Prøv avisen

Korleder vil skabe Danmarks største kor på nettet

Via Facebook vil korleder Janne Wind samle korsangere fra hele landet, så de under coronakrisen kan holde både fællesskabet og stemmen ved lige. Foto: – Privatfoto.

Korleder Janne Wind vil lave Danmarks største onlinekor. Det skal kompensere for det savn, som korsangere over hele landet mærker lige nu. Håbet er så, at koret kan mødes i den virkelige verden, når krisen er ovre

Danskerne har under corona-krisen vist sig som en sangglad nation, hvor et af dagens faste holdepunkter i en ellers usikker tid for mange har været DR’s fællesmorgensang med Phillip Faber, chefdirigent for DR PigeKoret. Og nu byder der sig nok en chance for at få motioneret stemmebåndet. Janne Wind, uddannet fra Københavns rytmiske musikkonservatorie og med 25 års erfaring som korleder for både store og små kor, vil nemlig danne Danmarks største onlinekor.

”Jeg har talt med korsangere fra hele landet, der siger, at de savner fællesskabet i deres kor helt forfærdeligt. Samtidig er de også bange for, at deres stemmer er helt rustne, når de måske til efteråret skal ud og synge til koncerter eller korstævner. Derfor tænkte jeg, at jeg simpelthen ville prøve at lave et onlinekor. Jeg har prøvet det af i en måneds tid med et af mine faste kor, og jeg kan konstatere, at det virker rigtig godt,” siger hun.

Om man er nuværende korsanger, gammel korsanger eller bare altid har drømt om at være det, er ikke afgørende, pointerer Janne Wind. Det vigtigste er, at man har lyst til at synge og synes, det er sjovt at sætte musik sammen.

”Det bliver et rytmisk kor, hvor man lærer sine korkammerater at kende, fordi man møder ind til korprøver og andre tiltag på de samme tidspunkter. Samtidig får man mulighed for at få en masse sangtræning, som gør, at man kan vedligeholde sin stemme – både af mig, men også af gæsteundervisere, som jeg inviterer ind. Og så vil der være sociale arrangementer, hvor vi stempler ind for at hyggesnakke – det er en stor del af det at synge i et kor. Jeg ser det som en slags korsangerhjælpepakke,” siger hun og pointerer, at håbet også er at afhjælpe noget af den ensomhed, som hun ved slår hårdt rundt omkring lige nu.

”For nogle korsangere er det ugentlige møde med deres kor det, der gør det ud for deres sociale liv. Når det er væk, har de ikke meget andet. Jeg håber, at jeg kan fange nogle af dem med det her online-kor. Og det gode ved, at det foregår online er, at det kan være lidt nemmere for nogen at møde nye mennesker første gang, når de sidder trygt bag skærmen. Her udviskes alle skel,” siger Janne Wind.

Det bliver via en Facebook-gruppe, at Danmarks Rytmiske Online Kor skal mødes flere gange ugentligt til fællesskab og korprøver, men når forholdene atter tillader det, er det meningen, at koret skal afslutte med at mødes i den virkelige verden til en korweekend og koncerter.

”Jeg håber, at vi bliver rigtig mange. Der er jo ingen begrænsning for hvor mange, vi kan være, for vi har med Facebook et landsdækkende lokale. Bliver vi mange, vil jeg lave undergrupper i koret med henblik på det sociale, for man kan selvfølgelig ikke lære 800 mennesker at kende på fire måneder,” siger hun om tiltaget, som startede for tilmelding mandag i denne uge.

Janne Wind lægger ikke skjul på, at det nye tiltag også skal være med til at give hende smør på brødet i en tid, hvor mange af hendes arrangementer er blevet aflyst eller udskudt.

”Regeringen gør alt, hvad de kan, for at erhvervsdrivende igen kan komme i gang. Men den har glemt, at vi er nogle, der lever af at underholde folk. Men nød lærer nøgen kvinde at spinde, og jeg synes selv, det her er verdens bedste idé. Her gør jeg det, jeg kan: skaber glæde med fælles koroplevelser. Og jeg har gjort det så billigt, jeg kan, så de fleste vil kunne være med,” siger hun.

Fremtidsforsker Anne-Marie Dahl oplever masser af nye onlinetiltag lige nu, hvor vi er tvunget til en digital omstilling både arbejdsmæssigt og socialt. Og meget ser ud til at fungere rigtig fint.

”Alle kriser sætter spor og et af coronakrisens er sikkert, at mange virksomheder og kulturinstitutioner vil udvikle virtuelle tilbud, så du for eksempel kan se pyramiderne indefra, høre og se Andrea Bocelli (italiensk tenor, red.) synge direkte fra domkirken i Milano og deltage i alskens form for undervisning – alt sammen hjemme fra sofaen. Og et onlinekor lyder fantastisk interessant, fordi vi kan komme i gang lige nu og her, hvor vi er slået hjem i pyjamassen,” siger hun.

Det ekstraordinært attraktive ved Janne Winds onlinekor er dog formentlig, pointerer Anne-Marie Dahl, udsigten til, at koret skal mødes i den fysiske verden på et tidspunkt.

”På sigt kan man spørge, hvilket univers der får størst betydning for os. Det virtuelle eller det fysiske? Det vil sikkert være begge dele. De digitale tilbud gør, at vi ikke bliver afhængige af geografi. De fysiske ting, vi så vælger at deltage i, kan til gengæld blive så meget desto vigtigere for os – nærmest rituelle, fordi vi her prioriterer det direkte menneskelige møde,” siger Anne-Marie Dahl.