Mohammed er flygtning fra Mellemøsten og i behandling for posttraumatisk stress i Danmark efter, at han som soldat i sit hjemland blev tvunget til at indsamle lig og desuden oplevede et bombeangreb mod sit hjem. Men krigstraumer er ikke Mohammeds eneste problem. Han voksede op i en fattig familie, hvor der ofte ikke var penge til mad, og hvor hans far jævnligt uddelte tæsk. Som barn mistede han sin bror i en drukneulykke.
Mohammed er et anonymiseret eksempel på en af de 43 flygtninge med posttraumatisk stress, der indgår i den undersøgelse, som psykolog og ph.d. Karin Riber har foretaget i forbindelse med et nyt ph.d.-projekt fra Institut for Psykologi på Københavns Universitet.
Det skønnes, at mindst 30.000 af de godt 100.000 flygtninge i Danmark lider af posttraumatisk stressymptom også kaldet PTSD. I mange tilfælde betyder lidelsen, at flygtninge har svært ved at finde arbejde, lære sproget og tilpasse sig det danske samfund.
Karin Ribers undersøgelse, der er den første af sin art herhjemme, viser, at traumatiserede flygtninges psykologiske problemer er langt mere komplekse end hidtil antaget. Udover posttraumatiske symptomer som mareridt og genoplevelse af krigshandlinger og tortur, slås 63 procent af de interviewede med psykiske eftervirkninger af omsorgssvigt, fysiske og psykiske overgreb og manglende tilknytning til tryghedsskabende voksne i barndommen. Det resulterer blandt andet i vanskeligheder ved at sætte sig ind i og forstå andres følelser, manglende selvværd og problemer med at opnå tillid til andre mennesker.
”De flygtninge, jeg har interviewet, har primært irakisk og palæstinensisk baggrund. Mange er vokset op i flygtningelejre og fattigdom under borgerkrigslignende forhold. De har fra barnsben oplevet, at deres familier er blevet forfulgt, og at forældrene i mange tilfælde også har været traumatiserede. En af deltagerne i undersøgelsen fortalte for eksempel, at hans far var soldat i krig og opdragede sine børn meget militant, når han var hjemme. De skulle være små lydige soldater. Der var forbud mod alt, og det skabte megen angst. I det hele taget er det gennemgående, at fysisk og psykisk vold i barndommen har skabt stor usikkerhed i deres liv,” forklarer Karin Riber.
Blandt forskere diskuteres det, om vestlig psykologi kan afdække familiemæssige traumer blandt flygtninge fra andre kulturer. I undersøgelsen har Karin Riber anvendt en internationalt anerkendt metode Adult Attachment Interview (på dansk et interview om voksentilknytning), der belyser tilknytningen mellem forældre og børn.
”Tilknytning mellem forældre og børn er et universelt fænomen. Noget af det slående er, at langt størstedelen af flygtningene i undersøgelsen tager afstand fra de hårde oplevelser, de har haft med deres omsorgspersoner. De beskriver udførligt, hvilke følelsesmæssige mangler og ar deres opvækst har givet,” siger Karin Riber.
Karin Riber mener, at hendes undersøgelse kan være et første skridt til at overveje, om behandlingen af traumatiserede flygtninge skal udvides til at have fokus på andet og mere end de klassiske PTSD-symptomer..
”Den ny undersøgelse kan bidrage til at forstå, hvorfor det ofte er så svært at hjælpe flygtninge, der lider af posttraumatisk stress. Måske skal vi i nogle tilfælde arbejde med psykoterapi, som tager fat i de familiemæssige traumer og inddrager tilknytning og relationer, når traumereaktionerne er så komplekse,” siger Karin Riber.
David Oehlenschläger, der er afdelingsleder i Dignity, Dansk Institut mod Tortur, som behandler nogle af de hårdest ramte torturofre, fortæller, at ubehandlede traumereaktioner hos flygtninge ofte fører til, at de ikke kan tage et arbejde og falder igennem rent socialt i Danmark.
”Nogle gange ser vi, at flygtninge, der ikke får behandling, pludselig må sygemelde sig fra deres arbejde og aldrig kommer tilbage igen, fordi de har kæmpet med traumer uden at få behandling i mange år. Generelt har mange af de traumatiserede flygtninge svært ved at lære sproget og vanskeligt ved at finde arbejde og netværk,” siger David Oehlenschläger.
Der er hidtil ikke lavet undersøgelser af, hvad manglende traumebehandling af flygtninge koster det danske samfund, men Dignity forbereder i øjeblikket et forskningsprojekt, der skal afdække problematikken.
Morten Sodemann, der er professor i global sundhed og indvandrermedicin ved Syddansk Universitet og forskningsleder ved Indvandrermedicinsk Klinik på Odense Universitetshospital, møder mange traumatiserede flygtninge i sit arbejde.
”En hyppig problemstilling er, at børn får for tidligt voksenansvar, fordi forældrene ikke er i stand til at tage vare på familien. Vi ser ofte en grim blanding af tidligt omsorgsvigt, tidligt voksenansvar og en opvækst i krig,” siger Morten Sodemann.
Professoren er dog ikke optimistisk, når det gælder sundhedsvæsenets mulighed for at hjælpe flygtninge, der både lider af krigstraumer og slås med eftervirkningerne af svigt i barndommen.
”Den type patienter har brug for en helhedsorienteret behandling, der tager udgangspunkt i den enkeltes livshistorie, og det er ikke den vej, sundhedsvæsenet går. Tværtimod går behandlingen i retning af standardpakker, hvor sundhedsproblemer løses et for et i stedet for at se på patientens samlede situation,” siger Morten Sodemann.
Ifølge ham er posttraumatisk stress især synligt blandt flygtninge fra Mellemøsten. Andre etniske grupper som vietnamesere og somaliere er også hårdt ramt, men de opsøger typisk ikke behandlingssystemet så ofte og taler sjældent om deres lidelser.
”Der er meget forskel på, hvordan de forskellige etniske grupper taler om krigstraumer. Blandt nogle grupper er det ikke noget, der tales så meget om, og den gruppe hører blandt andet vietnameserne til. Men da vi for nogle år siden oplevede oversvømmelser i Odense, modtog vi på Indvandrermedicinsk Klinik vietnamesere, der pludselig genoplevede deres flugt i både. Efter 11. september 2001 påviste en videnskabelig artikel, at en del vietnamesere i USA fik deres traumer reaktiveret. Også blandt somaliere er der en tendens til at forsøge at klare krigstraumerne selv, men det betyder ikke, at de er raske,” siger Morten Sodemann.