Terapi hjælper børn af misbrugere

Terapeutiske forløb kan give børn af misbrugere en markant bedre trivsel. Det viser en stor midtvejs-evaluering af 15 tilbud for børn og unge, der tilsammen modtager 69 millioner kroner årligt i støtte fra regeringens satspulje mellem 2016 og 2019.

Det er veldokumenteret, at børn af misbrugere har øget risiko for at udvikle angst, depression, lavere selvværd og har flere problemer med at gennemføre en uddannelse end andre.
Det er veldokumenteret, at børn af misbrugere har øget risiko for at udvikle angst, depression, lavere selvværd og har flere problemer med at gennemføre en uddannelse end andre. . Foto: Ritzau Scanpix/Iris.

Det er veldokumenteret, at børn af misbrugere har øget risiko for at udvikle angst, depression, lavere selvværd og har flere problemer med at gennemføre en uddannelse end andre. Men samtidig kan terapeutiske forløb give børnene og de unge en markant bedre trivsel.

Det viser en stor midtvejs-evaluering af 15 tilbud for børn og unge, der tilsammen modtager 69 millioner kroner årligt i støtte fra regeringens satspulje mellem 2016 og 2019. Sundhedsstyrelsen skønner, at der er 122.000 børn af alkoholmisbrugere i Danmark.

Der findes ingen tal på, hvor mange børn, der vokser op i hjem med stofmisbrug, men Sundhedsstyrelsen vurderer, at 33.000 danskere har et stofmisbrug.

Evalueringen er foretaget af konsulentfirmaet Rambøll for Socialstyrelsen og bygger på målinger af trivslen før og efter det terapeutiske forløb blandt 2136 børn og unge mellem 3 og 25 år. 6 ud af 10 er børn af alkoholikere, mens en fjerdedel er vokset op i hjem, hvor der både misbruges stoffer og alkohol, og 13 procent er børn af stofmisbrugere.

Kortlægningen viser, at det især er de unge på 17 år og derover, som føler, at det terapeutiske forløb har bidraget positivt til deres liv.

De mindre børn mellem 3 og 10 år får ifølge evalueringen især forbedret deres evne til at udtrykke følelser.

”Det terapeutiske forløb virker, fordi vi tager udgangspunkt i det enkelte barns eller unges situation. Der er store menneskelige gevinster at hente, hvis vi hjælper børn af misbrugere, men også store gevinster rent samfundsøkonomisk, ” siger Henrik Appel Esbensen, leder af Tuba under Blå Kors, der er en af de organisationer, som får støtte fra satspuljen til at hjælpe børn af misbrugere. Tuba har tilbud i 28 kommuner, og i øjeblikket står 1100 børn og unge på venteliste.