Tamilsagen har sat sine spor i dansk politik

25 år efter Tamil-sagen er flere politikere og juridiske eksperter enige om, at den har ændret dansk politik og forvaltning

I 1983 var der stadig et nært samarbejde mellem statsminister Poul Schlüter (tv.) og justitsminister Erik Ninn-Hansen (th.), selvom de tilhørte forskellige fløje i Det Konservative Folkeparti. Med Tamil-sagen sidst i 1980’erne og først i 1990’erne blev Ninn-Hansen dog årsag til Schlüters fald og firkløverregeringens endeligt. –
I 1983 var der stadig et nært samarbejde mellem statsminister Poul Schlüter (tv.) og justitsminister Erik Ninn-Hansen (th.), selvom de tilhørte forskellige fløje i Det Konservative Folkeparti. Med Tamil-sagen sidst i 1980’erne og først i 1990’erne blev Ninn-Hansen dog årsag til Schlüters fald og firkløverregeringens endeligt. – . Foto: Mogens Ladegaard/Ritzau Scanpix.

Netop som skandalen om Tamil-sagen runder sit 25-års- ”jubilæum,” er integrations- og udlændingeminister Inger Støjberg (V) ude i et politisk stormvejr om myndighedernes ulovlige hjemsendelse af afviste, syge asylansøgere.

Hvad indhold angår, minder de to sager om hinanden, men det politiske klima omkring dem er som syd og nord. De 25 år har sat sine spor.

Den 14. januar 1993 afleverede højesteretsdommer Mogens Hornslet sin 6000 sider lange rapport om Tamil- sagen til daværende stats- minister Poul Schlüter (K), der få timer senere opgav at regere videre.

Sagen fik dybe og langvarige konsekvenser for både politikere, embedsmænd og samspillet mellem dem, lyder det fra politikere og juridiske eksperter.

Politisk kommentator og tidligere konservativ justitsminister i Poul Schlüters regeringer, Hans Engell, kalder den i et nyt magasin fra Altinget.dk ligefrem for ”Danmarks Watergate” efter den amerikanske skandalesag, der i 1974 kostede Richard Nixon jobbet som præsident.

Tamil-sagen handlede første og fremmest om, at en minister – daværende justitsminister Erik Ninn-Hansen (K) – tvang sine embedsmænd til at forvalte i strid med gældende lov. Siden har det været debatteret, hvor grænsen går for embedsmænds pligt til loyalt at betjene en minister og til at sige fra.

Politisk markerede Tamil-sagen begyndelsen på en lang strid om udlændinge og integration. Ninn-Hansen ønskede at begrænse indvandringen, men han stod samtidig med ansvaret for at administrere Udlændingeloven fra 1983, der af kritikere blev beskyldt for at være alt for liberal og blandt andet gav flygtninge retskrav på familiesammenføringer.

Siden er lovgivningen blevet strammet utallige gange, og det er bare en af grundene til, at Tamil-sagen næppe kunne være blevet en sag i dag.

Folketingets længst siddende medlem, Bertel Haarder (V), var minister i Poul Schlüters regeringer i 1980’erne, og han oplevede Tamil-sagen fra første parket. For ham er der ingen tvivl om, at sagen har ført ændringer med sig, særligt i forholdet mellem politikere og embedsmænd.

”Den direkte følge var, at embedsmænd fik klarhed over, hvad de skal gøre, hvis de har en minister, som måske bevæger sig ud i ulovligt terræn. Så går man til sin overordnede. Og hvis man ikke er tryg ved det, kan man i sidste ende gå til Statsministeriets departementschef,” siger Bertel Haarder.

Han mener, at politikere nok er blevet mere forsigtige, for ingen vil ”slæbes gennem skidtet” i medierne. Fra sin egen tid kender han til fristelsen til at skyde skylden for fejl på embedsmænd.

”Vi skal prøve at undgå, at politikere skyder skylden på embedsmænd, når der er noget galt, selvom man som minister ikke kunne ane noget om det.”

”I min første periode som undervisningsminister var der en ret stor skandale. 100.000 gymnasieelever var blevet opkrævet et ulovligt gebyr, og det anede jeg intet om.”

”Mine embedsmænd havde ikke fortalt mig, at det var ulovligt, og det vidste de måske heller ikke. Jeg spurgte min erfarne kollega Knud Enggaard, hvad man gør, og så sagde den kloge rad: ’Du skal bare tage ansvaret for det. Næste gang er det måske dig, der dummer dig, og så er det vigtigt, at dine embedsmænd hjælper dig’. Det, synes jeg, var meget klogt sagt,” siger Bertel Haarder.

Juristernes og økonomernes faglige organisation, Djøf, tog allerede i 1993 initiativ til det såkaldte Nordskov Nielsen-udvalg under ledelse af Lars Nordskov Nielsen, som skulle se nærmere på samspillet mellem embedsmænd og politikere.

Det blev siden vendt mange andre steder, og for et par år siden blev det taget op i det såkaldte Bo Smith-udvalg, som Bertel Haarder deltog i som politiker sammen med Københavns overborgmester Frank Jensen (S).

Udvalget anbefalede blandt andet et kodeks for, hvordan embedsmænd skal optræde.

Finansministeriet udsendte senere dette kodeks til 10.000 ansatte i centraladministrationen. Det indskærper blandt andet syv pligter for embedsmænd, som betjener ministre, nemlig ”Lovlighed, Sandhed, Faglighed, Udvikling og samarbejde, Ansvar og ledelse, Åbenhed om fejl samt Partipolitisk neutralitet”.

Et andet af udvalgets medlemmer, professor emeritus Jørgen Grønnegård Christensen, Aarhus Universitet, mener, at Tamil-sagen i hvert fald har medført én væsentlig ændring.

”På det formelle plan er der blevet en langt større opmærksomhed om problemerne ved samspillet mellem politikere og embedsmænd,” siger han.

Udvalget nåede også frem til, at der ikke er kommet flere ”skandale- sager” med tiden, selv- om man ind i mellem kunne få det indtryk.

Fra de seneste år kan i flæng nævnes Stephen Kinnocks og Helle Thorning- Schmidts skattesag, statsløsesagen, Eritrea-sagen, Christianiasagen (om Justitsministeriets ”nødløgn”) og ”barnebrudssagen”, hvor integrations- og udlændingeminister Inger Støjberg (V) fik kritik af Folketingets Ombudsmand for at have adskilt såkaldte barnebrude fra deres ægtefæller.

Lektor Pernille Boye Koch fra Institut for Samfunds- videnskab og Erhverv ved Roskilde Universitet er i tvivl om den langsigtede effekt af Tamil-sagen.

”Umiddelbart var sagen et stort chok, og mit indtryk er, at embedsmænd lige efter Tamil-sagen var mere selvkritiske og selvransagende, end det, vi har set i de senere år,” siger hun.

Ifølge hende har der dog været en grundigere debat blandt jurister og forvaltningsfolk om samspillet mellem politikere og embedsmænd, men i dag kan man godt få indtryk af, at diskussionen er lukket noget ned på grund af Bo Smith-udvalgets rapport, mener Pernille Boye Koch.8