Terminalt syge patienter får ikke lindrende behandling, Iran beriger uran, og Enhedslisten vil have firedages arbejdsuge

Her samler Kristeligt Dagblad nogle af dagens vigtigste historier om tro, etik, eksistens og de værdikampe, der foregår i ind- og udland

Ikke alle terminalt syge har lige stor sandsynlighed for at modtage palliativ behandling. Iran bevæger sig væk fra forhandlinger om atomaftale, og Enhedslistens beskæftigelsesordfører Victoria Velásquez vil have en firedages arbejdsuge på finansloven
Ikke alle terminalt syge har lige stor sandsynlighed for at modtage palliativ behandling. Iran bevæger sig væk fra forhandlinger om atomaftale, og Enhedslistens beskæftigelsesordfører Victoria Velásquez vil have en firedages arbejdsuge på finansloven. Foto: Adam Sund/BAM/Ritzau Scanpix, Lisi Niesner/Reuters/Ritzau Scanpix og Emil Helms/Ritzau Scanpix.

Mange danskere har nok kun én ting på hjernen i dag: Fodbold. 

I aften spiller det danske herrelandshold EM-semifinale mod England på Wembley Stadion i London. Det er første gang siden 1992, at landsholdet er nået så langt i turneringen, så for mange sidder følelserne nok helt uden på tøjet, når kampen fløjtes i gang i aften. 

Og netop følelser har været meget kendetegnende for dette EM, skriver Kristeligt Dagblad. Spillernes følelsesliv er kommet i fokus, og det smitter af på tilskuere og fans. En professor i psykologi mener, at det er en del af et større kulturskifte i Vesten: "Vi bevæger os i retning af et emotionsorienteret samfund," siger han. 

Vinderen af aftenens kamp går videre til finalen, hvor holdet skal møde Italien på søndag. 

Præsidentudfordrer i Belarus idømt fængsel

Men der sker også andre ting i verden end fodbold. I Belarus (det tidligere Hviderusland) er den tidligere præsidentudfordrer Viktor Babariko blevet dømt til 14 års fængsel for korruption, skriver Ritzau

Ved præsidentvalget sidste år forsøgte Babariko at stille op mod Belarus' præsident Aleksandr Lukasjenko, der har siddet på posten siden 1994. Men fordi Babariko blev anholdt, nåede han aldrig at blive registreret som præsidentkandidat.

Babarikos fastholder sin uskyld og hans stab siger, at anklagerne mod ham er fabrikerede. Amnesty International betegner også fængselsstraffen som en politisk motiveret dom i et land med "en stadig mere undertrykkende regering".

Internationale observatører mener, at der foregik svindel ved det seneste valg, og EU, USA og Storbritannien har alle pålagt Belarus sanktioner. Men ikke for længe, hvis det står til Lukasjenko. I går truede han med at stoppe varer, der skal igennem Belarus på deres vej til Kina og Rusland, som svar på sanktionerne. Det skriver Reuters

Lgbtq-lov træder i kraft i Ungarn

Vi bliver i Østeuropa lidt endnu. I dag træder en kontroversiel lov, der sammenkobler pædofili og homoseksualitet, i kraft i Ungarn. Kristeligt Dagblad forklarer i dagens avis om lovens indhold og det større politiske spil, den er en del af. 

Loven har været undervejs længe og startede som en reaktion på en række pædofilisager i landet. I sin oprindelige form skulle loven skærpe straffe for misbrug af børn, og den fik også støtte af oppositionen. Kort før afstemningen blev lovteksten ændret, og i den endelige lovtekst står der, at børn og unge skal beskyttes mod "pornografi og indhold, der promoverer afvigelse fra kønsidentitet eller reklamerer for kønsskifte og homoseksualitet." 

Dermed er det ulovligt at omtale homoseksualitet i Ungarn, hvis unge under 18 år kan blive konfronteret med oplysningerne. Det er fjerde gang siden 2018, at Orbán-regeringen indskrænker rettigheder for lgbtq-personer. Blandt andet er juridisk kønsskifte blevet forbudt, og homoseksuelle par kan ikke længere adoptere børn. 

Spanien bevæger sig mod samtykke-lov 

Seksualitet er også på dagsordenen i Spanien. Tirsdag godkendte den spanske regering en lov, som fastslår, at sex uden samtykke er voldtægt, skriver Reuters

Det sker som en del af et forsøg på at skærpe straffe for seksuelle krænkelser og overfald i landet, samt at yde mere støtte til ofrene for disse overgreb. 

Loven er endnu ikke vedtaget af parlamentet, men den forventes behandlet senere på året. Spanien nærmer sig dermed de 11 andre lande i Europa, som allerede har indført samtykkelove, herunder Sverige, Storbritannien, Portugal og Danmark. 

Iran bevæger sig længere væk fra atomaftale

Andre steder i international politik synes landene i stedet at bevæge sig længere fra hinanden. IAEA, der er FN's atomagentur, meddeler, at Iran tager yderligere skridt væk fra den atomaftale, som USA, EU og andre lande forsøger at forhandle på plads med landet. Det skriver Ritzau

Iran vil fremstille uran, der er beriget med op til 20 procent, hvilket er tæt på en kvalitet, der kan bruges til atombomber. Den iranske regering siger, at de ikke vil fremstille atomvåben, men sende den berigede uran til et forskningslaboratorium. 

Udenrigsministrene i Frankrig, Tyskland og Storbritannien udtrykker i en fælles udtalelse bekymring over situationen, og USA's udenrigsministerium opfordrer Iran til at "vende tilbage til Wien (hvor IAEA har sit hovedsæde, red.) og være indstillet på reelle forhandlinger." 

Terminalt syge patienter får ikke lindrende behandling

Vi vender snuden hjem mod Danmark igen. Det er langt fra alle dødssyge patienter, der får palliativ behandling, og det er stik imod Sundhedsstyrelsens anbefalinger, skriver Danmarks Radio

Mulighed for palliativ behandling, der lindrer smerter og angst i den sidste tid af terminalt syge patienters liv, bør ifølge Sundhedsstyrelsens retningslinjer være lige for alle uanset diagnose. Men ifølge en ny årsrapport er der langt større sandsynlighed for at få palliativ behandling, hvis man lider af kræft frem for andre sygdomme som lunge- eller hjerte-kar-sygdomme. 

Sidste år fik næsten halvdelen af alle terminalt syge kræftpatienter palliativ behandling, mens andelen for ikke-kræftsyge kun var to procent. Dansk Palliativt Selskab peger på, at der mangler mere uddannelse inden for palliation i Danmark. 

Enhedslisten vil have firedages arbejdsuge

Noget andet, der mangler i Danmark, er mere fritid. Det mener Enhedslisten, der foreslår at indføre en arbejdsuge på fire dage frem for de nuværende fem, skriver Danmarks Radio

Modellen har været afprøvet flere steder i verden, blandt andet i Island, hvor tusindvis af offentligt ansatte har haft en kortere arbejdsuge til samme løn. På de fleste arbejdspladser blev produktiviteten enten på samme niveau eller steg, og de ansattes trivsel voksede markant.

Ideen er heller ikke helt uprøvet herhjemme. Både offentlige og private danske virksomheder har forsøgt sig med en firedages arbejdsuge, og i Odsherred Kommune har man siden 2019 haft succes med at give medarbejderne en kortere arbejdsuge. 

Står det til Enhedslisten, skal forsøget bredes ud i større grad herhjemme, og partiet foreslår at afsætte 50,5 millioner kroner på finansloven for 2022 til projektet. 

Søren leverer græs til EM 

Til slut en lille tilbagevenden til dagens store samtaleemne, nemlig fodbolden. Men denne gang skal det ikke handle om hverken spillere, taktik eller målscore. Næ, det skal handle om græsset.

Søren Halbye er koncerndirektør hos frøvirksomheden DLF, og han har dermed været med til at udvikle og sælge græsfrø til 31 ud af slutrundens 51 kampe, skriver Kristeligt Dagblad. Han kalder sig selv for en græsnørd og glæder sig over, at DLF endnu engang har kvalificeret sig til EM. 

”Min passion er vokset over årene. Jeg kom ind i den her verden med en salgs- og marketingvinkel, men jeg er blevet hængende for græsset," fortæller Søren Halbye. 

Morgensamling er Kristeligt Dagblads nyhedsoverblik om tro, etik og eksistens. Morgensamling udsendes som nyhedsbrev alle hverdage. Du kan skrive dig op til at modtage det her.