Iført blå plastikoveralls og hvide gummistøvler vandrer Kristian Ahle ned gennem farestalden, hvor de højdrægtige søer ligger i hver deres bås, klar til næste kuld.
I en anden stald står søer, der har faret, fikseret i bøjler, med hver omkring 14 smågrise omkring sig. Danske svin er optimeret til at få kuld på cirka 20, så resten er lagt til en ammeso.
Og snart begynder hele processen forfra. For de 560 søer her på gården uden for Astrup ved Skjern producerer 2,4 kuld om året, og i alt driftes der 20.000 dyr igennem.
Længere inde i stald-systemet ser ungsvin i ”markedsstørrelsen”, som er 30 kilo, interesseret op fra deres bokse. De ligner allesammen hovedrolleindehaveren i filmen ”Babe – den kække gris”. Men svineproduktion er ikke for børn.
Næste gang, markedsgrisene flytter, er det med transportvogn til en nærliggende facilitet, som Kristian Ahle også ejer. Det har noget med miljøgodkendelser at gøre. Og snart slutter livet – 165 dage efter at det begyndte.
Dansk svineindustri er en uhyre effektiv størrelse. Så er en bedrift som denne et landbrug eller en kødfabrik – og er grisene dyr eller produktionsenheder?
”Det er blevet lidt fabriksagtigt,” svarer Kristian Ahle henover gryntene i stalden.
”Køber man mange gårde op, arbejder man mere som driftsleder end som landmand. Men jeg ser mine grise som dyr. Men når man har så mange, kender man dem ikke sådan, som man gjorde dengang, man havde 12 køer og et par svin,” siger Kristian Ahle, der selv er vokset op på en traditionel gård.
Dansk landbrug er inde i en voldsom strukturudvikling, konstaterer Kristian Ahle, som den 1. maj havde 40-års-jubilæum som svinebonde. Ved siden af arbejdet er han kirkesanger og politisk engageret i lokalområdet, hvor han blandt andet arbejder for integration af østarbejdere.
Det er svært at rekruttere danskere, og de fire medhjælpere på gården er fra Rumænien. Ægteparret Ana Maria og Stefan Necula har været her i 11 år, brødrene Liviu og Alexandru Gregore i et par år.
Stefan Necula er i gang med at løfte hvinende smågrise med tushstreger på ryggen fra en container over i et staldafsnit. Han letter på høreværnene, da chefen spørger om noget på engelsk.
Langt de fleste landbrugsmedarbejdere fra Rumænien har et begrænset kendskab til dyr, når de kommer til Danmark.
”Derhjemme har de to grise i baghaven og et par køer, som vi kan huske det fra vores bedsteforældre. Så de skal lære meget fra grunden af,” siger Kristian Ahle, mens vi tager beskyttelsesdragterne af, stiller støvler på plads og vasker hænder. I køleskabet står medicin til dyrene.
I stuehuset er der sandkage til kaffen. På væggene hænger billeder af børn og børnebørn. Ingen af ægteparrets to sønner og to døtre har lyst til at overtage gården. De har deres egne erhverv som henholdsvis ingeniør, psykolog og skolelærere.
”Det har aldrig været et tema. De skal gøre, hvad de har lyst til. Det er ikke, fordi vi forsager erhvervet, men der skal en god rygrad til at gå ind i det i dag, fordi der er så enormt mange penge indblandet. Det er for dyrt for unge landmænd, for man kan ikke længere leve af 30 køer eller 150 søer,” siger han og funderer over, at unge landmænd burde overveje medinvestorer, som til gengæld for risikovillig kapital kunne deltage i gårdens bestyrelsesarbejde.
”Hvis man vil producere kød til verdenssamfundet, skal der rigtig mange enheder til. De små landbrug har det akkurat som den lille købmand over for Lidl,” siger Kristian Ahle.
Men hvorfor har man ikke været mere opfindsomme i landbruget? Nede på tanken tager de 25 kroner for en halv flaske vand, mens en liter mælk i supermarkedet stadig koster cirka det samme som for 10-20 år siden, og man kan få en flæskesteg på tilbud til 29,50 kroner.
”Det er også et kæmpe spørgsmål for os. Det må være udbud og efterspørgsel: Er der nok, der vil lægge en liter mælk i køledisken til fire-fem kroner, er det det, den koster. Alle skal jo sælge deres varer,” siger Kristian Ahle, som forklarer, at han har prøvet med mere dyrevelfærd og peger ud af vinduet mod gårdspladsen, hvor et lidt solbleget skilt viser en glad gris og navnet Antonius.
”Jeg har lavet Antoniusgrise netop for at vise, at jeg ville gå nogle ekstra skridt for at lave noget, som forbrugeren kan lide, og som koster lidt ekstra. Men det kunne ikke betale sig. Der er ingen købekraft – eller -lyst – til det.”
Antoniusgrise har 30 procent mere plads, halmstrøelse og må ikke halekuperes, ligesom medicin holdes på et minimum.
”Det er dybest set skuffende, at der ikke er flere, som ønsker en højværdivare. Men når der ligger en kylling til 18 kroner i køledisken, er det den, mange tager. Man lader pengepungen bestemme – også selvom fødevarer koster en brøkdel af, hvad den post udgjorde på budgettet for 30-40 år siden.”
Med sine 62 år er Kristian Ahle en typisk repræsentant for landbruget, som i dag er domineret af modne mænd. Således viser de nyeste tal fra Danmarks Statistik, at knap 3000 landmænd er mellem 70 og 74 år, mens 3396 er 75 år og derover. Til sammenligning er kun 329 landmænd mellem 25 og 29 år.
Så mens den officielle pensionsalder i Danmark er 65 år, arbejder hver tredje landmand videre i mange år.
Nogle udskyder pensionen af lyst, flere af nød. Og selvom Kristian Ahle er glad for sit arbejde, vil han og hans hustru Lisbeth Solsø Ahle gerne snart flytte ind i den villa, de er ved at opføre i Astrup. Men det kræver, at nogen kan overtage gården.
Børnene vil som sagt ikke. Et rumænsk ægtepar i Borris var inde i billedet, men udsigten til at have 30 millioner kroner i gæld var svær at overskue. Og den yngre landmand, der egentlig var lavet aftale med, fik kolde fødder.
Så nu er plan B nabogårdens søn 16-årige søn.
”Vi har en nabo herhenne,” vifter Kristian Ahle med hånden mod stuens store vindue og fortsætter:
”Han vil faktisk gerne købe, men i begyndelsen tænkte vi, at det var ikke noget for ham, fordi han har markbrug. Men nu prøver vi at se på det. Markerne kan han jo, og så har jeg sagt til ham, at jeg kan forpagte gården i fem år frem og lære hans søn, der er 16 år, om svineproduktion. Han begynder til juni, og det bliver spændende at se, om han synes, det kunne være en vej,” siger Kristin Ahle.
På vej ud minder journalisten om, at ornen ved rundvisningen så ud til at have ondt i benet, og Kristian Ahle ringer til en af sine rumænske medhjælpere.
”What is bad with it?,” spørger han i mobilen.
Men den er allerede sat på penicillin.
I forbindelse med coronakrisen er landbruget ikke en af de hårdest ramte brancher. Folk skal jo stadig have noget at spise, som Kristian Ahle konstaterer. Kun har gården måttet undvære en medarbejder i de uger, hvor vuggestuer og børnehaver holdt lukket.