Sygeplejerskerne udvider strejken: Det er god timing, nu da EM er slut

EM i fodbold og sommerferien har taget opmærksomheden fra strejkende sygeplejersker, mener professor emeritus. Yderligere 702 indkaldes fra 10. august til strejkestyrken

”Det er ikke antallet, der er det afgørende. For os handler det om, hvor mange mennesker en sygeplejerskes fravær kan genere mest for nu at sige det direkte,” siger ormand for Dansk Sygeplejeråd Grete Christensen.
”Det er ikke antallet, der er det afgørende. For os handler det om, hvor mange mennesker en sygeplejerskes fravær kan genere mest for nu at sige det direkte,” siger ormand for Dansk Sygeplejeråd Grete Christensen. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix.

Straks efter sommerferien optrapper Dansk Sygeplejerråd konflikten med sine arbejdsgivere. Siden den 19. juni har knap 5000 sygeplejersker strejket, fordi de mener, at de har et lønefterslæb, men trods støtte i befolkningen er strejken af forskellige årsager ikke løbet med den helt store opmærksomhed.

Det er blandt andet derfor, at endnu 702 sygeplejersker i nøglepositioner rundt om i landet udtages til strejke fra den 10. august.

”Det er god timing, lige her efter at EM er slut,” siger professor emeritus Henning Jørgensen fra institut for politik og samfund ved Aalborg Universitet.

”På grund af EM-slutrunden og Tour de France har det været så som så med opmærksomheden, ligesom strejken også har lidt under, at mange, også politikerne, er gået på sommerferie. Corona og vacciner optager også stadig folk,” siger han.

Sygeplejerskernes nye træk er rettet mod arbejdsgiverne Danske Regioner og Kommunernes Landsforening, men eftersom de ”sidder på hænderne”, som Henning Jørgensen vælger at formulere det, peger pilen nu på regeringen og et politisk indgreb.

”Så jeg ser det som en kalkulatorisk øvelse, der skal få nogen på Christiansborg til at bevæge sig,” siger han.

Det var i går ikke muligt a t få en kommentar til det synspunkt fra beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S), som i en e-mail til Kristeligt Dagblad nøjes med at give denne korte udtalelse:

”Af respekt for principperne i den danske model udtaler regeringen sig ikke om verserende overenskomstforhandlinger.”

Når man allerede har knap 5000 sygeplejersker i strejke på landets sygehuse, lyder 702 ekstra til august ikke af det store, men det er ikke antallet, det kommer an på, siger formand for Dansk Sygeplejeråd Grete Christensen.

”Det er ikke antallet, der er det afgørende. For os handler det om, hvor mange mennesker en sygeplejerskes fravær kan genere mest for nu at sige det direkte,” siger hun.

Grete Christensen mener heller ikke, at sygeplejerskernes arbejdsnedlæggelse er druknet i fodbold og ferie.

”Set i det lys er det tværtimod imponerende, hvor meget opbakning vi har fået. Men vi har da holdt med landsholdet og synes, at vores trøjer har klædt hinandens godt. Og nu, hvor befolkningen ikke kan heppe på vores fodbolddrenge længere, håber vi, at de virkelig hepper på os, og det tror jeg, at de vil,” siger hun.

Udvidelsen af strejken skulle også varsles nu for at kunne gå i gang den 10. august, hvor folk er tilbage fra ferie, og sygehusene begynder at køre på højere blus, oplyser Grete Christensen.

Også Laust Høgedahl, der er lektor ved det samfundsvidenskabelige fakultet ved Aalborg Universitet, siger, at antallet 700 er underordnet.

”Hvor ondt det kommer til at gøre, kommer an på, hvor man udtager dem,” siger Laust Høgedahl.

Særligt i Region Syddanmark synes strejken at have givet en stor ”patientpukkel”. Blandt andet fordi seks ud af de syv medarbejdere, der visiterer patienter til behandling på privathospital, er sygeplejersker, som strejker.

De nye områder, som fra august bliver udtaget til strejke, er primært inden for planlagt kirurgi, anæstesi, opvågning, ambulatorier og nogle it-funktioner. Desuden rammes en del af de funktioner, som visiterer patienter til behandling andre steder.