Tæt løb til bispevalg i Aalborg, USA vil bekæmpe covid-19 og klimaforandringer, og forældre kan ikke passe deres syge børn

Her samler Kristeligt Dagblad nogle af dagens vigtigste historier om tro, etik, eksistens og de værdikampe, der foregår i ind- og udland

Tæt løb til bispevalg i Aalborg, USA vil være verdens førende inden for bekæmpelse af covid-19 og klima, og pressede forældre kan ikke passe deres syge børn.
Tæt løb til bispevalg i Aalborg, USA vil være verdens førende inden for bekæmpelse af covid-19 og klima, og pressede forældre kan ikke passe deres syge børn. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix/Eduardo Munoz/Reuters/Ritzau ScanpixPhilip Davali/Ritzau Scanpix/.

Godmorgen, 

Det er blevet onsdag og tid til ugens tredje Morgensamling. Vi starter ud i Aalborg, hvor der i går forelå et resultat af første valgrunde i et uhyre tæt bispevalg i Aalborg Stift. Provst Annette Brounbjerg Bennedsgaard og provst Thomas Reinholdt Rasmussen fik henholdsvis 39,2 og 38,1 procent af de i alt 1539 afgivne stemmer, mens sognepræst Hanne Dahl med 22 procent af stemmerne røg ud. Det er et resultat, der er så tæt, at der finder en ny valgrunde sted mellem de to tilbageværende kandidater, som går i gang i starten af oktober. Det skriver Kristeligt Dagblad i dagens avis. 

Kirkeanalytiker Morgen Bangsgaard siger til Kristeligt Dagblad, at det i det kommende valg kan være hjemmebanefordelen, der kan være med til at gøre udfaldet:  

"Det bliver spørgsmål om tilhørsforhold såvel som et spørgsmål om kirke- og teologisyn, der kommer til at være afgørende."

Danmark donerer yderligere tre millioner coronavacciner til klimasårbare lande 

I går aftes meddelte statsminister Mette Frederiksen (S), at Danmark donerer yderligere tre millioner doser coronavacciner til lande i Afrika og klimasårbare østater. Dermed er Danmark oppe på at donere i alt seks millioner vaccinedoser fra AstraZeneca og Johnson & Johnson. Årsagen findes i, at Danmark har nok vacciner til at dække det danske behov, re-vaccination inklusiv. Derfor vil Danmark bidrage til, at flere i resten af verden kan opnå immunitet. 

USA vil være verdens førende i kampen mod covid-19 og klimaforandringer 

Apropos Mette Frederiksen og politik. Som nævnt i gårsdagens Morgensamling har Mette Frederiksen netop været i New York, hvor årets generalforsamling i FN netop er begyndt. Her diskuterer verdensledere blandt andet den globale udvikling. 

Her lagde USA's præsident Joe Biden i sin tale vægt på, at USA - som Danmark - ønsker at give bistand til sårbare lande i klimakrisen. Han vil fordoble den finansielle bistand til lande, der er sårbare over for klimakrisen, skriver The Guardian. Det bringer USA op på et beløb på mere end 11 milliarder dollars. 

Ifølge Biden vil USA være verdens førende inden for bekæmpelse af covid og klimaforandringer og for fred og sikkerhed. Han opfordrede verdens ledere til et internationalt samarbejde, men slog ligeledes fast, at USA ikke er bange for at lade sine ideer og styrke lede verden. Talen falder på et tidspinkt, hvor USA's allierede i Europa har kritiseret USA for netop at gå enegang. Alligevel kalder Mette Frederiksen talen for "en ubetinget fornøjelse". Det siger hun til TV 2

Region Hovedstaden vedtager undersøgelse af 112

Fra det store udland skal vi herhjem igen. For i går vedtog Region Hovedstadens politikere en undersøgelse af forsinkede opkald til 112. Det skriver Region Hovedstaden i en pressemeddelelseBerlingske har den seneste tid afdækket problemer med opkald til 112 i regionen. Her er det kommet frem, at tusindvis af opkald til 112-vagtcentralen er gået tabt, og at det er et problem, som beredskabets ledelse har kendt til i over to år. Til Ritzau fortæller formand for Region Hovedstaden, Lars Gaardhøj (S), at det er vigtigt, at der kommer en afklaring hurtigst muligt, så der igen kan komme tryghed omkring opkald til 112.

Støtte til dødshjælp skyldes manglende viden om alternativer 

Vi bliver i det danske sundhedsvæsen. For på forsiden af Kristeligt Dagblad kan man i dag læse om, at et flertal af læger mener, at mere viden og bedre adgang til lindring vil dæmpe danskernes tilslutning til aktiv dødshjælp. Selvom flertallet falder, som Kristeligt Dagblad forleden kunne fortælle, er der stadig støtte til en legalisering af aktiv dødshjælp blandt 62 procent af danskerne. I en ny undersøgelse foretaget af Kristeligt Dagblad mener et flertal af 127 læger dog, at dette i høj grad hænger sammen med manglende tilstrækkelig om alternativerne, ligesom det påpeges, at den palliative indsats herhjemme heller ikke altid er beundringsværdi. 

Pressede forældre kan ikke passe deres syge børn

Ifølge en ny undersøgelse fra Epinion, foretaget for Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund (BUPL), oplever otte ud af ti forældre, at de i nogen eller mindre grad - eller slet ikke - har mulig for at passe deres syge børn, til de bliver raske. Det skriver Politiken.

Undersøgelsen viser også, at hver tredje forælder vælger selv at melde sig syg for at kunne det syge barn, da mor og far kun har ret til én eller højest to hjemmedage med deres syge børn. 

BUPL frygter en ny smittebølge, da vi igen kan opleve, at pressede forældre afleverer småsyge og decideret syge børn i skole eller institution. Samtidig har mange kommuner af sparehensyn droppet den ekstra rengøring og hygiejne, der har været prioriteret under pandemien. 

Bare rolig, edderkoppen kravler ikke ind i din mund

Til slut kan alle med araknofobi ånde lettet op. Selvom det er blevet efterår, og mange føler, at de små ottebenede dyr vrimler frem, så har professor ved Statens Naturhistoriske Museum, Nikolaj Scharff, betryggende informationer på vej. Først og fremmest slår han til TV 2 LORRY fast, at ingen af de cirka 565 edderkoppearter, der findes i Danmark, er farlige for mennesker. Så langt så godt. Derudover kan nattesøvnen sikres, da Scharff fastslår, at de små dyr slet ikke bryder sig om at være i din fugtige mund. Dermed er myten om edderkopper, der kravler ind i din mund om natten, også aflivet.

Men hvis en edderkop alligevel skulle forvilde sig derind, så er de faktisk så sprængfyldt med proteiner, at du med fordel kan spise dem som en lille delikatesse. Nikolaj Scharff lover, at de smager fint og vil endda mene, at det er de færreste, der kan smage forskel på en dybstegt reje og en edderkop. Hermed er et bud på onsdagens aftenmenu givet videre. Velbekomme!

Morgensamling er Kristeligt Dagblads nyhedsoverblik om tro, etik og eksistens. Morgensamling udsendes som nyhedsbrev alle hverdage. Skriv dig op her.