Prøv avisen
Dagens overblik

Svinevirus kan udløse ny pandemi, flere unge anbringes sammen med kriminelle, og selvmordsraten øges under coronakrisen

Der er fundet influenzastammer hos svin, der har potentiale til at smitte mennesker. Antallet af udsatte unge og børn, der placeres sammen med ungdomskriminelle stiger. Mentale helbredsproblemer under coronakrisen leder til en øget selvmordsrate i USA. Foto: Claus Fisker/Hermann Otto Feis/Panthermedia/Jeppe Bøje Nielsen/Ritzau Scanpix

Her samler Kristeligt Dagblad nogle af dagens vigtigste historier om tro, etik, eksistens og de værdikampe, der foregår i ind- og udland

Influenzavirus hos svin kan udløse ny pandemi hos mennesker. Det viser en tysk undersøgelse af den europæiske svineproduktion, hvoraf 2.463 af prøverne er fra danske svin. Dagbladet Information skriver, at der er blevet fundet svineinfluenza med potentiale til at udløse nye pandemier hos mennesker. Eksperter betegner situationen som alvorlig. Undersøgelsen kaster nyt brænde på bålet i de seneste diskussioner om, hvorvidt det er hensigtsmæssigt at have så mange produktionsdyr samlet på meget lidt plads. Det samme er blevet diskuteret i forbindelse med danske minkfarme, hvor flere advokere for nedlukning af minkproduktionen i Danmark.

Vi bliver i det danske land, hvor en ny undersøgelse slår fast, at det kan være i strid med menneskeretten, når udsatte børn og unge anbringes samme med ungdomskriminelle på sikrede døgninstitutioner. Det er derfor et problem, at knap hvert tredje barn og ung på disse institutioner er socialt anbragte, skriver Kristeligt Dagblad. Selvom sikrede døgninstitutioner juridisk set ikke er fængsler, kan stedet stadig være frihedsberøvende for mange unge og børn, lyder konklusionen i en ny rapport fra Institut for Menneskerettigheder. Låste døre, tremmer for vinduerne, inddragede mobiltelefoner og overvågede fællesrum er blot nogle af de ting, der udfordrer de anbragtes personlige frihed på institutionerne.

Mens døgninstitutionerne er et værn om ungdomskriminelle, diskuteres det nu om pebersprayen er et værn mod kriminalitet. Efter regeringens udmelding om at gøre salget af peberspray ulovligt igen, er der sket en stigning i salget. Det skaber bekymring hos politikere, der mener, at forbuddet nu haster. For selvom salgsstigningen kan være et udtryk for, at borgere gerne vil have et tryghedsgivende forsvarsmiddel, mener retsordfører Kristian Heegaard (B), at der er god grund til at stoppe salget.

”Størstedelen af de peberspray, der er blevet solgt, er blevet brugt som angrebsvåben,” siger han til DR.

Men den forklaring møder kritik af Peter Skaarup (DF). Kriminelle kan nemt få fat i våben, hvis de ønsker det, mener han. Derfor må pebersprayen ses som et mildt våben i sammenligning med hårdere midler.

Det sociale medie Youtube bruger helt andre våben i indsatsen mod konspirationsteoretikere. Youtube meddeler på en blog, at mediet nu forbyder indhold, der omhandler kontroversielle konspirationsteorier. Det drejer sig især om populære konspirationer fra gruppen ”QAnon”, der er en sammenslutning af højreorienterede konspirationstreoretikere rundt om i verden, som blandt andet konspirerer om statslige anliggender.

- I dag tager vi endnu et skridt for at forhindre had og chikane ved at fjerne konspirationsteoretisk indhold, som bliver brugt til at retfærdiggøre vold i verdenen, skriver Youtube blandt andet.

Mediet gør det dog klart, at forbuddet ikke omhandler saglige diskussioner eller nyhedsdækning af konspirationsteorierne.

Nyhedsdækningen af coronakrisen har de seneste dage omhandlet massive smittetal i Europa. Men det ser ud til, at der er andre afledte effekter af krisen. Meget tyder på nemlig på, at pandemien har vækket en anden sundhedskrise. Den mentale sundhed under pandemien har længe været blandt bekymringerne hos eksperter – også i Danmark. Men nu viser en ny amerikansk undersøgelse, at mentale helbredsproblemer under pandemien vil øge selvmordsraten blandt amerikanerne. Hele 10,7 procent af undersøgelsens respondenter kan berette, at de har overvejet selvmord inden for de seneste 30 dage. Det skriver mediet The Christian Post. Allerede i begyndelsen af pandemien oplevede USA en markant stigning i salget af antidepressiv medicin og medicin mod søvnløshed. Årsagen bag de mentale problemer kan skyldes coronapandemiens mange dødsfald og pludselige restriktioner i det sociale liv, der påvirker både individer, familier og øvrige fællesskaber, konkluderer rapporten.

Vi bliver hængende i USA, hvor det amerikanske medie Religion News Service sætter fokus på ateisme blandt sorte. Ateistiske afroamerikanere har nemlig svært ved at bryde med religion i sorte samfund. Det skyldes, at 80 procent af sorte amerikanere er kristne, ifølge en undersøgelse fra Pew Research Center. Men de religiøse afroamerikanske samfund får ikke-troende som Darrin Johnson til at føle sig malplaceret. For ham har kristendommen både været kilde til homofobi og racisme. Han mener, at religion har været brugt til at beskytte mennesker, der ikke fortjener at blive beskyttet. Darris er en af de afroamerikanere, der i årevis har forsøgt at redefinere, hvad det vil sige at være ateist. Men det er lettere sagt end gjort at udfordre kristendommen i et samfund, hvor fællesskabet er bundet op på en religiøs opvækst med kristne værdier og dogmer.