Det er ikke længere et tabu at tale om, at man skal dø en dag. Det viser en ny undersøgelse, lavet for Ældre Sagen af firmaet Rådgivende Sociologer.
87 procent af de adspurgte over 18 år svarer, at de har talt med andre om deres egen død. 52 procent svarer, at de finder det let at tale med andre om døden. På trods af at det er normalt at have talt om den, så svarer 53 procent af de adspurgte, at de mener, at man taler for lidt om døden i Danmark.
Det kan ses som et udtryk for en kultur, hvor det er blevet et ideal at tale om døden. Det siger Svend Brinkmann, professor i psykologi ved Aalborg Universitet. Efter årtier, hvor døden var et tabu, ved mange, at det kan være vigtigt at tale om døden, hvilket Brinkmann kobler med indflydelsen fra eksistensfilosofien.
”I eksistensfilosofien fra stoikerne over Kierkegaard til Heidegger er døden et centralt og værdsat tema. Hvis mennesker forholder sig til deres død, kan de få et liv med større fylde, og de kan få bekræftet væsentligheden af relationerne i deres liv. En risiko ved den tænkning er blandt andet, at døden bliver instrumentaliseret som noget, der kan give livet intensitet.”
Psykolog Bo Snedker Bomann oplever i sit arbejde med alvorligt syge, at åbenheden om døden for nogle har taget overhånd. For et par måneder siden skrev han et debatindlæg i Berlingske om emnet og modtog over 100 henvendelser fra mennesker, som takkede ham for at sige, hvad de tænkte: Det er upassende at gøre det til et dogme, at man absolut skal tale om sin død.
Han mener, der er brug for en besindelse på døden som et både socialt og privat anliggende.
”Jeg møder kræftpatienter, som i en samtale med naboen hen over hækken bliver spurgt, om de har gjort sig tanker om den sidste tid. Spørgsmålet er sikkert stillet i venlighed, men er et spejlbillede af en kultur, hvor vi har gjort det til en norm, at døden er noget, vi også skal kunne tale om. De færreste ville vel tale om deres seksuelle fantasier eller øvrige meget private forhold hen over hækken. Jeg argumenterer for et vist mådehold. Det må ikke blive en pligt at skulle berette for enhver, hvad man tænker om døden, uanset om man er svært syg eller ej.”
Det er muligt, at det er et ideal, at man skal kunne tale om døden, men når cand.comm. Stine Buje holder foredrag om død og sorg, møder hun mange, som synes, det er svært at tale om deres jordiske livs afslutning. Hun har blandt andet specialiseret sig i at skrive døendes livsfortællinger, og de døende fortæller jævnligt om den larmende tavshed, de mærker fra deres omgivelser.
”Døden er let at forholde sig til som fænomen på afstand, men når den kommer tæt på, kan det være svært at sætte ord på de tanker og følelser, som udspringer af, at vi skal herfra. Mange døende fremhæver kommunikationen som det væsentligste, og de vil hellere have, at folk spørger for meget end slet ikke. Det kan være ensomt at gå døden i møde alene, hvis der ikke er nogen, der tør at gå med ind i det magtesløse rum, som døden skaber. Og vi ved fra efterladte, at noget af det, som kan nage, er følelsen af at sidde tilbage med noget, som er usagt,” siger Stine Buje.
Ruth Østergaard Poulsen, der er hospitalspræst på Aalborg Universitetshospital, er med sine 67 år gammel nok til at huske, hvordan døden var omgærdet af tavshed. Hun advarer mod, at man falder i den modsatte grøft.
”Der skal være plads til, at vi er forskellige. Vi må ikke blive smagsdommere over, hvor meget eksempelvis et par skal tale sammen. For det kan opleves nærmest som et overgreb, hvis man tvinger folk til at tale.”