Franske Julie Gjesing kalder sig selv for indvandrer, men når bølgerne går højt i den politiske debat om de fremmede, føler hun sig ikke ramt.
Det er jo ikke mig, de taler om, lyder det fra den 31-årige lærer, der i øjeblikket er på barselsorlov med lille Celestine.
Julie Gjesing er født og opvokset i Sydfrankrig. Som ung begyndte hun at læse biologi, men et ophold som au pair i USA vendte op og ned på hendes tilværelse. Her traf hun en dansk mand, de blev gift, og hun flyttede med ham til Holbæk på Vestsjælland. Her begyndte hun på sprogskole, og efter et halvt år fik hun job på det lokale sygehus som rengøringsassistent.
Jeg har aldrig oplevet diskrimination, og de fleste danskere kan godt lide franskmænd. Men det var slemt at være i Danmark i begyndelsen. Det var det sociale, der var svært, og det var rigtigt hårdt at finde venner, siger Julie Gjesing.
Ifølge hende er både franskmænd og amerikanere mere åbne over for nye venskaber. De er vant til at flytte til nye egne og er dermed nødt til livet igennem at etablere nye venskaber. Danskerne derimod flytter sig ikke meget, og Julie Gjesing kan således også fortælle, at de fleste af hendes danske mands venner er barndomskammerater, hvorimod hun selv har flere nye venner.
På sprogskolen i Holbæk traf hun en del indvandrere fra Mellemøsten, men mentaliteten var så forskellige i forhold til hendes franske baggrund, at der ikke var basis for venskaber, og på hospitalet var de fleste af kollegerne ældre kvinder, der havde arbejdet med rengøring i mange år.
Men det var rigtig godt, at jeg fik det job, for det tvang mig til at lære sproget, siger Julie Gjesing.
Efter otte år i Danmark taler hun et smukt og formfuldendt dansk, og hun er da også klasselærer for sin 4. klasse på den kristne friskole på Nørrebro i København, hvor hun arbejder. En del af hendes elever har baggrund i Mellemøsten, og ifølge hende gør en del af familierne for lidt for at integrere sig.
Når man kommer til et nyt land, må man tilpasse sig og lære sproget og kulturen. En del af mødrene kan ikke dansk, ligesom de går med tørklæde det synes jeg ikke, at man skal i Danmark, siger Julie Gjesing.
For fem år siden blev hun skilt fra sin første danske mand, men Julie Gjesing valgte at blive i Danmark til trods for de udfordringer, hun havde mødt.
På det tidspunkt var jeg lige begyndt på lærerseminariet, havde fået et godt sted at bo og fundet venner. Så jeg besluttede at gennemføre seminariet jeg ville ikke droppe to uddannelser for den samme mand, ler hun.
For to et halvt år siden blev hun igen gift denne gang med Henrik Gjesing, og dermed blev hendes danske skæbne beseglet. I dag serverer hun kaffe fra en Bodum-kande, bor i en lejlighed i Charlottenlund nord for København og har fået et hjem med Arne Jacobsens Myre-stole møbler hun sammen med de danske PH-lamper fandt afskyelige, da hun først kom til Danmark.
Alligevel har parret besluttet, at de på et tidspunkt vil flytte til Frankrig, så også Henrik Gjesing får et førstehåndsindtryk af, hvordan det er at tilpasse sig en anden kultur og opleve de mange forskelle mellem de to kulturer.
Jeg aner ikke, hvor vi i sidste ende skal bo, og hvor Celestine skal vokse op. Jeg tror, at hun bliver både fransk og dansk på en bedre og mere naturlig måde end mig. Når jeg skal til Frankrig på ferie, siger jeg, at nu skal jeg hjem, men når jeg så er dernede, får jeg et chok, fordi det er alligevel ikke længere hjemme. Og hvor hører jeg så til, spørger hun.
Hun synes, det danske system generelt er let at finde rundt i. Det er nemt at få en uddannelse, kravene er ikke så høje som i Frankrig, og selv som ufaglært indvandrer er det nemt at finde job. Desuden fik hun Statens Uddannelsesstøtte (SU) efter blot at have opholdt sig to år i Danmark, og det er lidt vildt, synes Julie Gjesing, der ikke kan forestille sig, at det samme gælder i Frankrig. Til gengæld er hun ærgerlig over, at hun fortsat ikke har permanent opholdstilladelse efter otte år i Danmark. Hvert år må hun søge om at få sin midlertidige opholdstilladelse forlænget.
Det er lidt strengt, synes jeg. Jeg er jo EU-borger, og I vil alligevel ikke smide mig ud.