede fra deres egne miljøer,” siger Simon Eilrich, advokat og partner i Advokatkompagniet i Aarhus, der har ført en række sager som bistandsadvokat for voldsramte indvandrerkvinder.

I den svenske sag havde to ud af de tre domsmænd muslimsk baggrund, og det fremgår af retsudskriften, at de mente, at når parret var gift i overensstemmelse med traditionel sharialov, burde kvinden være begyndt med at gå til familien og ikke politiet. De hæftede sig også ved, at manden var af bedre familie end kvinden, skriver den svenske avis Aftonbladet.

Den tredje domsmand og den juridiske dommer mente, at manden var skyldig, men når stemmerne står lige, kommer tvivlen – som i Danmark – den anklagede til gode, og manden blev frifundet. Dommen er allerede anket til Svea Hovrätt – en pendent til en dansk landsret – men har skabt stor diskussion i Sverige om, hvordan det kan ske, at lægdommere fra etniske minoriteter tænker og argumenterer på den måde.

”Det er klart, at en sådan sag også ville vække opsigt og forargelse i Danmark. Men jeg har ikke kendskab til sager, som ligner den fra Danmark,” skriver Claus Juul, jurist i Amnesty International, der følger vold mod indvandrerkvinder tæt, i en e-mail til Kristeligt Dagblad.

Danmark har 495 lægdommere med en anden etnisk herkomst end dansk. Det svarer til cirka fire procent ud af de i alt 11.941 lægdommere, der er udpeget for perioden 2016-2019. Ifølge advokat Simon Eilrich lever de op til deres ansvar i henhold til retsplejeloven.

”Det er ikke dem, der holder hånden under en voldmand, uanset om han har samme baggrund. Der kan være dommere, der er mere ’large’, men det kan ikke opdeles på hudfarve,” siger han.

Problemet for de voldsramte kvinder er snarere, at det kan være svært at finde vidner, der bekræfter volden, siger Simon Eilrich:

”Det er et problem for os, når vi står med en tiltalt at få vidnerne til at sige den fulde sandhed. Vi ved, at der finder overgreb sted, men ingen vil bekræfte det.”

Vold mod indvandrerkvinder er langt hyppigere end mod etnisk danske kvinder, hvilket blandt andet ses af, at knap hveranden kvinde, 48 procent, på de danske krisecentre er indvandrere eller efterkommere. Kun få af kvinderne magter at lægge sag an mod deres voldelige partnere, siger Henriette Winther, senior kommunikationsrådgiver i foreningen Danner, der arbejder for at standse vold mod børn og kvinder og driver krisecentret Dannerhuset.

”En af de store barrierer er, at mange indvandrerkvinder ikke kender det danske retssystem og sprog,” siger hun.

Dertil kommer, at det kræver et utroligt mod at anmelde en voldssag i indvandrermiljøet, siger antropolog Sofie Danneskiold-Samsøe, ph.d og lektor ved Professionshøjskolen Metropol, hvor hun blandt andet forsker i vold, etniske minoriteter og familieforhold.

”En del af den vold, som etniske kvinder bliver udsat for, bliver ikke begået af en person, men af flere personer. Hele familien er medvidende. Så hvis du går til domstolen, er det ikke kun den hovedudøvende, du anklager, det er hele dit bagland – og dermed mister du også hele dit netværk,” siger Sofie Danneskiold-Samsøe.

”Bare det at gå til myndighederne eller et krisecenter, betragtes som forræderi,” siger hun.