Prøv avisen

Tørklædeforbud stopper ved dommere

Birthe Rønn Hornbechs udmelding om, at politikerne skal holde fingrene fra tørklædesagen, bliver mødt med kritik fra egne rækker. - Foto: Peter Kristensen.

Venstre afviser at udvide tørklædeforbund til domsmænd og lægdommere, som Dansk Folkeparti ellers ønsker.

Forbuddet med tørklæder og andre religiøse symboler stopper ved dommerne i danske retssale. Meldingen kommer fra Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg, efter at Dansk Folkeparti siger, at partiet ønsker et mere omfattende tørklædeforbud end det, regeringen spillede ud med onsdag.

- Det er den helt afgørende forskel på lægdommere og de juridiske dommere, at lægdommere gerne skal afspejle det omkringliggende samfund. Derfor har regeringen lagt det helt rigtige snit, siger Inger Støjberg til Ritzau.

Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, er tilfreds med, at dommere ikke kan bære tørklæde, men ser gerne et mere omfattende forbud.

- Det er klart, at vi ikke er tilfredse med, at forslaget kun omfatter dommerne, siger Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, der også vil have domsmænd, nævninge, skolelærere og andre offentligt ansatte omfattet af et forbud.