Prøv avisen

Sverige kasserer kulturarven

På billedet ses en af de kasserede amuletringe fra jernalderen. - Foto: Statens historiska museer

Fra flere sider kritiseres svenske kulturinstitutioner for at frasortere historiske genstande. Det skyldes blandt andet en modvilje mod forestillingen om noget særligt svensk, lyder det fra kritikere

Under stor opmærksomhed fandt et hold arkæologer i efteråret 2016 en sølvskat i Molnby nord for Stockholm. Heriblandt var en stor mængde sølvmønter, der blev bevaret, men også flere amuletringe fra jernalderen, som endte i en støbeovn og senere som genbrugsmetal.

Sidste år blev toldmuseet i Stockholm desuden nedlagt under store protester, og man solgte store dele af samlingen på auktion. Museet er nu kun at finde digitalt. Sagerne er ifølge kritikere en del af en række eksempler på, at svenske kulturinstitutioner de seneste år har kasseret kulturarven og negligeret bevarelsen af den fælles historie.

Johan Runer, der er arkæolog ved Stockholms Läns Museum, kalder det et voksende problem, at man på grund af for få midler dumper dyrebare genstande. Arkæologen fortæller, at store institutioner som Statens Historiska Museum ikke længere vil tage imod ”større mængder fund”, og at en række museer helt afviser metalgenstande, medmindre de er konserveret i forvejen. Der findes ikke et samlet overblik over, hvor meget der går tabt, men han mener, at der er reel grund til bekymring.

”Det er blevet en glidebane, hvor man smider mere og mere ud, og hvor museerne i stigende grad sætter grænser for, hvad de vil tage imod, fordi det koster penge,” siger Johan Runer.

Forklaringen har ifølge kritikerne to spor. Det ene er, at offentlige udgravninger udbydes i fri konkurrence. Det betyder, at hvis et arkæologfirma har budgetteret med at finde fire sølvmønter under udgravning i forbindelse med en ny motorvej, men finder 100, så risikerer de 96 at blive smidt væk.

Men derudover lyder det fra flere sider, at flere i ledende positioner – herunder kulturminister Alice Bah Kuhnke fra venstrefløjspartiet Miljøpartiet – koncentrerer sig mere om at fremhæve minoriteter og multikultur end om kulturbevarelse. At en ideologisk kamp om kulturarven er i gang, hvor nogle gør op med oprindelig svensk kultur.

Blandt kritikerne af identitetspolitikkens rykind er Johan Lundberg, der er lektor i litteratur ved Stockholms universitet og forfatter til bogen ”Det sidste museum” om forholdet mellem den eksisterende svenske kultur, integration og identitetspolitik.

”Politikere og andre i ledende positioner mener ret beset ikke, at kulturarven er vigtig. Al kultur skal have et politisk formål om at inkludere minoriteter, afspejle kønsperspektiver eller kritisere patriarkalske strukturer som et alternativ til hvidhedsnormer,” siger han.

For lektoren er debatten en del af en større strømning, hvor bevarelse af kulturarven for kommende generationer taber til fordel for snævre identitetspolitiske satsninger.

”Den bløde konsekvens er, at man risikerer at miste dele af kulturarven, men den langt hårdere er, at man flere steder erstatter den med noget andet. At man retoucherer historien og kulturarven, så den passer til dagens tankesæt. Det er noget, man ser i diktaturer,” siger han.

Af eksempler nævner han debatten om, at historiebøger bør indeholde flere kvinder, og peger desuden på Moderna Museet i Malmø, der for et par år siden opsatte advarsler under to Nils Dardel-malerier, som museet kaldte stereotype.

Arkæolog og redaktør Martin Rundkvist mener ikke, at kulturarvsmiljøet over en bred kam er præget af relativisme og identitetspolitik, men at det alene drejer sig om en lille elite på universiteter og i forskellige myndigheder. Publikum er ligeglade med den slags, mener han.

”Det er en form for ængstelig identitetspolitisk indblanding, hvor man er nervøse for at underbygge gamle kulturelle strukturer på bekostning af at fremhæve multikultur og progressive tankesæt,” siger Martin Rundkvist.

Han fortæller, at arkæologerne stadig beholder de bedst bevarede eksemplarer, men at man smider mange mindre perfekte væk på grund af økonomi.

”Man tager måske de 300 bedste amuletringe og smider de øvrige 100 fragmenter ud. Det er ikke et stort problem endnu, men udviklingen er kedelig, og vi fratager vores børnebørn muligheden for at forske i større mængder materiale,” siger han.

Fra dansk side undrer den svenske praksis Jakob Seerup, der er historiker og ph.d. i flådehistorie. Han er museumsinspektør på Nationalmuseet.

”Jeg er forbløffet over det, man hører fra Sverige. At man smider ud og smelter genstande om til skrot på den måde. Selvom man i Danmark har en benhård sortering, er den slags utænkeligt,” siger han.

Journalist og forfatter Ola Wong, der har skrevet flere kronikker om emnet i Svenska Dagbladet, mener som Martin Rundkvist, at økonomi er hovedårsagen til miseren, men også, at mange er optaget mere af politisk aktivisme end af at bevare kulturhistorien.

”Det er et aspekt, at man negligerer den materielle del. I stedet handler det om målsætninger for at underbygge et inkluderende og multikulturelt samfund. Fine ord, som jeg dog ikke mener har noget med embedet at gøre,” siger han.

Kritik rejst af Ola Wong har fået rigsantikvarembedet til at undskylde, at flere genstande af høj videnskabelig værdi er gået tabt. Men hans kritik af, at kulturarvsleder, Qaisar Mahmood, er drevet af relativisme og tanken om, at kulturarven er udtryk for ekskluderende hvidhedsnormer, afvises.

”Jeg mener ikke, at kulturarven er relativ, og jeg tror ikke, der findes nogen direkte involveret i kulturarvsområdet, der har så ekstrem en holdning. Mig bekendt har ingen bevidst kasseret en samling vigtige kollektive minder,” siger Qaisar Mahmood.

Heller ikke arkæolog og regionschef Johan Anund for Stockholm/Uppsala fra Statens Historiska Museer genkender billedet af, at et voksende antal genstande smides ud.

”Det er ikke rigtigt, at man smider flere og flere ting væk. Tværtimod oplever jeg en voksende debat om, hvordan vi bevarer så mange genstande som muligt,” siger han.

For at afhjælpe problemet med, at arkæologer ender med at smide genstande væk, fordi det i forvejen kan være svært at spå om, hvor store mængder materiale man finder, har rigsantikvar-embedet ændret retningslinjerne. Det betyder, at det nu ikke er et krav, at arkæologerne skal angive en pris ved hver sag, men i praksis betyder det ifølge Johan Runer fra Stockholms Läns Museum ikke det store.

”Det er et skridt i den rigtige retning, men så længe muligheden for, at økonomi kan afgøre, hvilket firma der får opgaven, vil problemet fortsætte, og det må man gøre sig klart. Det, man gør nu, er, at man kyler en del af vores historie ud,” siger han.

Den bløde konsekvens er, at man risikerer at miste dele af kulturarven, men den langt hårdere er, at man flere steder erstatter den med noget andet

Johan Lundberg