Syv ud af 6161 mistede 112-opkald er indberettet i hovedstaden

Blot syv ud af 6161 såkaldte mistede 112-opkald til Region Hovedstadens vagtcentral er blevet indberettet som en utilsigtet hændelse til myndighederne.

Det skriver Berlingske.

Avisen har fået oplyst tallene af Region Hovedstadens Akutberedskab, der driver vagtcentralen. Opgørelsen gælder for de første otte måneder af året.

Et mistet opkald dækker over et opkald, der først bliver besvaret efter mindst 23 sekunder på grund af kø på telefonlinjen.

Ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed, der overvåger og analyserer indberetninger i sundhedsvæsenet, bør alle mistede opkald indberettes.

- Det er Styrelsen for Patientsikkerheds opfattelse, at mistede opkald hos vagtcentralen bør indrapporteres som en utilsigtet hændelse, skriver overlæge Lena Graversen til Berlingske.

En utilsigtet hændelse er, når noget går galt i sundhedsvæsenet, der medfører skade eller risiko for skade.

Hos Region Hovedstadens Akutberedskab har man en anden opfattelse.

- Ordet "mistede opkald" er en misforståelse af, hvad der rent faktisk sker. Opkaldet besvares forsinket, hvis det ikke kan besvares inden for 22 sekunder, men opkaldet er ikke mistet, skriver direktør Freddy Lippert til Berlingske.

Han siger videre, at et opkald, der ikke kan besvares på de 22 sekunder, ikke "automatisk" er en utilsigtet hændelse, så længe borgeren får hjælp i rette tid.

Er forsinkelsen kritisk, indberettes det, lyder det. Desuden er de syv indberetninger blevet håndteret.

Berlingske har den seneste tid afdækket problemer med opkald til 112 i regionen.

Tusindvis af opkald går tabt, når alarmopkald viderestilles fra Hovedstadens Akutberedskab til regionens vagtcentral.

Tidligere mandag meddelte regionens formand, Lars Gaardhøj (S), at han ønsker ekstern hjælp til at undersøge problemerne.

Han foreslår derfor, at 52-årige Mads Koch Hansen skal deltage i arbejdet, oplyser Region Hovedstaden i en pressemeddelelse.

Mads Koch Hansen har haft en række ledende poster inden for det danske sundhedsvæsen og et indgående kendskab til akutområdet.

Han har tidligere været lægelig direktør for Sygehus Lillebælt. Nu er han rådgiver og konsulent inden for sundhed og ledelse.

Lars Gaardhøj mener derfor, at han kan være med til at stille de rigtige spørgsmål under undersøgelsen.

Forslaget skal behandles på et møde i regionsrådet tirsdag aften. Her er en undersøgelse af problemerne på dagsordenen.

/ritzau/