De nydanske kursister undrede sig. De skulle gennemføre et kursus, der skulle gøre dem parate til at få et job. Men kursuslokalet var tomt bortset fra et enkelt bord, en stol og en tavle.
”Hvor skal vi sidde?”, spurgte de kursuslederen Fahmy Almajid.
Han sendte kursisterne ned i kælderen for selv at hente borde og stole. Da det blev tid til pause, spurgte de, hvorfor kurset ikke sørgede for, at der blev serveret kaffe og te.
”Men det var lige præcis det, der var pointen. De skulle selv tage ansvar for at finde stole og organisere kaffe-pause. Er der måske nogen stat i deres hjemland, der har sørget for dem. Nej, slet ikke.”
Integrationskonsulent Fahmy Almajid fortæller om sine erfaringer som projektleder i Ringsted Kommune i 2007. Han mener, at erfaringerne er lige så aktuelle i dag som for otte år siden. Dengang som i dag er problemet, at det danske samfund er med til at gøre alt for mange indvandrere og flygtninge til passive modtagere af hjælp.
I Ringsted var opgaven at få gjort 50 af kommunens dårligst stillede indvandrere, der aldrig havde haft et job i Danmark, parate til arbejdsmarkedet. Forventningerne var lave. Hvis blot det kunne lykkes at få 10-15 procent i arbejde, så var kommunen tilfreds. Men efter halvandet år lykkedes det 82 procent af de godt 50 arabisktalende mænd og kvinder at finde et job.
Danmark har siden midten af 1999 vedtaget 21 integrationsplaner, og som beskrevet i Kristeligt Dagblad i går er regeringen nu på vej med plan nummer 22. Alligevel mener den 68-årige syrisk-fødte forfatter og integrationskonsulent, der har boet i Danmark siden 1971, at integrations-politikken bærer præg af manglende handling.
”Jo, der er masser af integrationsprojekter, og vi bruger milliarder på området. Flygtninge har et treårigt integrationsforløb. På sprogskolen bliver professoren sat ved siden af den ufaglærte, og man tager ikke i tilstrækkeligt omfang udgangspunkt i den enkeltes færdigheder. Nogle kommer i virksomhedspraktik i seks måneder, og så bliver de afløst af en anden virksomhedspraktikant. Men praktikken giver dem jo ikke et job,” siger Fahmy Almajid.
Fahmy Almajid fulgte i 1970'erne en bestemt gruppe flygtninge fra Libanon. Flere af dem havde en baggrund som mekanikere. De flyttede til den svenske by Södertälje, fordi lastbilfabrikken Scania havde brug for dem.
De fik en sprogundervisning, der var målrettet jobbet som mekaniker om formiddagen og arbejdede på fabrikken om eftermiddagen. I løbet af få måneder klarede de sig så godt, at de blev fast-ansat, og mange af dem fortsatte med at arbejde på Scania i årtier.
Fahmy Almajid mener, at Danmark kunne lære meget af historien fra Södertälje.
”Sidste år arbejdede jeg med en gruppe syriske flygtninge, der lige var kommet til Danmark og boede på et asylcenter. Alle spurgte: 'Hvornår kan jeg begynde på et sprogkursus, og hvornår må jeg gerne begynde at arbejde.' Det var ressourcestærke mennesker. De fleste var studerende, højt uddannede eller selvstændige fra middelklassen. Når de kommer her, har de brugt mellem 10.000 og 12.000 euro på rejsen (mellem 70.000 og 85.000 kroner, red.). Det burde være en perfekt gruppe at integrere,” siger Fahmy Almajid og opfordrer det danske samfund til at holde syrerne væk fra bistandskontoret.
”De skal arbejde fra dag ét for de penge, de modtager, for det er mange af dem vant til. Ellers risikerer Danmark, at syrerne, ligesom det er tilfældet for store grupper af somaliere og palæstinensere, ender på evig kontanthjælp,” siger Fahmy Almajid, som under et besøg i Canada oplevede, hvordan sprogskoler der havde åbent klokken 12 midnat, fordi mange indvandrere arbejdede både dag og aften.
”Midnatskurserne var oven i købet overtegnede. Det ville være utænkeligt i Danmark. Vi er selv skyld i, at der udvikles en forkert mentalitet. Vi skal fra dag ét give flygtninge og indvandrere et incitament til at komme i arbejde. Jeg vil ikke afskaffe kontanthjælpssystemet, for det er en fantastisk ting i Danmark. Men i forhold til flygtninge bliver det brugt forkert. Vi skal i langt højere grad være med til at sørge for, at flygtninge og indvandrere får et arbejde og meget hurtigere bliver selvforsørgende,” mener Fahmy Almajid.
Han afviser, at problemerne med at integrere flygtninge og indvandrere hænger sammen med kultur og religion, og at nogle muslimske grupper skulle være specielt vanskelige at integrere.
”At være godt integreret handler både om at have et arbejde og være godt socialt integreret. Det er rigtigt, at mange kinesere og vietnamesere er kommet i job. Men rent socialt er begge grupper nogle af de mindst socialt og sprogligt integrerede. Dårlig integration hænger først og fremmest sammen med sociale forhold. Når en gruppe som for eksempel palæstinenserne klarer sig dårligt sammenlignet med for eksempel iranere, skyldes det, at de fleste palæstinensiske flygtninge kom fra fattige flygtningelejre. De oplevede 15 års borgerkig, og en stor del fik ikke uddannelse. Mange af de iranske flygtninge kom derimod fra relativt veluddannede middelklasse-familier.”