Stadsstuen i den store villa i en velhavende forstad til Damaskus har tunge mørke gardiner og møbler med træudskæringer. I garagen holder to biler. I en moderne tand-lægeklinik sidder indehaveren af klinikken foran sin computer. Den 49-årige tandlæge Mohammed Ghabour bladrer i billederne på sin mobiltelefon. De viser livet, som det foregik hos en velstående syrisk familie, før borgerkrigen i Syrien for alvor tog fat. I Syrien drev Mohammed to tandlægeklinikker, og hans kone, Hodda Albjaj, gik hjemme og passede familiens fire drenge, der i dag er mellem 5 og 17 år.
I dag bor den syriske tandlæge og hans 35-årige kone under langt mere beskedne forhold i et lille anneks på 74 kvadratmeter hos Karina og Niels Hansen på en villavej i Farum nord for København. Mohammed Ghabour og Hodda Albjaj er blandt de første syriske flygtninge, der er blevet privat indkvarteret hos en dansk familie. Stuen i det lille hus med nyt køkken, en stue og soveværelse på en hems er møbleret med sofaer fra spejdernes loppemarked.
”Vi bor godt her. Niels og Karina hjælper os. Det er meget bedre end at bo på et asylcenter,” forklarer Mohammed Ghabour på arabisk krydret med nogle få danske gloser.
Sidste sommer besluttede ægteparret at forlade Syrien. De kunne ikke se nogen fremtid for dem selv og deres børn i det borgerkrigshærgede land. Mohammed Ghabour fortæller, at de betalte menneskesmuglere, hvad der svarer til omkring 65.000 kroner for flugten. De efterlod børnene, fordi det ville være for dyrt og risikabelt at flygte seks mennesker sammen. I dag bor børnene sammen med deres mormor i Mohammeds klinik. Familiens villa ligger i et område, der er hærget af voldsomme krigshandlinger, og huset er totalt ødelagt.
Parret tog flugten via Libanon til Tyrkiet, hvorfra de blev transporteret til Grækenland i en overfyldt båd. På den i alt tre uger lange rejse førte smuglerne dem siden til Italien og derfra i bil til Danmark, hvor de ankom den 21. september 2014. Det seneste halve år har parret boet på seks forskellige asylcentre. Den 15. januar flyttede de ind hos familien i Farum. De har fået opholdstilladelse i fem år og er i gang med kommunens treårige integrationsforløb. Lige nu går de på sprogskole.
I den lille stue i annekset er der tændt for dansk tv. Mohammed noterer flittigt fjernsynets danske ord.
”Karina og Niels hjælper mig med danske ord, når jeg laver lektier. Mit mål er at lære at tale dansk og klare mig her. På den måde er det en stor fordel at bo hos en dansk familie,” siger Mohammed.
Over en kop kaffe bag de store vinduer i Karina og Niels Hansen orangeri fortæller det danske par om mødet med de to syriske flygtninge. 41-årige Karina Hansen er ansat i et medicinalfirma, og 39-årige Niels Hansen sælger økologiske grøntsager i en gårdbutik. De bor i en ældre villa sammen med deres to børn Karla på 7 år og Anton på 10 år.
”Vi var enige om, at hvis vi skulle leje ud til flygtninge, så skulle det være syrere, som kulturelt ligger forholdsvis tæt på os. Det er forfærdeligt at se, hvordan et velfungerende samfund er brudt sammen. Egentligt havde vi håbet at få lejere, der kunne tale engelsk,” siger Niels Hansen.
Da Mohammed og Hodda kom på besøg i januar, var Karina og Niels ikke i tvivl om, at kemien var god. Så betød det mindre, at det syriske par ligesom en stor del af deres landsmænd ikke taler engelsk.
”Det er forbavsende, så langt man kan nå med kropssprog og lidt engelsk. Vi lever sammen som gode naboer. Vi har spist sammen et par gange, og så hjælper vi med praktiske ting. Da Mohammed og Hodda flyttede ind, tegnede jeg et kort til dem, så de vidste, hvor de var. Vi har også besøgt spejdernes lokale loppemarked, og vi hjalp med at få møblerne kørt hjem. Mohammed kommer også på besøg, når han skal have hjælp til dansklektierne. Det gør noget positivt ved os som familie, at vi kan hjælpe andre, og personligt får jeg det godt, når jeg kan hjælpe,” fortæller Karina Hansen.
Det nye naboskab har betydet, at det danske ægtepar har fået flugten fra borgerkrigen i Syrien ind på livet i hverdagen.
”Det har været en bevægende oplevelse. Mohammed viste os for eksempel billeder af den båd, der fragtede dem fra Tyrkiet til Syrien. Vi så, hvordan nogle af passagererne faldt i vandet. Mohammed og Hodda var velstående i Syrien og har efterladt alt. Det gør man altså ikke for sjov,” siger Niels Hansen.
Karina og Niels Hansen understreger, at det er meget vigtigt for det gode naboskab, at det syriske ægtepar bor sådan, at de kan trække sig tilbage.
”Der er gode dage og dårlige dage, hvor især Hodda er ked af det, fordi hun savner sine børn. Derfor er det godt, at vi bor sådan, at de kan være sig selv,” siger Karina Hansen.
Niels Hansen mener, at den private indkvartering kan gavne syriske flygtninges integration i det danske samfund på længere sigt.
”Hvis flygtninge får et godt forhold til danskere fra starten, så er der mindre risiko for, at de isolerer sig,” siger han.
Karina og Niels Hansen håber, at det syriske par på et tidspunkt kommer til at tale så godt dansk, at de kan føre egentlige samtaler.
”Der er så meget, vi gerne vil vide om deres kulturelle baggrund og om Syrien som land. Vi vil for eksempel også gerne vide mere om, hvorfor Hodda går med tørklæde,” siger Karina Hansen.
På sofabordet i anneksets stue ligger en mappe med eksamenspapirer, som Mohammed har bragt med fra Syrien. Han er uddannet som tandlæge fra et universitet i Rumænien og er i gang med at få sin uddannelse vurderet af Sundhedsstyrelsen.
”I Syrien arbejdede jeg 12 timer om dagen. Det er meget svært for mig ikke at være i gang. Jeg vil gøre nytte her i landet,” siger Mohammed, der udover sin tandlæge-uddannelse også er uddannet ingeniør.
På spørgsmålet, om han forestiller sig en fremtid i Syrien, slår han ud med armene.
”Jeg ville gerne tilbage, men jeg ved ikke, om der bliver fred.”
Hodda fælder en tåre, da samtalen kommer ind på børnene. Hun håber på en hurtig familiesammenføring, så den ældste søn kan komme til Danmark, inden han fylder 18 år og bliver indkaldt som soldat i den syriske hær.
”Min kone har meget svært ved at være adskilt fra sine børn,” siger Mohammed.