Sygeplejerskerne styrer direkte mod en mur

Trods snart tre ugers strejke savner sygeplejerskerne i den grad opbakning til deres lønkrav – fra andre faggrupper, fra politikerne og fra befolkningen. Regeringen har samtidig intet hastværk med at foretage et indgreb, og derfor er sygeplejerskerne nærmest dømt til at tabe på deres strejke

I det lange løb bliver det også regeringens problem, for hvis ingen vil være sygeplejerske, bliver det tilsvarende vanskeligere at opfylde valgløfterne om bedre velfærd, særligt på sundhedsområdet.
I det lange løb bliver det også regeringens problem, for hvis ingen vil være sygeplejerske, bliver det tilsvarende vanskeligere at opfylde valgløfterne om bedre velfærd, særligt på sundhedsområdet. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Der er stille. Usædvanligt stille i betragtning af, at danske sygeplejersker strejker på tredje uge – efter et år med coronapandemi og store udfordringer for sundhedsvæsenet. I praksis holdes hver 10. sygeplejerske hjemme, og planlagte operationer udskydes, mens akut sygdom fortsat behandles.

Tilsyneladende har ingen travlt med at få afsluttet konflikten. Regeringen og Folketinget er taget på sommerferie, og stort set alle andre faglige organisationer holder lav profil.

På Fagbevægelsens Hovedorganisations hjemmeside spejder man forgæves efter aktiv støtte til sygeplejerskernes lønkrav.

I befolkningen har der generelt været stor sympati, ikke mindst på grund af sygeplejerskernes indsats under det seneste års sundhedskrise. Det ser bare ikke ud til, at den sympati omsættes til klar opbakning i den faglige kamp. En meningsmåling fra analyseinstituttet Epinion for DR viste for nylig, at hele 38 procent af de adspurgte ikke havde nogen klar holdning til strejken, mens nogenlunde lige så mange, 40 procent, støttede den. 18 procent var imod.

Med de tal in mente styrer sygeplejerskerne direkte mod en mur, præcis som de gjorde ved strejken i 2008, for politikerne føler ikke noget folkeligt pres for at komme dem i møde.

De kan formentlig fortsætte deres strejke nogle uger endnu. DR beregnede midt i juni, at Dansk Sygeplejeråds strejkekasse rakte til mindst otte ugers strejke, hvilket vil sige til et stykke ind i august.

Alt, hvad der kan gå galt, ser ud til at være gået galt. Det begyndte med, at medlemmerne to gange nedstemte det mæglingsforslag, deres ledelse ellers var enedes med Danske Regioner og Kommunernes Landsforening om. Det fik ikke formanden for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen, til at trække sig fra sin post, hvilket undrer andre dele af fagbevægelsen. Her peger man på flere historiske eksempler på, at faglige ledere har trukket sig, når medlemmerne har stemt overenskomstaftaler ned – især på tjenestemandsområdet.

Kommunikationsmæssigt har sygeplejerskerne haft meget svært ved at fortælle, hvad de vil opnå og hvordan. Et kernepunkt har været fortællingen om, at de ligesom andre kvindefag fik et lønefterslæb med Tjenestemandsreformen fra 1969. Den fortælling er blevet anfægtet undervejs, blandt andet fordi sygeplejerskerne har forhandlet løn mange gange siden, og fordi lønsystemerne er blevet ændret flere gange.

Som en kilde med indsigt i fagbevægelsens forhold peger på, har sygeplejerskerne blandt andet prioriteret sociale goder som fuld løn under barsel frem for egentlige lønforhøjelser. Det tog fart, da daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i 2002 fik gennemført et års barselsorlov.

Under alle omstændigheder ligger det økonomisk uden for de realistiske rammer at få skabt ligeløn for et enkelt kvindefag ved en enkelt overenskomstforhandling. Især efter, at alle andre fagområder har stemt ja til overenskomsten på det offentlige område. Skatteminister Morten Bødskov (S) har i et svar til Folketinget opgjort, at det vil koste 4,25 milliarder kroner om året, hvis sygeplejerskernes lønniveau for eksempel skulle hæves til det samme som politiets.

De penge kan kun tages fra andre faggruppers lønpulje, og det forklarer, hvorfor fagbevægelsen ikke har travlt med at støtte sygeplejerskerne.

Alternativt kunne regeringen gribe ned i statskassen og ved et lovindgreb give sygeplejerskerne højere lønninger. Godt nok har det føget med statslige støttemilliarder under coronakrisen, men nationaløkonomisk er det en helt anden historie, når det handler om lønkroner.

Modsat corona-hjælpepakkerne vil højere løn til en bestemt fagruppe i princippet fortsætte i det uendelige. Derfor vil det tage en stor bid af det såkaldte økonomiske råderum, som regeringen i forvejen har rigeligt at anvende til.

Endelig vil et regeringsbestemt lønhop til en enkelt faggruppe bryde med den danske model og med princippet om, at de offentlige lønstigninger ikke må overhale de private. På grund af coronakrisen har de private lønninger været holdt nede det seneste års tid.

Af de grunde har statsminister Mette Frederiksen (S) intet hastværk, og regeringen venter formentlig et stykke tid endnu, før den ophøjer det seneste mæglingsforslag til lov.

Regeringen kan dog få et problem, hvis den ydmyger sygeplejerskerne alt for hårdt. Gennem mange år har de i forvejen ligesom lærerne talt deres fag ned som et barsk lavtlønsfag, hvad der gør det sværere at få unge til at søge uddannelsen.

I det lange løb bliver det også regeringens problem, for hvis ingen vil være sygeplejerske, bliver det tilsvarende vanskeligere at opfylde valgløfterne om bedre velfærd, særligt på sundhedsområdet.

Men mørkt ser det ud for sygeplejerskerne.