Søndag åbnede kulturlivet efter at have været lukket ned for tredje gang. Denne gang har nedlukningen varet fire uger, og det er med hjertet oppe i halsen, at teaterdirektør Lars Sennels fra Vendsyssel Teater har ventet meldingen om genåbningen – for et teater er ikke bare noget, man kan lukke og åbne igen.
Er I klar til at åbne nu?
Vi er meget klar og har været det længe. Kulturinstitutionerne kan rutinen nu med sprit, masker og afstand.
Hvorfor er det særlig svært at åbne og lukke et teater?
Teater er en langsom disciplin. Prøverne op til en premiere tager typisk seks-syv uger. Vores skuespillere er freelance-ansatte på tidsbestemt kontrakt. Hvis vi stopper prøverne en uge, må vi skubbe premieren en uge, og det betyder, at vi kan spille en uge kortere og sælger færre billetter, for vi kan ikke forlænge, fordi skuespillerne skal videre til andre opgaver.
Hvad er din største bekymring, hvad angår genåbningen?
Det er, at skuespillerne bliver syge. Jeg har en kollega med 13 syge skuespillere lige nu, og de må udsætte en premiere. Vi har en stor premiere på Anton Tjekhovs Onkel Vanja den 17.februar. Skuespillerne er ansat til 20. marts, hvor vi spiller den for sidste gang. Hvis de bliver syge nu, er vi ude i hele møllen igen med, at en udsat premiere betyder kortere spilletid og færre solgte billetter, fordi ansættelsen udløber. Derfor har vi bogstaveligt talt lukket dem inde i prøvesalen. Vi har lavet en boble med dem i – de må ikke være en del af det øvrige teater eller være sammen med administrationen.
Fredag var der 23.614 smittede. Tør folk gå i teatret?
Folk er ved at dø af skræk over at sidde sammen. Billetsalget står overordentligt stille lige nu, selvom vi har gode varer på hylderne. Vores første forestilling er på torsdag, og for dén er vores indekstal lige nu omkring 50, det vil sige, at vi har solgt halvt så mange billetter, som vi havde regnet med.
Regeringen er ved både denne og de tidlige nedlukninger af kulturlivet blevet kritiseret for at have for lidt forståelse for teater-branchens planlægningshorisonter. Er du enig i den kritik?
Der har været stor usikkerhed om, hvorvidt vi faktisk ville få lov at åbne igen 17. januar, og også på Vendsyssel Teater har vi sukket efter, om vi ikke kunne få klar besked i bedre tid. Alene at sætte gang i billetsalget tager tid, vi skal markedsføre og sige til publikum, at vi er her igen. Folks vaner ændrer sig hurtigt – det er som om, flere har opdaget sofaens velsignelser og købt Netflix og HBO og hygger derhjemme. De skal ligesom genopdrages til at komme i teatret.
Er tredje gang sidste gang, tror du?
Det håber jeg. Men på den anden side: hvorfor skulle det være det: Der er mange bogstaver i det græske alfabet (til at navngive corona-varianter, red.). Nu er det tredje gang, og i Nordjylland fik vi en ekstra tur i 2020, hvor alt blev lukket helt ned. Dengang havde vi en helt færdig forestilling, som aldrig er blevet spillet. Eller: den blev spillet én gang for de syv personer, der var på arbejde, den dag den blev færdig.
Hvad glæder du dig mest til, nu hvor I åbner?
Jeg glæder mig helt vildt til Tjekhovs Onkel Vanja, som er en klassiker. Vi har aldrig før spillet Tjekhov på Vendsyssel Teater, og den forestilling er sæsonens store nummer. Skuespillerne har levet i uvished så længe, om teatrene faktisk ville åbne, og nu er de helt euforiske.