Et ”bur” var den tanke, der først strejfede Mette Borresen, sygeplejerske og fagkonsulent på demensområdet i Aalborg Kommune, da hun i sidste uge så et nyt produkt til demente udstillet på Demenskoordinatorer i Danmarks årskursus. To danske firmaer udstillede hver en model af produktet, der er en seng med fire vægge af stof og en åbning, der betjenes af en lynlås.
”Der er intet fagligt belæg for metoden. Svært demensramte, som isoleres, mister evnen til at kalde og søge efter mennesker, de får nedsat eller helt ophørt sult- og tørstfornemmelse, og hvis de ikke har kontakt med mennesker, går de ind i en apatisk, dvalelignende tilstand. Nu skrider det. De kan jo ikke selv komme ud af sådan et telt,” siger Mette Borresen.
Elsebeth Kærgaard, bestyrelsesmedlem i Demenskoordinatorer i Danmark og demenskoordinator i Odense Kommune, blev også bekymret, da hun så sengene:
”Jeg kan måske forestille mig ganske få personer, der er så forpinte, at de søger en hulelignende tilstand, men ja, det er en frygt, at man kan gå i apati, hvis nogen hitter på at afprøve de her senge. De må aldrig erstatte menneskelig kontakt,” siger hun.
Ingen af de to specialister har endnu set sengene i brug, og virksomheden bag den ene model har da heller ikke solgt nogen endnu, oplyser Jan Sahlertz, direktør for eksport og salg i Meyland-Smith.
Han så produktet, der er hollandsk, på en messe i Bella Center i København i maj og præsenterede det som dansk forhandler for første gang på kurset i sidste uge.
”Hvis et menneske med demens ikke ønsker at være i sengen, skal han eller hun ikke. Men erfaringen er, at mange føler ro. De læner sig op ad siden, mærker, at de ikke umiddelbart kan komme ud og falder i søvn igen,” siger han.
I Holland bruges sengen ”i stor stil” på hospitaler og plejehjem, og 85 procent af brugerne føler tryghed i teltsengen, siger han, som sælger sin model til en pris på 40.000-50.000 kroner. Han peger på, at produkter som for eksempel teltsengen bør afprøves, inden plejepersonalet tyer til medicin. Desuden, siger han, er menneskelig kontakt vigtig, men det er andre behov også:
”Hvis en borger er oppe 10 gange i løbet af natten, så kan det godt være, at han eller hun får menneskelig kontakt, men det er ikke en ret god nattesøvn.”
Thomas Kierstein er direktør i Completus Med, der forhandler den anden model, som også er hollandsk. Han begyndte sit salg i april i år, men har størst succes med at leje sengene ud. Han påpeger, at sengen kun er beregnet til en lille gruppe af de mest utrygge og urolige borgere:
”Lige nu har jeg fem plejehjem, der gerne vil teste sengen, men de har ikke borgerprofilen, og det siger også, hvor kritiske de er i forhold til, hvem der skal ligge i den her seng. Den er ikke et opbevaringsværktøj, men et værktøj til at skabe tryghed.”
Mette Borresen afviser, at sengen skulle sikre nattesøvnen på en hensigtsmæssig måde:
”Svært demensramte har ikke noget døgnmønster. Hvis vedkommende hele tiden er oppe, er det, fordi han eller hun er bange, har ondt eller er sulten. Bliver man ikke mødt i sine behov, så resignerer man, lægger sig ned og går i apati. Mange svært demente kan ikke give udtryk for deres behov andet end ved at vågne og kalde, de kan altså heller ikke formulere, at de vil ud af sådan en seng,” siger hun.
Hun giver heller ikke meget for, at sengen skulle reducere brug af medicin.
”Danmark er meget langt, når det gælder reduktion af medicin til demensramte. For eksempel bruges antipsykotisk medicin stort set ikke mere. Det er et tomt argument.”