Selvom legender almindeligvis fortaber sig langt tilbage i historiens tåger, eksisterer der en stærk legende i tiden, som kun går tilbage til Californien, USA, i 2007. På computermessen Macworld i San Francisco i januar det år træder chefen for it-firmaet Apple, Steve Jobs, frem og bebuder, at et nyt produkt er på vej, som vil forene kvaliteterne ved mobiltelefonen, den bærbare computer og den bærbare musikafspiller, iPod. Ifølge Jobs vil produktet være fem år foran alt andet i it-verden, og Apple forventer, at firmaet inden udgangen af 2008 vil have solgt 10 millioner eksemplarer af sin nyskabelse, der bærer navnet iPhone.
Den 29. juni 2007, altså i morgen for 10 år siden, kom den første iPhone så i handelen i USA.
Herhjemme var magasinet Computerworld parat med en anmeldelse samme dag. Den konstaterede, at det nye apparat havde et smart design og en spændende multi-trykskærms-funktion, men at batteriets korte levetid, prisen på hele 3000 kroner og den mangelfulde 3G-internetdækning udgjorde en barriere, hvorfor iPhone fik det skudsmål fra en analytiker, at den ”vil næppe revolutionere mobilt internet, fordi den ikke kan forventes at nå en kritisk masse til at påvirke markedet i nævneværdig grad inden for den nærmeste fremtid.”
I bagklogskabens lys kan man uden at drille blot konstatere, at hverken prisen eller andre barrierer hindrede iPhone i at erobre enorme andele af markedet for mobiltelefoni og mobilt internet.
Hvis nogen havde ment, at Steve Jobs’ vurdering var overdrevet optimistisk, taler tallene deres eget sprog om det modsatte. Det anslås, at Apple ved udgangen af 2008 ikke havde solgt 10 millioner, men 17,3 millioner iPhones. I april 2010 passerede man 50 millioner solgte iPhones, i begyndelsen af 2011 lød tallet på 100 millioner – og sidste år rundede Apple en milliard solgte eksemplarer af telefonen, som efterhånden findes i en række udgaver. Her i 2017 er der danske kunder nok, der vil give mere end 6000 kroner for en iPhone 7 Plus, selvom de ældre modeller kan erhverves væsentligt billigere.
Samtidig med, at mobilmarkedet blev erobret, gik Apple også på erobringstogt på markedet for foto, video og musik. Såvel firmaets egen iPod som små, billige håndkameraer blev nærmest overflødige, for funktionen herfra var integreret i den nye telefon.
Tilmed skulle iPhone – som har været med til at gøre Apple til det stærkeste varemærke i verden – også æde sig gevaldigt ind på de foregående årtiers største it-succes, den personlige computer. ”Indtil iPhone kom på markedet, var en mobiltelefon primært en telefon, også selvom andre firmaer var tidligere ude med at give mobiltelefoner flere funktioner.
Det, som kendetegner iPhone, er, at den omskaber mobiltelefonen til en minicomputer, som er meget brugervenlig, og som integrerer en hel række funktioner og produkter, så de er tilgængelige på kryds og tværs af flere it-platforme. Det er et vigtigt teknologisk skridt,” fortæller Kristian Hvitfeldt Nielsen, lektor og leder af Center for Videnskabshistorie ved Aarhus Universitet.
Han har undersøgt mobiltelefonens historie og peger på, at de første modeller går helt tilbage til 1940’erne. Dengang var det dog nærmere bil-telefoner, idet deres vægt gjorde, at de ikke lige lod sig transportere rundt i lommen.
I 1973 kom den første håndholdte mobiltelefon fra firmaet Motorola, og op gennem 1980’erne blev sådanne telefoner efterhånden almindelige. Men kun til telefonsamtaler.
”I begyndelsen af 1984 blev sms’en opfundet ved lidt af et tilfælde. Der var en ingeniør, som fandt ud af, at der var en ubrugt frekvens, som kunne bruges til korte tekstbeskeder. I begynden af 1990’erne blev denne funktion tilgængelig for almindelige telefonbrugere, men der var ingen, der troede, at det var noget særligt. I dag kan vi se, at det var første skridt i retning af at se telefonen som den multifunktionelle maskine, den er i dag,” forklarer Kristian Hvitfeldt Nielsen.
Han tilføjer, at længe før Apple var det japanske mobiltelefonselskab NTT langt fremme med den mobile internetservice i-mode, som gjorde det muligt at sende beskeder, filer og billeder fra den ene mobiltelefon til den anden.
Så når legenden om Steve Jobs lægger op til, at Apple-stifteren besad et helt unikt klarsyn i forhold til at forudse det moderne menneskes behov for at kunne kommunikere og lade sig underholde, som kun han havde set i 2007, er det en overdrivelse.
Steve Jobs-legenden, som Apples egen pr-afdeling gerne bidrager til, og som i 2013 blev understøttet af Hollywoodfilmen ”Jobs”, handler om den visionære hippie og it-nørd, som i 1980’erne udvikler Apple-computeren, men i det efterfølgende årti trænges ud af sit eget firma af kræfter, der går efter den hurtige indtjening.
Sidst i 1990’erne, da Apple skranter, vender Jobs imidlertid tilbage, indfører nye visioner og lækkert design, og med udviklingen af iPhone og fra 2010 tablet-computeren iPad når han at erobre it-markedet og ændre verden, inden han i 2011 dør af kræft.
Ifølge Kristian Hvitfeldt Nielsen indvarslede iPhone nye tider, i og med at telefonen samlede mange funktioner på en flade, der var nem at betjene.
Samtidig var designet, skabt af den industrielle designer Jonathan Ive, meget smartere, end hvad man kendte fra gigant-mobilselskaber som finske Nokia og amerikanske Motorola, som nu måtte affinde sig med at spille anden og tredje violin.
Og det lykkedes Apple at gøre iPhone til et statussymbol, en social markør, der viser, at man hører til de smarte, dynamiske mennesker, der er med på noderne.
Men videnskabshistorikeren anfægter samtidig de for-tællinger, der handler om, at iPhone med et trylleslag forvandlede hele verden. Både den positive version om det frisatte menneske med de nye, ubegrænsede muligheder, og den mere bekymrede historie om, hvordan de nye telefoner har kvalt den tænksomme pause, det uforstyrrede fokus og det ægte nærvær mellem mennesker, så de mange smartphones i sidste ende har gjort menneskene dummere.
”Vi skal ikke overdrive betydningen af de nye smartphones. Der er nogle, der ser dem som virkeliggørelsen af tidligere tiders science fiction-historier om teknologien, der helt tager magten over menneskene. Men jeg ser iPhone som en fortsættelse af den aktive individualisme, som har kendetegnet vores kultur lige siden Anden Verdenskrig,” siger han og tilføjer:
”Vi har på stadig flere områder fået redskaberne til at bringe os selv og vores egen livsverden i højsædet, men det er også redskaber, som kan forstærke kommunikation, sociale fællesskaber og kollektiv tænkning. Og personligt tror jeg, at vi med tiden vil besinde os på, at selvom en iPhone er smart, skal den ikke bruges hele tiden. Så vil vi igen lægge den fra os og bruge tid på den rigtige del af livet.”
Nikolaj Elf er lektor, ph.d. ved institut for kulturvidenskaber og uddannelsesvidenskab på Syddansk Universitet og forsker i, hvordan iPhones og andre moderne digitale hjælpemidler indgår i undervisningen. Han hæfter sig ved, at den offentlige debat i dag domineres af det synspunkt, at en iPhone er en problematisk fredsforstyrrer, som forhindrer elever og studerende i at følge med i undervisningen.
”Når debatten mest handler om forbud, synes jeg, det er udtryk for en afmagt i forhold til en ny teknologi, som vi ikke formår at bruge til at understøtte undervisningen,” siger han.
I 2011 udgav han rapporten ”Mobilens (u)muligheder”, som undersøgte de nye digitale hjælpemidlers pædagogiske effekt. Blandt andet beskrev han et projekt, hvor en gruppe handelsgymnasieelever i Kolding af deres lærer blev sendt ud for med smartphones at filme ekempler på ”glokalisering”, altså lokale reaktioner på globaliseringen.
Ifølge Nikolaj Elf er det få lærere, der på denne måde tænker, at smartphones har tilføjet helt nye dimensioner til undervisning i form af, at eleverne kan skabe egne produkter. Langt de fleste lærere er mere tilbøjelige til at betragte digitale medier som et referenceværk, svarende til en ordbog.
Men der er en verden til forskel på, om en iPhone tænkes brugt til at tjekke fakta på ordbog.dk eller Wikipedia, eller om en underviser har en pointe i at lade sine elever kommentere en film på Twitter, mens de ser den, eller hele skoleopgaven løses som et multimedieprodukt. Og det afspejler, at de voksne lærere på en måde stadig befinder sig i en anden kultur end den, som opstod med iPhone.
”I løbet af de seneste fem-otte år har vi fået en generation af børn ind i skolen, som er vokset op med en smart-phone og ser den som deres forlængede arm. Jeg havde selv den oplevelse med min datter på 12 år, at hun havde taget et billede med sin smartphone, som jeg spurgte, om hun ville sende som en e-mail til min pc. Men jeg overså, at begge disse begreber er på vej ud. Det er et paradigmeskifte, som er sket umærkeligt,” forklarer Nikolaj Elf.
Pointen er, at mens voksne er vokset op med den personlige computer som arbejdsredskab og e-mail som kommunikationskanal, er der en ny generation, som klarer det hele med iPhone og iPad og som udveksler information via diverse sociale medier. Måske er den elektroniske e-mail således en lige så – eller endnu mere – truet art end det gode, gamle fysiske brev.
I de seneste 10 år har iPhone revolutioneret mange ting. Apple har skaffet sig selv en milliard-indtjening. Muligheden for at komme i kontakt med andre og at tjekke oplysninger, uanset hvor man er i verden, er mangedoblet, efter at de fleste har fået en digtital reservehjerne og forlænget arm. Men sandsynligvis er det ikke al menneskelig omtanke og nærvær, alle de meningsfulde tænkepauser, der er slået ihjel, men blot ældre teknologier, der er ved at blive udkonkurreret af nyere.
På to punkter understreger Nikolaj Elf dog, at vi ikke skal lade os narre:
”Dels skal man ikke tro, at alene indførelsen af ny teknologi vil gøre børn og unges læring mere effektiv. Dels er det veldokumenteret af psykologer, at det slet ikke er muligt at multitaske. Det er direkte skadeligt for læring og koncentration, hvis man ustandseligt lader sig afbryde i sin tankerække af ét eller andet, der tikker ind på ens iPhone.”