Prøv avisen

Takt og tone i Underdanmark

Gadeprostitueret i Istedgade. Foto: Linda Kastrup/.

Der findes ingen fællesskaber uden etiske regler. Heller ikke blandt de mennesker, der lever på kanten af samfundet og loven. Kristeligt Dagblad tog på besøg i det såkaldte Underdanmark, hvor det er de prostituerede, stiknarkomanerne og mændene på bænken, der sætter standarden for takt, tone og næstekærlighed

Der dufter af steg og let parfume. Kvinderne ved bordet lader det farserede kalkunbryst gå rundt til rytmen af lavmælte høfligheder. Godt, du kom, Er du sulten?, Vil du række mig salaten?.

Det er en påfaldende stille aften på Reden i Odense et værested for gadeprostituerede i Danmarks tredjestørste by og stemningen står i skarp kontrast til de aftener, hvor kvinderne kalder hinanden kælling og luder, og personalet i en venlig, men bestemt tone må bede dem lade være med at stjæle hinandens frikadeller og love sidemanden tæsk.

De rå og højrøstede aftener passer nok bedst til vores forestilling om bordskik i Underdanmark, hvor de, vi normalt kategoriserer som normløse og amoralske, sætter standarden for den gode opførsel. Men det moralsk anløbne Underdanmark er ikke hele sandheden. Der findes et sæt af uskrevne regler og etiske normer blandt lommetyvene, stiknarkomanerne, de prostituerede og mændene på bænken. Sådan lyder det fra gadearbejderne, etik-eksperterne og beboerne selv.

LÆS OGSÅ: Faglig flid er atter populær hos de unge

Smukke Emilia fra Bukarest holder cigaretten fast mellem sine pinkmalede læber, mens hun binder snørebåndene på de knælange og tyngdekrafts-fornægtende sorte støvler. De stramme leggings smyger sig om hoftens kurve, og i hver øreflip glimter et lille guldvedhæng formet som en stjerne. Hun er en af de piger, der har mest succes i gaden, og hun kunne ikke drømme om at dele ud af sin indtjening til kvinder, der efter årelangt misbrug, druk og gadeliv bliver valgt sidst og betalt mindst for deres ydelser.

Pigerne her må klare sig selv, siger hun med tyk østeuropæiske accent og gør en fejende bevægelse med hånden for at understrege, at det i hvert fald ikke kan være hendes problem, hvis nogle af de andre kvinder i gaden har svært ved at skaffe kunder og penge.

Alligevel er der to ting, Emilia aldrig ville drømme om at nægte en af de andre kvinder: kondomer og beskyttelse mod voldelige kunder. Hun siger det uden at tøve eller tænke nærmere over det. Det er en uskreven regel i gaden, at det bare er sådan, det er. Når der er optræk til ballade, trækker pigerne sammen og gør fælles front. Og hvis en af dem har brug for et ekstra kondom for at beskytte sig mod kønssygdomme eller uønsket graviditet, får hun lov at låne.

Så står vi sammen. Det er vigtigt, at vi kan beskytte os selv og hinanden. Det er reglen på gaden, vi regner med hinanden. Derfor deler man også altid ud af sine kondomer, det er virkelig dårlig stil at sige nej. Det er der ingen, der gør, siger Emilia.

Det er netop den tilgang, der kendetegner den form for etik, der udspiller sig blandt de mennesker, som lever på kanten af samfundet, fortæller blandt andre Mette Guul, leder af Reden i Odense.

Der kan være en virkelig hård tone, men når det kommer til stykket når det virkelig gælder så passer de alligevel på hinanden, siger hun.

Som for eksempel den gang, hvor en af Redens kvinder delte sin dosis metadon med en kvinde, der lå rystende på sofaen og ikke selv var i stand til at hente sin abstinensdæmpende medicin. Eller da en kvinde måtte fejre endnu en børnefødselsdag uden sit tvangsfjernede barn og fik trøstende knus og forstående blikke af de andre.

Når det virkelig gør ondt, rækker de ud, siger Mette Guul og fortsætter:

Kvinderne her kan være benhårde mod hinanden og tale til og om hinanden på en måde, så vi er nødt til at bede dem om at stoppe eller gå. Men lige så grove og hårde de kan være, lige så omsorgsfulde kan de også være over for hinanden. Det handler selvfølgelig om, at de ofte kan genkende problemerne selv. De ved, hvad det vil sige at have abstinenser, føle sig truet eller savne et barn, man ikke har set i flere år. Men det er ikke kun det. Selvom livet har været meget hårdt ved mange af kvinderne her, så formår de alligevel at bevare deres menneskelighed og omsorg for andre, fortæller Mette Guul.

Den samme erfaring har Mette Birk, der er gadepræst i Aarhus, gjort sig. Faktisk er det hendes oplevelse, at viljen til at gøre lidt ekstra og ofre lidt mere for sin næste er større blandt mennesker, der lever på kanten, end i det omgivende samfund.

Det er min oplevelse, at mange udsatte ligefrem kan være bedre til at tage hensyn og dele ud af det lidt, de har. Jeg synes, det er tankevækkende, hvor tit jeg ser folk give en af deres sidste cigaretter væk eller låne en plads på sofaen ud til en kammerat, der ikke har noget sted at sove, siger Mette Birk, der samtidig peger på, at der er en langt hårdere selvjustits og en mindre grad af berøringsangst blandt mennesker, der lever udsatte liv.

For eksempel da to hjemløse mænd påtog sig at lægge en dæmper på en uromager til en kirkekoncert. Manden opførte sig truende, råbte op og skældte ud, og et par unge, der var nye i miljøet, følte sig usikre. Det ville de to hjemløse ikke finde sig i, så de tog det på sig at sætte manden på plads. De talte roligt, men bestemt til ham, og han makkede ret og faldt til ro.

Jeg synes ofte, de er bedre til at blande sig og træde i karakter, hvis de oplever, at der bliver overskredet en grænse. De siger fra og er ikke berøringsangste især ikke, hvis der er noget, der går ud over børn eller unge. Der kan det bedre borgerskab måske i højere grad have en tendens til at se den anden vej, siger Mette Birk.

Morten Dige, lektor i anvendt etik ved Aarhus Universitet, forklarer, at fælleskaber, der kan se normløse og kaotiske ud på overfladen, sagtens kan være ordnede i et moralsk kodeks, som kun de indviede kender og forstår.

Der findes ikke samfund eller fællesskaber uden en form for etiske regelsæt skrevne eller uskrevne. Normer og regler er helt grundlæggende for, at et samfund eller et fællesskab kan bestå. Der vil derfor altid være en nogenlunde tydelig praksis for, hvad der er rigtigt og forkert. Det kan så være normer, der er helt forskruede, eller normer, der går direkte imod det omgivende samfunds retspraksis. Men det kan samtidig være normer, der sørger for en vis grad af sikkerhed for medlemmerne, siger Morten Dige.

Blandt Redens kvinder er det for eksempel helt utænkeligt at sladre om en anden kvinde til politiet eller fortælle, hvor de kan finde en efterlyst. Omvendt er det god stil blandt stiknarkomanerne at ringe efter både ordensmagt og en ambulance, hvis der er risiko for, at en har fået en overdosis, eller advare hinanden, når der er farligt stof i omløb.

På Reden i Odense er kalkunstegen spist op, og kvinderne gør klar til at tage på arbejde. Emilia tager opstilling på gaden og ryger en cigaret i selskab med en anden rumænsk kvinde. Hun hedder Daria, er lille, forknyt og spinkel og har stort set ikke sagt noget under middagen. Men sammen med Emilia liver hun op. De to kvinder taler sammen på deres fælles modersmål og kommer pludselig til at grine. I et øjeblik ligner de bare to helt almindelige veninder på aftentur. Fortrolige og fnisende. Indtil en bil blinker ind til siden, og Emilia skyder brystet frem.

Vi ses senere, pas på dig, siger hun med et kort nik i Darias retning, før hun sætter sig ind i bilen og kører væk.